Da man i 1960’erne for alvor begyndte at vise interesse for alle småbørnsfamiliers hverdagsliv, var det med henvisning til, at samfundsudviklingen lagde pres på den hverdag, som man hidtil havde ment var bedst for børnene.
Efter 1950’ernes støt stigende antal af hjemmegående husmødre, gik tendensen den anden vej, og i det familiepolitiske arbejde rejste det debat, da det blev konkluderet, at flere småbørnsmødre kombinerede modergerningen med et arbejde uden for hjemmet af lyst og ikke kun af nød.
