Dokumentaren er en af de mest prestigefyldte journalistiske genrer. Det er der flere grunde til. For det første er den som genre tættest på idealet om tilstræbt objektiv journalistik, sådan som det kommer til udtryk i den klassiske angelsaksiske pressetradition, der også er i høj kurs her i landet. I dokumentaren er det meningen, at de nødvendige ressourcer og den nødvendige tid skal være til rådighed for at løse opgaven og komme til bunds i en kompliceret sag eller i afdækningen af et alvorligt samfundsproblem. Samtidig afspejler den mediernes ambition om at spille en positiv samfundsmæssig rolle. Det selvforståelse kommer meget tydeligt til udtryk i det lille uddrag fra dr.dk (Tekst 2) hvor der tales om at »stille skarpt på væsentlige samfundsmæssige forhold«, »afsløre magtmisbrug«, »bryde med fordomme« og så videre. Man kan få den tanke, at dem, der har tilrettelagt årets studentereksamen, har haft et ønske om at udstille, at hvor ofte idealerne end gentages, så er der en betydelig forskel mellem idealer og virkelighed – også i DR, der ellers som et public service-medie har de bedste forudsætninger for at producere dokumentar-udsendelser af høj kvalitet. Prøv lige at kig på foromtalen til det konkrete dokumentar-program, der indgår i opgavesættet: DR1 Dokumentaren – Børn bag tremmer. Her får vi fire portrætter af unge, der er endt på døgninstitutionen Egely. Vi får også at vide, at DR har fulgt dem gennem flere måneder. Men er her antydning af en afsløring, ansats til en årsagsforklaring eller blot et lille forsøg på at nedbryde fordomme eller flytte grænser? Næh. Det nærmeste, vi kommer kompleksitet, er oplysningen om, at en af de unge – Allan – vil få et overrumplende tilbud. Men magter han at tage imod den uventede håndsrækning, spørger DR-foromtalen retorisk. Der kunne ligeså godt være tale om en foromtale af et afsnit i en amerikansk ungdomsserie. Hverken magthavere, institutioner eller bare generelle samfundsmæssige forhold strejfes. Det hele er reduceret til det unge menneskes livssituation og mulige ’dilemma’ mellem at gøre det ’rigtige’ eller fortsætte ud af en kriminel løbebane. Man bør vel ikke dømme et tv-program alene på foromtalen af det. Men hvis ’Børn bag tremmer’ havde rummet en afsløring, en forklaring eller blot en løftet pegefinger over for andre end de unge kriminelle selv - og selv den er implicit – mon ikke det havde ladet sig ane også i denne korte tekst. Når DR mener at have afsløret nogen eller noget, plejer den side af sagen at dominere selv de 15- sekunders trailere, der igen og igen gør reklame for programmet, før det kommer på skærmen. Den udmærkede lille tekst (Tekst 1) om, hvor svært det er, at producere objektivitet, minder os om den anden side af de krav, der kan stilles til en dokumentar. Vi så, at høje samfundsmæssige ambitioner var helt glemt i DR’s fire små portrætter af belastede unge. Men hvad med objektiviteten og den bevidsthed om egen virkemidler, der er forudsætningen for at nå den? Igen er foromtalen naturligvis ikke noget fuldt tilstrækkeligt grundlag for at afgøre spørgsmålet. Men da jeg ikke har set udsendelsen, er det det grundlag, vi har. Og det er ikke opmuntrende. Teksten (Tekst 3) er proppet med klicheer og upræcise formuleringer. Vi får at vide, at en af de unge lever på »samfundets skyggeside«, Jeg troede, at den slags borgerligt-forskrækkede generaliseringer om de mange steder i vort samfund, hvor der foregår kriminalitet, var gået af mode i 1950’erne. To af de unge har nydanske navne – Saleh og Abdallah – men foromtalen standser ved den enes påstand om, at »kriminaliteten løber i hans blod« og hans stædige fastholden af en etiket som ’perker’. Intet tyder på at programmet vil give selv et indirekte bud på, hvilke meget forskellige miljøer, de unge kommer fra, og hvilke mekanismer i vores samfund, det er, der kan have bidraget til at lande dem i døgninstitutionen Egely. Nej, det eneste der – ifølge foromtalen – bør interessere os, er de unges individuelle løbebane, og det mysterium, der består i, at samfundet øjensynlig er »ved at give fortabt« i forsøget på at »bryde den onde cirkel af vold, biltyveri, indbrud og hårde stoffer«. Som ungt menneske, opdraget i det første årti af det 2lde århundrede, ligger den tanke, at »det hele er samfundets skyld«, mig