Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er en Kronik. Kroniken er udtryk for skribentens holdning. Du kan indsende Kronik-forslag her.


Digterisk modstandsmand

Tiden kalder på omtanke og eftertanke. Derfor giver det god mening at genlæse den oprørske svenske digter Gunnar Ekelöf, skriver kronikøren, der er mag.art. og lærer på Krogerup Højskole.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

At læse den svenske digter Gunnar Ekelöf er som at indtage en modgift til det, der foregår i disse år. Det er ikke naturkatastrofen i Asien, jeg her har i tankerne, men selvtilstrækkeligheden, magtvældet, materialismen og hele den massive tiltagende højredrejning, der præger denne tid. Med konservatismen ved roret udleveres kulturen og dermed kunsten i Danmark i stigende grad til markedskræfternes frie spil. Det er en tydelig tendens. Kultur- og kunstprodukter skal i stigende grad kunne omsættes og forbruges hurtigt og effektivt i profittens og produktivitetens navn. Dermed mister vi fornemmelsen for, hvad der reelt har værdi, hvilket forstærkes af dyrkelsen af det midlertidige, overfladen, synlighed og omsættelighed frem for indhold og formålsvurderinger.

Jeg læser Ekelöf som et kvalificeret modtræk til den kulturelle udvikling og de samfundsmæssige perspektiver, der præger tiden nu, for han spørger uophørligt til substansen frem for overfladen, til formålet frem for brugsværdien, til nødvendigheden frem for omsætteligheden. Og så byder han selv på en flersidig og provokerende forståelse af verden, der afkræver stillingtagen og engagement, for det er umuligt blindt at tilslutte sig Ekelöfs tanker. Han både trækker læseren til sig og skubber ham fra sig med et krav om at bringe sig på højde med de gældende vilkår. Bestandigt spørger han: Hvad er det, der forgår i kulturen, i samfundet, hvad er det for kræfter, der styrer? Hvad gør du for at ændre noget som helst?

Sådanne spørgsmål er relevante. For hvad er det for en kultur, der konstant sætter oplevelse og forbrug på dagsordenen og skamløst opprioriterer synlighed som det ultimative magtmiddel til at opnå succes/profit. Kulturministerens holdning til kulturen og kunsten efterlader ufattelig meget at savne, først og sidst en fornemmelse for forskellighed, for ansvar over for de svagest stillede udøvende kunstnere, der ellers bare kan få lov at vugge af sted i deres egne værkbrudne joller.

Hvis ikke regeringen tager opgaven på sig økonomisk at sikre rod- og vækstlaget for den skabende og eksperimenterende kunst, herunder også forfatternes vilkår og skelner mellem kvalitet og kvantitet, bredt og smalt, vokser underklassen, det vil sige restgruppen af mindre kendte, nødstedte kunstnere. Så vil afstanden forøges mellem på den ene side de privilegerede og økonomisk begunstigede og de, der ikke har mønt til at opretholde livet som kunstnere og som tvinges ud i andre baner for at klare den. Det er ikke gjort med at støtte eliten, ej heller med blot at støtte færre med flere penge. Overhovedet ikke. Det vil blot producere nye skævheder.

Der skal et betydeligt mere differentieret blik til for at få øje på de evident uretfærdige vilkår inden for kulturen og kunsten i øjeblikket. Mister vi evnen til at skelne, mister vi også evnen til selv at se og gøre en forskel. Individuelt såvel som socialt og globalt. Dét er kardinalsynspunkter hos Ekelöf, der virkelig formår at skelne mellem løgn og sandhed. Det er et direkte kick at læse denne digteriske modstandsmand, der bestandigt er på kritisk forkant med den vestlige verdens sort/hvide virkelighedsopfattelse. Ekelöf har dette anfægtede, opvakte blik på tingene, når han hamrer det ind i hovedet på læseren: »Kapitalen er døden«. Det gør at man som læser bestandigt bliver kigget i kortene og udfordret fra nye vinkler, fra områder, man aldrig har mødt eller opsøgt.

Mange er stødt på Gunnar Ekelöfs navn uden at ane, hvem han er. Han levede fra 1907 til 1968 og efterlod sig 14 digtsamlinger, oversættelser, dagbladskritik, filosofiske og selvbiografiske skrifter. Ved sin død stod Ekelöf - med Poul Borums ord - som Skandinaviens største digter. Her 36 år efter er der noget om snakken. Ekelöf forsyner læseren med et alarmeret blik på så godt som alt. Kulturpessimist eller ej kan hans opgør med materialismen, selvgodheden og egoismen, der stikker sit spøgelsesfjæs frem hvor som helst, benyttes som middel til at stille skarpt på paradokserne i såvel den danske som vestlige kulturkreds. Hans grundsynspunkt var en dyb skepsis, der kom til udtryk i paradoksale sentenser som disse: »Jeg siger: det hele er en storslået løgn, djævlene piner os forklædt som engle. Vi må lære at gennemskue dem. Vi må til at tro på vort eget pulserende blod, vore instinkter, det irrationelle. Vi må sætte maskinerne i gang mod en anden kyst. (...) Jeg er ikke en tvivler. Min pessimisme er begyndelsen til den sidste optimisme«. Gunnar Ekelöf skåner hverken sig selv eller andre, samtidig er der en historisk videnshorisont bag selv det subjektive udsagn. Han er en digter, der udstyrer os med en både klassisk og moderne bevidsthed, der giver os indblik i kompleksiteten i verden. Der udgår en enorm kraft og visionær visdom fra Ekelöfs værk, som gør ham permanent aktuel.

