Pakistans efterretningstjeneste, ISI, yder massiv og afgørende støtte til Taleban og arbejder målrettet for krig og kaos i Afghanistan. Samtidig modtager Pakistan milliardbeløb fra USA til bekæmpelse af netop Taleban. For Pakistan handler det om nationens overlevelse. Det er konklusionen på en ny, veldokumenteret rapport fra London School of Economics. Der var nok mange, der gerne havde været den rapport foruden, for den tegner et noget suspekt billede af forholdene i Afghanistan. Efterretningstjenesten ISI er dybt involveret i alle aspekter af Talebans oprør i Afghanistan. ISI træner og aflønner fodsoldaterne, især de mest fanatiske elementer af Taleban, der udfører selvmordsangreb og brænder skoler ned. ISI betaler 3.000-5.000 amerikanske dollar for hver dræbt koalitionssoldat. ISI udpeger angrebsmål og yder logistisk støtte med hjælp fra det pakistanske militær. Og endelig indgår ISI i Talebans topledelse, hvor den aktivt bekæmper bevægelsens fredsfløj og modarbejder forhandlinger med Afghanistans regering. Pengene kommer fra den pakistanske regering, som samtidig modtager enorme beløb fra USA for netop at bekæmpe al-Qaeda og talebanerne. Dermed finansierer USA indirekte den fjende, som også danske tropper kæmper mod i Afghanistan. Rapporten fra London School of Economics bygger på personlige interview med en række Talebanledere fra forskellige enheder, med forskellig rang og uden kendskab til hinanden. Deres udsagn sammenstilles og underbygges af vestlige efterretningskilder og ekspertudsagn. Pakistans nære forbindelser til Taleban og indblanding i afghanske forhold er velkendt og mangeårigt. Det nye (i hvert fald uden for snævre efterretningskredse) er, at Pakistan trods massivt pres og store pengebeløb fra USA stadig i 2010 yder omfattende støtte til talebanerne og tilmed er en afgørende katalysator for krigen. LÆS OGSÅTalebanoprørere angriber militærkonvoj På overfladen har det ellers set anderledes ud. For et år siden sendte Pakistan 50.000 mand ind i det sydlige Waziristan, den mest urohærgede del af de pashtunske stammeområder, og erklærede dermed krig mod de huserende talebanere. Med tusindvis af dræbte og sårede på begge sider og 200.000 flygtninge var der ikke tale om en skinmanøvre. Efterfølgende fulgte en bølge af bilbomber og selvmordsangreb mod Pakistans hovedbyer, Lahore, Islamabad, Rawalpindi og Peshawar. Siden da har der været næsten daglige sammenstød mellem pakistanske sikkerhedsstyrker og Taleban i grænseprovinsen NWFP, hvor også stammeområderne ligger. Sagen er blot, at kampene er rettet mod den pakistanske Talebanbevægelse og ikke den afghanske, der primært holder til i det nordlige Waziristan.
Ifølge rapporten forstår ISI at skelne mellem de to, og Pakistan har da også for nylig afvist at udvide krigen til de nordlige områder, trods amerikanske ønsker. Pakistans ukuelige loyalitet over for de afghanske talebanere går helt tilbage til bevægelsens fødsel i 1994. Ikke at det er noget, talebanerne ynder at skilte med. Ifølge deres egen oprindelsesmyte udsprang bevægelsen af et retfærdigt oprør mod korrupte krigsherrer og klanledere, en historie, der næsten har et strejf af Bollywood-drama over sig: I starten af 90’erne var Afghanistan hærget af borgerkrig efter Sovjetunionens tilbagetrækning. Ingen af fraktionerne var stærke nok til at samle landet, og væbnede bander herskede suverænt.
