1. april trådte den nye landbrugslov i kraft. En lov, som uden for landbruget nærmest ingen opmærksomhed har fået, men som rummer et fundamentalt opgør med tanken om selvforsynende landbrugsenheder og dermed et stykke dansk kulturhistorie. Landbrugslov og landskab hænger uløseligt sammen, og med den nye lov vil landbruget og det danske landskab i de kommende år blive ændret radikalt med betydning for alle, der benytter det ganske land. Der har siden slutningen af 1700-tallet været klare krav til drift og udvikling i det danske landbrug. Disse krav er senere formuleret i landbrugsloven. Loven har gennem et århundrede iscenesat landbrugslandet Danmark.
Den har reguleret grænsesætningen mellem land og by. Den har reguleret strukturen, ejerformer og driftsformer. Det viste sig ved krav i landbrugsloven om velafgrænsede ejendomme, krav om begrænsning i størrelse og antal ejendomme, der ejes af samme person, krav om selveje (dvs. at jorden ejes personligt) og krav om selvstændig drift, hvilket vil sige, at gården drives fra ejendommens bolig af enten ejeren eller forpagteren.
