I Danmark er dansk det officielle sprog. Ganske vist bliver der undervist på engelsk på visse universitetsstudier - og heldigvis for det - men det ændrer ikke på, at vi, der beboer disse flade, tågede landområder, først og fremmest er danskere, holdt sammen i en tæt vævning af vores fælles sprog. Det sprog, der giver os identitet som hjemmehørende i netop denne lille afkrog af verdenen, både som individer og som del af et unikt fællesskab. Vores sprog italesætter vores virkelighed. Det er der sådan set ikke noget nyt i. I Den Store Bog står der som bekendt :»I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden, og jorden var øde og tom, og der var mørke over verdenshavene. Men Guds ånd svævede over vandene og Gud sagde: Der blive lys ... «. Resten af skabelsen foregår på nogenlunde samme måde: Gud sagde … Sproget er altså magisk, sproget er den skabende kraft. Ikke så meget anderledes er forklaringen på verdens skabelse og fortsatte eksistens på den anden side af kloden, selv om både natur og historie er helt anderledes end vores. Hos aboriginerne i Australien skal verden hele tiden fortælles frem igen for ikke at synke tilbage i drømmetiden. Hvert landskab har sine fortællinger, som skal vedligeholdes i generation efter generation for ikke at forsvinde, gå i opløsning, blive reduceret til en tanke. Det skal italesættes for at blive virkeligt. Sproglig magi findes i masser af eventyr. »Sesam, sesam luk dig op«. Eller historien om Rumleskaft, hvor prinsessen kun kan løses af hans magi, hvis hun kan sige hans navn. De fleste kender sikkert også historien om kong Midas' barber, der var ved at gå til, fordi han skulle bære på den forfærdelige hemmelighed om kongens æselører - hvad skulle der til, for at han fik lettet sit hjerte? Han skulle sige det til nogen. Sprogliggøre det. Det gjorde han ned i et hul i flodbredden, som han havde gravet, men ordene var så stærke, at de groede med op i sivene, som så hviskede hemmeligheden ud i hele verden. Så - som hos aboriginerne - når noget er sagt, er det virkeligt! Alle gentagne bønner eller besværgelser er bundet til bestemte formuleringer, og det er svært at forestille sig f.eks. et vielsesritual, der ikke indebærer et klart formuleret 'ja'. Men hvorfor har det ikke samme effekt at nikke, når præsten spørger, om brud eller brudgom vil have den, der ved siden af dig står? Hvad er det, der gør sproget til noget særligt? LÆS OGSÅSproget kæmper med Google og Word For sproget er noget helt specielt. Sproget er et medie, der adskiller sig på væsentlige punkter fra stort set alle andre formidlingsformer. Med fare for at lukke trolden ud af æsken vil jeg endda påstå, at sprogets kraft er stærkere og mere forvandlende end både billedkunst og musik. Sprog kan opleves på mange planer. Man kan selvfølgelig læse det, eller man kan høre det som fortælling eller som replikker i en eller anden form for dramatisk sammenhæng - film, teater, performance osv. Men det særlige ved sproget er, at det ikke er nok at se eller høre det. Det giver ingen mening i sig selv. Det kan ikke bare sanses som et billede eller et stykke musik. Det kræver noget af modtageren. Det skal afkodes gennem lytterens/læserens egne erfaringsfiltre, sproget skal skabe et indre landskab. Det skal forstås. Derfor kan man ikke lytte til en historie, samtidig med at man taler i mobiltelefon, eller læse, samtidig med at man ser fjernsyn.

Sproget er krævende, fordi det er abstrakt, men det er også den egenskab, der igangsætter den enkeltes forestillinger og på den måde udvider horisonten og giver mulighed for refleksion. Sproget nærer ånden. Men sproget er frem for alt forudsætningen for demokratiet. Uden nuanceret sprog ingen diskussion om værdier, om, hvilke valg vi skal tage sammen. Og sproget er også det stærkeste fællesmedie, vi har, for sprog er demokratisk i sig selv. Det kræver ikke en stor økonomisk investering at give sig i kast med at formulere sig - hverken mundtligt eller skriftligt - du behøver ikke afsætte 10.000 timer for at blive god til det - du har allerede øvet dig, siden du blev født. Ingen - i hvert fald ikke i vores del af verden - forhindrer dig i at formidle lige nøjagtig de ord, du finder væsentlige. Men et sprog skal udvikle sig sammen med det liv, det beskriver, ellers bliver det dødt og stift. Der skal hele tiden tilføres nye ord, nye betydninger, gamle ord skal efterlades eller ændre mening. I Holbergforestillinger er der ofte nogle af rollerne, der 'prostituerer sig', og ordet betyder i denne sammenhæng altså noget helt andet end i dag! Hvordan et sprog dør ud, bliver tydeligt, hvis man er sammen med emigranter, der i flere generationer har holdt deres oprindelige modersmål i live som andetsprog. Sproget bliver falmet og fattigt og kan ikke bruges til at beskrive det liv, der leves i nutiden. LÆS OGSÅDon't worry: Det danske sprog er ikke truet af engelsk På trods af den uundgåelige udvikling bliver der alligevel arbejdet hårdt i udvandrergrupper på at fastholde det gamle ordforråd, for deler du sprog, deler du en fælleskultur, der er stærkere end noget andet bånd. Derfor kæmper selv de mindste samfund desperat for at bevare et levende og stærkt sprog. Uden sprog, intet særpræg, der binder menneskene sammen og gør dem til 'os'. Men uden sproglig udvikling, der giver os nye ord til at fortælle netop vores tid frem fra 'drømmetiden', smuldrer den kulturelle sammenhængskraft. Udforskningen af sproget begynder tidligt. For mange af os er eventyr som 'Guldlok og de tre bjørne', 'De tre Bukke Bruse', 'Peter og ulven', 'Den lille Rødhætte' blandt de tidligste erindringer om mødet med sprogets magiske natur. Hvem husker ikke: »Men bedstemor, hvorfor har du så store øjne?«. Sproget er adgangskoden til fællesskabet, og små børn arbejder intenst på at tilegne sig det. Og det har de gjort siden tidernes morgen, for historiefortælling har altid været det stærkeste kulturbærende bånd, menneskeheden har kendt - lige tilbage til dengang vi sad ved bålet i klippehulen og lyttede til myter og sagn, der gav os svar på de store spørgsmål og formidlede flokkens værdisæt.