naturligvis uendelig fjernt. Men jeg synes alligevel, at den rent individualistiske, implicit moraliserende og samfundsmæssigt set helt perspektivløse måde, kliché her stables oven på kliché, er ekstrem. Når nu det ligefrem står i programkategoriens egen profil-beskrivelse (Tekst 2), at meningen er at rejse generelle spørgsmål, bruge kritiske metoder, ja, måske endda afsløre misbrug, så kunne det da godt være antydet selv i en kort programomtale, hvorfor udsendelsen har lagt et niveau, der reducerer dokumentaren til underholdning, i bedste fald menneskeligt vedkommende, men uden yderligere ambitioner. Og nu ordet underholdning er nævnt: Det er svært at se det som en tilfældighed, at det er et citat fra en formiddagsavis, der er foromtalens eneste forsøg på at bevæge sig uden for sit eget univers: Den 15-årige Michael er af en formiddagsavis udråbt til at være »Danmarks værste teenager«. Yderligere får vi at vide, at nogle af landets »farligste teenagere« er anbragt på Egely. Det er tydeligvis disse dramatiske oplysninger, der i første række skal motivere os til at se udsendelsen. Dokumentaren som genre står og falder naturligvis ikke med, om DR i et konkret tilfælde formår at leve op til sine egne idealer og til de krav, man må stille, for at kunne tale om en dokumentar i journalistisk forstand. Dokumentaren rummer uanede muligheder - ikke kun på tv – for at belyse stort og småt, nyt og gammelt, det fjerne såvel som det nære. I og med at medierne for de fleste mennesker — i realiteten så snart de forlader uddannelsessystemet – er den primære kilde til indsigt i alt, hvad der ligger uden for deres umiddelbare erfaringsverden, er den helt uundværlig. Havde vi ikke den genre, var vi reduceret til nyhedsudsendelser og nyhedsmedier, der meget sjældent har mulighed for at give en dybere forståelse for en sag eller et problem. Som min kæreste sagde til mig forleden dag, efter at have været i biografen og set ’Flammen og Citronen’: »Nu kunne jeg godt tænke mig at se en virkelig god og grundig dokumentar om Danmark under besættelsen«. Filmen, der åbenbart er spækket med vold og drama – jeg var ikke med – gav tydeligvis appetit på indsigt. Men selv om den bygger på en virkelig historie, var min kæreste ikke indstillet på at tage dens udlægning for pålydende. Her måtte der en dokumentar til. En god bog kunne have været et alternativ, men min kæreste er formentlig ikke atypisk, når han lige efter en stor filmoplevelse i første omgang ønsker sig fordybelse i en version, der råder over samme virkemidler som fiktionsfilmen. Netop fordi den er uundværlig, er den gode dokumentar ofte kontroversiel. Med mindre den er ekstremt grænseoverskridende, er det jo smag og behag, om man bryder sig om en fiktionsfilm, også selv om den ligesom ’Flammen og Citronen’ handler om et virkeligt historisk forløb. Med en dokumentar er det anderledes. Den hævder at dokumentere virkeligheden, og den udelukker derfor i et eller andet omfang andre fortolkninger af den samme virkelighed. Det er denne autoritet, der gør en dokumentar kontroversiel. Det så man meget tydeligt, da DR-dokumentaren ’Den hemmelige krig’ blev vist. Den rummede en hård kritik af den danske regerings krigsførelse i Afghanistan, og svaret blev en ligeså hård kritik af dokumentarens seriøsitet fra regeringens side. Fakta og fiktion er blot to yderpunkter på samme skala, hedder det i ’Blandingsformer’ (Tekst 1). Argumentet er, at mange af de teknikker der bruges, er de samme. Både fakta og fiktion skal klippes og redigeres. Både fakta og fiktion anlægger et synspunkt på deres stof. Udvælgelse, tilretning og vinkling præger arbejdet med både den ene og den anden genre. Når en dokumentarudsendelse som ’Den hemmelige krig’ åbenlyst bruger virkemidler, som vi mest forbinder med fiktionsfilm – underlægningsmusikken er et oplagt eksempel – har man altså i det perspektiv placeret sig på en glidebane, hvor det bliver muligt at reducere dokumentarens påstande til fiktion. Er det virkelig en rimelig måde at stille det op på? Det er klart, at påstande i en dokumentarfilm kan være forkerte, altså i uoverensstemmelse med, hvordan det rent faktisk forholder sig. Ligesom det omvendt gælder, at elementer i en fiktionsfilm kan være rigtige, altså faktuelt korrekte. Men hvorvidt det er tilfældet, afgøres