Medierne skulle gerne udgøre den fjerde statsmagt i det demokratiske samfund. Stå vagt om demokratiet og bide magten i haserne. Men gør de det? Findes den seriøse politiske journalistik på tv? Og med tv tænkes først og fremmest på DR og TV 2. Der er sket et skred mod det personfikserede. Sagen fortaber sig ofte, og politikere bedømmes på deres fremtoning og evne til at klare sig i en diskussion. Attituden bliver vigtigere end indholdet. Og hvad værre er, tv-stationen i form af studieværterne bliver den reelle afsender og indholdet i programmet. Politikerne reduceres let til statister i showet, og hvem gider det? Og gider vi de politikere, der har lyst til at stille op på de præmisser? For nylig kunne man på TV 2 se et grelt eksempel på et program, hvor det ikke var til at se, hvem der var afsender, hvad præmissen var – endsige hvilket sigte udsendelsen i det hele taget havde. Det var Søren Gades patetiske ’farvel’ til politik. Hvorfor skulle den film overhovedet vises? Vi havde set det væsentlige ugen før, da han takkede farvel. Det relevante politiske. Og et par tårer. Hvor var redaktørens overvejelser? Hvorfor blev den film bragt? Var det ud fra væsentlighedskriteriet? Tilførte den nye dimensioner til en alvorlig politisk situation? Et journalistisk spørgsmål kunne have været: ’Hvis du er uskyldig, hvorfor svigter du så de soldater, der ser op til dig og kæmper den krig, dit parti har besluttet?’. I stedet fik en mediebevidst afgående minister lov til at pakke sine forsider ned i brune kasser i kedsommeligt lange sekvenser, så den letbevægelige del af befolkningen kunne sidde og synes, at han var blevet uretfærdigt behandlet af medierne. Men det handler om en krigsminister. Vi er i krig. En krig, som flere og flere eksperter sammenligner med Vietnamkrigen; altså et morads, som det er let at forvilde sig ned i, men umuligt at komme op af. Det var måske mere journalistisk relevant at blive ved med at undersøge, hvad det går ud på? Babypladdersprog Langt den overvejende journalistiske dækning af krigen i Afghanistan handler i dag om følelser. Vi har i nyhedernes primetime set forsvarsministeren drage derud og drikke kaffe med dem. Vi har set de unge soldaters liv og følelser beskrevet igen og igen. Enkerne. Begravelserne. Invaliderne. Ministeren er på hospitalet og siger hej til de sårede. Han er en god mand.
Men hvor er analyserne? Hvor er facts? Hvad skal det føre til, og hvorfor kører der ikke en sag mod Anders Fogh, der startede krigen, som det er tilfældet med de ansvarlige i en række af de øvrige krigsførende lande? Måske fordi de har tv som f.eks. BBC, hvor voksne mennesker tør tale indhold. Hvor er journalisterne henne i Danmark? Jo, de er henne og se Søren Gade putte ting i brune flyttekasser for derefter at følge ham til parcelhuset i Holstebro, hvor han fra carporten kunne forkynde, at han skulle spise på sin yndlingsrestaurant! Der sker en uheldig nedsmeltning af afstanden mellem medie, magthaver og journalist, når den slags makværk bliver sendt. Det er en fare for demokratiet. For nylig kunne man se en duel mellem Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen. En hård og uforsonlig tone, der er glimrende til tv-klip, og med den altid underholdende, skævt smilende Mogensen som ordstyrer.