Ekelöfs værk er funderet på mange kilder. Først og fremmest den orientalske mystik, middelaldermystikeren Ibn al-Arabi, som Ekelöf opdagede, da han var ganske ung. Dernæst sufismen, taoismen, Dante, Spinoza, byzantinsk ikonografi og moderne digtning (Rimbaud, Eliot etc.), som han i øvrigt også selv oversatte med bravur, før han selv fik vind i sejlene som poet. Af temperament er Ekelöf lige så skeptisk, melankolsk og streng som han er nysgerrig, pågående og åben. Det ene øjeblik besynger han den svenske skærgård og toskanske landskaber, det næste hader han Sverige og digter om lede, tortur før og efter Kristus, Satan og den dybeste eksistentielle smerte. Udspændt mellem Gud, djævelen og intetheden reflekterer Ekelöf uophørligt over, hvad identitet og skabelse er. Med den norske jazzdigter Jan Erik Volds udtryk er Ekelöf »folkeviseagtig enkel og aristokratmodernistisk kompleks«.

Fundamentalt for hans opgør med den vestlige dualisme og kulturopfattelse er en dyb foragt for magt og magtanvendelse, som udfoldes for fuld skrue i disse år. Med ganske få linjer udfordrer han i det vigtige lange digt 'Tag og skriv' fra 'Färjesång' (1941) det vestlige menneskes selvfede, egoistiske tilgang til verden, når han hæfter sig ved: »Hvor sjældent mennesket har magt/ til at afstå magt!/ At afstå jeg og tale, afstå -/ det eneste der giver magt«. Bag denne magtkritiske ytring ligger den østlige filosofi og buddhistiske lære, der gør op med at tænke i forskelle og modsætninger. Ekelöf påpeger effektivt med 'Tag og skriv', at det vestlige magtbegreb er funderet på en definitiv vildfarelse, der groft sagt går ud på, at jo mere man besidder, desto mere bliver og behersker man. Det er lige omvendt. Jo mere man fralægger sig og giver afkald på, desto mere åben og receptiv bliver man over for verden, hvilket som bekendt er en forudsætning for at kunne være imødekommende over for andre kulturer, andre forståelsesmønstre og livsformer, for »Kun som vidne er mennesket til«, som det forlyder fra 'Tag og skriv'. At træde i eksistens vil for Ekelöf dels sige at være vidne til sin egen og andres utilstrækkelighed, og dels at holde aktivt øje med alt, hvad der foregår og tage det etiske ansvar på sig.

Noget af det, der virkelig bekymrer Ekelöf, er, at vi helt har mistet evnen og modet til at være os selv, stå ved det vi mener og konfrontere os med ensomheden. Det har konsekvenser for selvstændigheden, skarpheden - tilstedeværelsen!: »Det er sket med selvstændigheden, modet til at være ene. Alle gnubber sig op ad hinanden. Løgnen smitter og vi rådner alle op uden at mærke det. (...) To mennesker kan knap nok være sammen i en time uden at lyve for hinanden, idealisere hinanden, ydmyge hinanden. Et større antal mennesker kan ikke være i stue sammen, uden at der opstår kaos, et kaos af bagtalelse, undertrykte aversioner, fordrejede sympatier. Millionerne lever under løgnepropagandaens svøbe«.

Når man fordyber sig i Ekelöfs forfatterskab, bliver man lidt efter lidt gjort bevidst om, hvor sjusket og uegentligt man lever sit liv. Og man ser sig omkring på de andre, der glemmer at standse op og spørge ind til vores flade, hurtige kultur. Enhver kunne tage ved lære af Ekelöfs syn og dybe kulturforståelse. Det gælder også hans tolkninger og gennemlysning af kærligheden, lidelsen, døden. Ekelöfs digte og tankeverden peger fremdeles på historiens, mytologiens, antikkens og mystikkens kilder og billeder som forudsætning for at kunne komme nærmere en forståelse af livets mening og sammenhæng, samt det under skabelsen er.

Som jeg læser Ekelöf er han en moderne mystiker. Hans tro på en kosmisk enhed bag vores bevidsthed, stærkt inspireret af Spinoza, får modspil fra mistro og skepsis. Djævlen holder også troen i skak som en nægtende kraft, der hersker i det skjulte: »Djævlen er gud/ og Gud er djævel/ og jeg lærte at dyrke dem begge«, skriver Ekelöf.

