De bedste nye byer forblev på utopiernes tegnebræt. Desværre fortæller den sandhed lige så meget om utopierne som om vores evne til at realisere dem. Det, der gør den utopiske by til det gode livs sted, er, at her bygger man forestillingen om friheden som et samfund, der er lige så åbent og muligt som livet under åben himmel. Den i dag forkætrede moderne arkitektur, der fik sig et ’bad name’ med containerboligblokkene og de døde kontorpaladser i city, var egentlig et frihedens projekt.
En af de allerstørste tidlige, moderne arkitekter, amerikaneren Frank Lloyd Wright, opfattede sine huse som frirum, hvor alle den moderne arkitekturs kæreste virkemidler, ikkebærende facader, lange horisontale linjer, store glasflader, vinduer i hjørnerne osv., skulle frigøre mennesket ved at give det rummets frihed. Frigjort fra det tunge tag, klassikkens opdelende søjler og murens monumentalitet ville husenes lange linjer blive til forlængelser af horisonten – lange linjer med uendeligheden som mål.
