0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dokumentaren mellem fakta og fiktion

Vi sendte chefredaktøren til eftersyn. Her er hans opgave i skriftlig dansk til årets studentereksamen. Giv din kommentar til dagens kronik nederst på siden.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Dokumentaren er en af de mest prestigefyldte journalistiske genrer.

Det er der flere grunde til. For det første er den som genre tættest på idealet om tilstræbt objektiv journalistik, sådan som det kommer til udtryk i den klassiske angelsaksiske pressetradition, der også er i høj kurs her i landet.

I dokumentaren er det meningen, at de nødvendige ressourcer og den nødvendige tid skal være til rådighed for at løse opgaven og komme til bunds i en kompliceret sag eller i afdækningen af et alvorligt samfundsproblem. Samtidig afspejler den mediernes ambition om at spille en positiv samfundsmæssig rolle.

Det selvforståelse kommer meget tydeligt til udtryk i det lille uddrag fra dr.dk (Tekst 2) hvor der tales om at »stille skarpt på væsentlige samfundsmæssige forhold«, »afsløre magtmisbrug«, »bryde med fordomme« og så videre.

Man kan få den tanke, at dem, der har tilrettelagt årets studentereksamen, har haft et ønske om at udstille, at hvor ofte idealerne end gentages, så er der en betydelig forskel mellem idealer og virkelighed – også i DR, der ellers som et public service-medie har de bedste forudsætninger for at producere dokumentar-udsendelser af høj kvalitet.

Prøv lige at kig på foromtalen til det konkrete dokumentar-program, der indgår i opgavesættet: DR1 Dokumentaren – Børn bag tremmer. Her får vi fire portrætter af unge, der er endt på døgninstitutionen Egely. Vi får også at vide, at DR har fulgt dem gennem flere måneder. Men er her antydning af en afsløring, ansats til en årsagsforklaring eller blot et lille forsøg på at nedbryde fordomme eller flytte grænser?

Næh. Det nærmeste, vi kommer kompleksitet, er oplysningen om, at en af de unge – Allan – vil få et overrumplende tilbud. Men magter han at tage imod den uventede håndsrækning, spørger DR-foromtalen retorisk.

Der kunne ligeså godt være tale om en foromtale af et afsnit i en amerikansk ungdomsserie. Hverken magthavere, institutioner eller bare generelle samfundsmæssige forhold strejfes. Det hele er reduceret til det unge menneskes livssituation og mulige ’dilemma’ mellem at gøre det ’rigtige’ eller fortsætte ud af en kriminel løbebane.

Man bør vel ikke dømme et tv-program alene på foromtalen af det. Men hvis ’Børn bag tremmer’ havde rummet en afsløring, en forklaring eller blot en løftet pegefinger over for andre end de unge kriminelle selv - og selv den er implicit – mon ikke det havde ladet sig ane også i denne korte tekst. Når DR mener at have afsløret nogen eller noget, plejer den side af sagen at dominere selv de 15- sekunders trailere, der igen og igen gør reklame for programmet, før det kommer på skærmen.

Den udmærkede lille tekst (Tekst 1) om, hvor svært det er, at producere objektivitet, minder os om den anden side af de krav, der kan stilles til en dokumentar. Vi så, at høje samfundsmæssige ambitioner var helt glemt i DR’s fire små portrætter af belastede unge. Men hvad med objektiviteten og den bevidsthed om egen virkemidler, der er forudsætningen for at nå den?

Igen er foromtalen naturligvis ikke noget fuldt tilstrækkeligt grundlag for at afgøre spørgsmålet. Men da jeg ikke har set udsendelsen, er det det grundlag, vi har. Og det er ikke opmuntrende.

Teksten (Tekst 3) er proppet med klicheer og upræcise formuleringer. Vi får at vide, at en af de unge lever på »samfundets skyggeside«, Jeg troede, at den slags borgerligt-forskrækkede generaliseringer om de mange steder i vort samfund, hvor der foregår kriminalitet, var gået af mode i 1950’erne.

To af de unge har nydanske navne – Saleh og Abdallah – men foromtalen standser ved den enes påstand om, at »kriminaliteten løber i hans blod« og hans stædige fastholden af en etiket som ’perker’. Intet tyder på at programmet vil give selv et indirekte bud på, hvilke meget forskellige miljøer, de unge kommer fra, og hvilke mekanismer i vores samfund, det er, der kan have bidraget til at lande dem i døgninstitutionen Egely.

Nej, det eneste der – ifølge foromtalen – bør interessere os, er de unges individuelle løbebane, og det mysterium, der består i, at samfundet øjensynlig er »ved at give fortabt« i forsøget på at »bryde den onde cirkel af vold, biltyveri, indbrud og hårde stoffer«.

Som ungt menneske, opdraget i det første årti af det 2lde århundrede, ligger den tanke, at »det hele er samfundets skyld«, mig naturligvis uendelig fjernt. Men jeg synes alligevel, at den rent individualistiske, implicit moraliserende og samfundsmæssigt set helt perspektivløse måde, kliché her stables oven på kliché, er ekstrem.

Når nu det ligefrem står i programkategoriens egen profil-beskrivelse (Tekst 2), at meningen er at rejse generelle spørgsmål, bruge kritiske metoder, ja, måske endda afsløre misbrug, så kunne det da godt være antydet selv i en kort programomtale, hvorfor udsendelsen har lagt et niveau, der reducerer dokumentaren til underholdning, i bedste fald menneskeligt vedkommende, men uden yderligere ambitioner.

Og nu ordet underholdning er nævnt: Det er svært at se det som en tilfældighed, at det er et citat fra en formiddagsavis, der er foromtalens eneste forsøg på at bevæge sig uden for sit eget univers: Den 15-årige Michael er af en formiddagsavis udråbt til at være »Danmarks værste teenager«. Yderligere får vi at vide, at nogle af landets »farligste teenagere« er anbragt på Egely. Det er tydeligvis disse dramatiske oplysninger, der i første række skal motivere os til at se udsendelsen.

Dokumentaren som genre står og falder naturligvis ikke med, om DR i et konkret tilfælde formår at leve op til sine egne idealer og til de krav, man må stille, for at kunne tale om en dokumentar i journalistisk forstand. Dokumentaren rummer uanede muligheder - ikke kun på tv – for at belyse stort og småt, nyt og gammelt, det fjerne såvel som det nære.

I og med at medierne for de fleste mennesker — i realiteten så snart de forlader uddannelsessystemet – er den primære kilde til indsigt i alt, hvad der ligger uden for deres umiddelbare erfaringsverden, er den helt uundværlig. Havde vi ikke den genre, var vi reduceret til nyhedsudsendelser og nyhedsmedier, der meget sjældent har mulighed for at give en dybere forståelse for en sag eller et problem.

Som min kæreste sagde til mig forleden dag, efter at have været i biografen og set ’Flammen og Citronen’: »Nu kunne jeg godt tænke mig at se en virkelig god og grundig dokumentar om Danmark under besættelsen«. Filmen, der åbenbart er spækket med vold og drama – jeg var ikke med – gav tydeligvis appetit på indsigt. Men selv om den bygger på en virkelig historie, var min kæreste ikke indstillet på at tage dens udlægning for pålyd