Ekelöf er en digter, der mistror sin egen tro, lige så snart troen er ved at overgive sig. Det er det, der gør modsigelsen til en paradoksal drivkraft gennem hele Ekelöfs forfatterskab. Paradokset er et vilkår og en erkendelsesvej. Mennesket og digteren Ekelöf er bestandig i rastløs bevægelse, i evigt opbrud, frem til sin død, men der er for Ekelöf aldrig nogen lige vej at gå. Det kommer eksempelvis til udtryk her i begyndelsen af digtet 'Ex Ponto' fra 'Strountes' (1955):

Himlen er langt borte
Jeg har ikke set den
Men helvede har jeg set
Det er altid nært
Og jorden, den spedalske:
Hvilken hærget skønhed
bærer ikke dens træk!

Ekelöfs blik på tingene er ikke til at undvære. Selvgodhedens alarmsignaler ses og høres overalt i disse tider, alt imens problemerne tårner sig op i dette samfund, hvor vi for alvor frygter næsten, fordi vi dybest set er rædselsslagne for at møde os selv. En dybtstikkende frygt for forandring forhindrer os i for alvor at tage stilling til vores egen mangel på rummelighed og åbenhed over for det, der vi ikke kender.

Livet er ikke fremadrettet for Ekelöf. Det forløber i spiraliske bevægelser. Hans østligt inspirerede tankegang indebærer, at vi mennesker hele tiden er enten i tilblivelse eller i gang med at degenerere. Derfor bør ethvert menneske stræbe efter at gøre sig til et mødested for forskellige landes kulturer og kulturelle strømninger.

Det gjaldt for Ekelöf om at gøre sig til en kombinationsintelligens. I digtet 'At være skabende' skriver han: »At være skabende/ Hvem er det?/ Jeg er en kombinationsintelligens/ som gør brug af paletten/ til 'usete' kombinationer/ af stilleståen/ af selve menneskets bevægelser«. Han digter med en omfattende kulturforståelse, der frit forbinder tænkemåder og tilgange til verden, som det vestlige menneske overser eller ikke kan overskue. Med modsigelsen som drivkraft sætter hans digte og visioner hele tiden vores forestillinger og tankeverden på prøve.

Det forjagede og belemrede nutidsmenneske kunne have udbytte af Ekelöfs indsigt i hele det eksistentielle felt. Ikke alene ophæver Ekelöf dualismen mellem subjekt og objekt, han bringer tilmed Norden og Østen, Sverige og Tyrkiet, mørket og lyset, drømmen og leden, manden og kvinden, drømmen og døden - livet og kunsten - på talefod med hinanden på nye spektakulære måder. »Jeg bor i en anden verden/ Men du bor jo i den samme«, som det forlyder. I et upubliceret digt fra 1933 definerer Ekelöf sit kunstneriske ansvar som følger: »Det er min opgave at revidere alle spådomme, at skrive alle bøger om, at tage stilling til menneskenes tro. Jeg står i forbindelse med det usynlige, med det tabte sprog«.

I et essay omtaler Ekelöf sig selv som en outsider. En træffende betegnelse, for denne alkoholiserede nordiske kosmopolit var en rastløs outsider, der betjente sig af paradokset og modsigelsen som en måde at se og forstå på. Han rejste bestandigt i skriften og verden. Når han ikke skrev, gjorde han studier og rejste til udlandet eller rundt i hjemlandet som en opvakt oplyst skeptiker på opdagelse i kunstens tjeneste. Han lagde aldrig skjul på, at kunst - at dyrke den og at skabe den - betød alt for ham. Målet med at digte var for Ekelöf at konfrontere sig med det fremmede og blive en anden - med denne indsigt som katalysator: »I hver sjæl er tusinde sjæle fanget,/ i hver verden er tusind verdener skjult/ og disse blinde, disse nedre verdener/ er virkelige og levende, skønt ufuldbyrdede«.

Ekelöf er den nejsigende guide til underverdenen, hvor enhver, der følger ham, stilles over for udfordringer om til stadighed at revidere sin opfattelse af sig selv og sit forhold til verden. Hele tiden bruger han sig selv og sin lynende skarpe digteriske bevidsthed som eksempel, som her: »Jeg kender verdensaltets umættelige kræfter som mødes i mig, og de er lige store, derfor er jeg urolig ... jeg elsker mig selv så højt at jeg er uselvisk ... jeg har glemt mit køn«. Så paradoksalt frisættende kan Ekelöf skrive. Oprørsk drevet af modsigelsen rækker hans udsagn ind bag enhver letkøbt overbevisning.

Det er vigtigt at blive punkteret og konfronteret med oprøret som en øjenåbnende kraft i en tid, hvor vi har så forbasket travlt, at vi ikke bemærker, at vi render rundt med hovedet under armen. Hvad man kan lære af Ekelöf er at tage stilling og indse, at det eneste, der har værdi, er det vi ikke ved. Det er dér hvor vores viden slipper op, at vi for alvor lever. Det vi allerede ved er dødt og tanken dræber alt hvad den kommer i nærheden af. Og det tanken ikke kan få fat på forsøger den at forfalske og trække ned på sit niveau. Derfor må vi være bestandigt på vagt - også over for det, vi overbeviser os selv om, så fordomme og dumhed ikke får plads til at hærge og lukke af. Der findes altid noget, vi ikke ved, som vi umuligt kan vide. Dér ligger håbet.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden