I efterårsferien havde jeg en besynderlig naturoplevelse, hvor det gik op for mig, at myndighedernes velmente forsøg på at formidle naturen til børn og voksne ofte ender med at kvæle dens sjæl. Min kone og jeg havde lejet en hytte i Sverige. Efter et godt stykke op gennem landet forlod vi hovedvejen og fortsatte ad små veje, der blev til stadig smallere jordveje, mens skoven blev tættere. Til sidst førte gps’en os i ring, og en landmand med stærk smålandsk dialekt måtte forklare os de sidste kilometer. Brune blade dalede fra træerne i lyset fra den lave sol, da vi ankom. I tusmørket fandt vi nøglen under en fugtig sten. Hytten bestod af ét enkelt rum med slidte malede gulvbrædder og en brændeovn. Fra den skæve veranda, hvor der hang ruser på rustne kroge, var der åben udsigt til en blank, skovkranset sø. Om aftenen faldt vi i søvn til den fossende lyd af en elv bag hytten ude i mørket. I dagene, der fulgte, gik vi lange ture i skoven uden at møde nogen, og om eftermiddagene badede vi i den kolde sø, inden det blev mørkt. En nat vågnede vi ved, at et klart månelys badede vores stue i hvidt.
Her er 12 danske naturperler Vi besluttede at stå op, stak i gummistøvlerne med uldne sokker og lukkede os ud i kulden. Så bevægede vi os ind i den tætte skov mod syd. Mellem træerne kunne vi skimte månens reflekser i søen. Den mosdækkede skovbund var blød under fødderne, og alt duftede af våd jord.