jö ikke af, hvilke virkemidler der er brugt. Hvad der er sket i den virkelighed, der ligger forud for en udsendelse eller en film, bestemmes jo ikke af, hvorvidt scenen er filmet fra en skæv vinkel, personerne er sminkede, eller musikken følelsesladet. Det afgørende er, om virkeligheden var eller er som påstået, og om udsendelsen har givet mulighed for at bedømme det. Eller rettere: Det er det afgørende, hvis der er tale om en dokumentar. En fiktionsfilm har et helt andet formål, og selv om den handler om noget virkeligt, historisk eller lignende, så står den ikke og falder med, hvordan virkeligheden er indrettet. Det særlige ved en dokumentar er altså i sidste ende ikke, hvilke virkemidler den anvender, men dens påstand om at være sand. Det gør den med rette sårbar over for kritik. Men også kritikken skal leve op til dette konkrete krav om at vise hen til en virkelighed. Havde de danske soldater i Afghanistan skuldermærker på med Dannebrogsflag eller havde de ikke? Det kan være afgørende. Om underlægningsmusikken er mere eller mindre dramatisk, kan måske godt nære en påstand om, at her er tale om en blandingsgenre. Men den afgørende diskussion handler om virkeligheden, og det er den særlige disciplin, som dokumentaren underlægger sig. Hermed adskiller den sig fra fiktionen. Og det er i udgangspunktet ikke et gradsspørgsmål. Enten havde instruktøren af ’Den hemmelige krig’ ret i en lang række konkrete påstande. Eller også havde regeringen. Det er derfor noget underligt noget, at så stor en del af debatten koncentrerede sig om, hvorvidt filmen brugte følelsesladede virkemidler, eller om instruktøren var »ude efter regeringen«. Begge dele er subjektive spørgsmål. Spørgsmålet om, hvad danske soldater gjorde en bestemt dag, og filmens oplysninger om, at de gjorde det, er derimod i princippet objektive spørgsmål, de lader sig undersøge. Jeg hedder Charlotte Zeiden, og skulle gerne bestå studentereksamen i skriftlig dansk i dag. Men hvad nu, hvis jeg var en helt anden, der havde sneget sig til at bruge computeren her i Hillerød i dag? Og hvem skulle denne anden så være? En positivistisk filosof, fordi jeg så hårdnakket hævder, at der er ting, der lader sig afgøre objektivt? En licensbetaler af ældre årgang, fordi jeg brokker mig så meget over, at DR svigter sine egne idealer? Eller en helt tredje eller fjerde person? Som mine eksempler antyder, kan den tekst, jeg har skrevet, rumme nogle fingerpeg eller nære en mistanke. Hvem er Charlotte Zeiden? Eller hvem prøver hun at ligne med sine lidt tunge, selvsikre og insisterende argumenter? I sidste ende rummer denne tekst ikke svaret. Svaret findes ude i virkeligheden, lige her på denne dejlige sommerdag ved søen på Carlsbergvej, hvor vi alle sammen sidder bøjet over hæfte og computer. Der står i ’Blandingsformer’ (Tekst I), at al tv er fiktion, fordi alt tv er udvalgte og bearbejdede dele af virkeligheden. Men det er al tekst jo også, fordi teksten ikke i sig selv og med sikkerhed udsiger noget om virkeligheden omkring den. Og hvor dyb en påstand er det så? Hvor problematisk gør den vores forsøg på at dokumentere virkeligheden via bestemte medier – i ord eller billeder? Ikke særlig dyb og ikke særlig problematiserende, så vidt jeg kan se. Spørgsmålet om, hvorvidt jeg er Charlotte Zeiden eller en anden, lader sig jo nemt afgøre i en dokumentarudsendelse (mindre kan også gøre det). Det er jo bare at spørge de tilforordnede her på gymnasiet, hvem det var, der sad ved netop denne computer, her tirsdag den 13. maj 2008. At prøve at finde ud af det, alene ved at læse og analysere teksten, er som sagt en mulig øvelse. Men den kan højst skabe usikkerhed om noget så banalt som en gymnasieelevs identitet. Selv et heldigt gæt afgør ikke spørgsmålet. Skal man være sikker, må man ud i virkeligheden og undersøge sagen. Den øvelse kan ikke undværes. Forholdet mellem udsagn og virkelighed, ord og handling, er ikke genrespørgsmål eller blandingsformer. Det er virkelige spørgsmål, der kan undersøges. Det er derfor, vi ikke kan leve uden dokumentar-udsendelser, dokumentation og dokumentarister. Og uden mennesker, der forholder sig kritisk og konkret til virkeligheden. At det bagefter skal vises i tv eller skrives i avisen, ændrer ikke på nødvendigheden – eller gyldigheden af den øvelse.