’At yde efter evne og nyde efter behov’. I dag lyder dette gamle princip sikkert noget forældet, småborgerligt og i hvert fald temmelig moraliserende. Og det er da også et princip, som er helt i strid med den herskende synsvinkel i den danske velfærdsdiskussion i de sidste tre-fire årtier. Her har det heddet sig, at den universelle velfærdsmodel, hvor 90 procent af befolkningen betaler til 90 procent af befolkningen, er den sikre måde at få folks vilje til skattebetaling fastholdt. Nogle kalder det bestikkelsesteorien, at middelklassen skal bestikkes for at ville blive ved med at leve med de høje skatter, som den universelle skandinaviske velfærdsmodel kræver. Andre begrunder modellen med, at det er afgørende at undgå stigmatiseringseffekter af målretning af offentlige ydelser, fordi ’welfare for the poor – is poor welfare’.
Derfor har det været god tone i dansk sociallovgivning at komme væk fra ’trangskriterier’ og behovsvurderinger til fordel for generelle rettigheder. Hvis alle har ret til en ydelse og benytter retten, så forsvinder stigmatiseringen selvfølgelig. Så kan man modtage ydelsen med værdighed. Ganske vist er der nærmest i al ubemærkethed i de sidste par årtier sket afgørende brud med den klassiske universelle velfærdsmodel. Individuelle supplerende ordninger er vokset frem på en række områder. Over 1 million danskere har i dag en privat sundhedsforsikring, som kan træde til, hvis ikke der hurtigt nok er et tilstrækkeligt godt offentligt tilbud.
