For nogle børn er dette den første jul, hvor mor og far ikke er sammen.
Jeg var selv tretten år, da mine forældre blev skilt, og jeg husker stadig den første jul tydeligt. For verden blev aldrig mere helt den samme. For mig føltes mine forældres skilsmisse som at blive revet midt over, en halvdel til mor, en halvdel til far. I julen kommer jeg derfor altid til at tænke på dem, der lige er blevet skilsmissebørn. Ikke bare mister man sin familie, som man kender den, man mister også ofte sine forældre for en tid, når de svimle, som sårede dyr, skal prøve at finde deres ben at stå på. I et vist omfang mister man sine forældre som forbilleder. Julen er selvfølgelig ikke den eneste, og heller ikke nødvendigvis den vigtigste, familiefest. Men den er én af dem. Ikke alle ser frem til den med glæde, og alligevel vælger de fleste at opretholde det lille skuespil, julen også er, man vælger at spille sin rolle – og få det overstået. Men det er noget, man vælger. For børn er der ikke helt så mange valg, der er det forældrene, der vælger for en, og det er selvfølgelig forældrene, der har valgt at blive skilt. Flere og flere vælger det åbenbart. Siden 70’erne har skilsmisser ikke været noget særsyn. I dag er der faktisk så mange skilsmisser og gåen fra hinanden, at det umuligt bare kan være nogle enkelte, der i sin tid valgte forkert. Man må spørge, om den lim, der holder familien sammen, for længst er begyndt at gå i opløsning. Mange tror, at kernefamilien er ganske ny, men ifølge en dansk familieforsker, Per Schultz Jørgensen, har kernefamilien faktisk været den dominerende familieform siden overgangen fra middelalder til nyere tid. Måske har husholdet været større, men ideen om, at kernefamilien er ny, er altså ikke rigtig. Kernefamilien har gjort sig gældende i Europa i århundreder. Den første store revolution af familien var, da industrialiseringen fandt sted: Arbejdet og produktionen af værdier kom til at ligge uden for familien, og familiens vigtigste opgaver blev 1) at restituere faderen, så han kunne møde på arbejde næste dag, og 2) at socialisere børnene. Den anden store revolution fandt sted, da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, og den befinder vi os stadig i efterdønningerne af. Denne revolution var så stor, at vi endnu har svært ved at begribe dens omfang. I dag er der ingen, der tvivler på, at frigørelsen af kvinder var nødvendig, tiltrængt og i øvrigt en gave til vores samfund. Alligevel kan man spørge: Hvad er frigørelsens pris? Hvad er de kedelige konsekvenser af den anden store revolution af kernefamilien?
