Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Familiefar: Fædre er også stressede

Hvis samfundet ikke tager de stressede familiers situation alvorligt, så får det konsekvenser.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Efter Per Michael Jespersens debatindlæg 27.8. prøver jeg som mand at komme ind i kampen og debatten om de stressede børnefamilier.

Jeg er 33 år og far til 3 børn (skole, børnehave og vuggestue). Jeg arbejder i det private og min kone i det offentlige.

Jeg tror ligesom de fleste danske fædre på 30-40 år på ligestilling mellem mænd og kvinder. Faktum er dog, at jeg arbejder mere, end min kone gør, og jeg tjener flere penge (endnu da). Til gengæld henter og afleverer hun børnene oftere end jeg, og hun tager sig mere af det praktiske derhjemme.

Jeg må indrømme, at fordelingen ikke er helt fair: Ser man på det samlede timeforbrug på arbejde, børn og husholdning, så bruger hun nok flere timer end jeg. Jeg tror således, at jeg på mange måder svarer til den gennemsnitlige familiefar. Men jeg prøver at gøre og deltage mere i alt, hvad der hedder familie og husholdning.

Hvis vi familiefædre tror på ligestilling, hvorfor er vi så ikke mere synlige i debatten omkring børn og familieliv?

Jeg tror, at vi ofte bliver tabt i debatten. Lad mig bruge mig selv som eksempel. For at vise mit engagement som far valgte jeg at melde mig til forældrebestyrelsen i børnehaven for vores ældste barn. Jeg var eneste mand.

Til min overraskelse handlede møderne primært om emner som sukkerpolitik: Må man der være glasur på bollerne til en fødselsdag? Hvor mange timer skal børnene være udenfor om dagen osv.

Hold nu kæft, og kom videre! Jeg er helt sikker på, at alle de deltagende mødre mente det bedste for børnene, men jeg var tabt i debatten fra day one.

LÆS DEBATINDLÆG

Dette betyder dog ikke, at jeg ikke også har behov for at være far og deltage i familielivet og er ramt af den stress, som følger med. Jeg har et arbejde, jeg holder af, og jeg tjener gode penge og bidrager til statskassen.

Jeg har en kone, jeg holder af, og som jeg også ønsker mulighed for at få en god karriere. Jeg har tre dejlige børn, som jeg gerne vil lege med og hjælpe med lektier og de udfordringer, de har i deres liv. Der er mange ting, som skal nås, og kun få timer at nå det i.

Har jeg så selv et ansvar for at kunne nå alt det? Ja, gu har jeg det. Så jeg vælger nogle af de arbejdsrelaterede ophold i udlandet fra, jeg arbejder om aftenen, jeg arbejder i weekenden, og vi skiftes til at arbejde længe.

Men vi kan ikke bære ansvaret alene. Samfundet har også et ansvar. Og der er masser af eksempler på, at samfundet har taget ansvar – og med god grund. For 50 år siden var det som udgangspunkt manden, der arbejdede, og konen, der tog sig af det derhjemme.

I takt med kvindernes indtog på arbejdsmarkedet tog staten ansvar, byggede børnehaver og lavede regler om barselsorlov, således at kvinderne havde mulighed for at arbejde.

Jeg har ikke noget tal, som underbygger min påstand, men jeg er overbevist om, at kvindernes indtog på det danske arbejdsmarked har bidraget væsentligt til den økonomiske udvikling og den velstand, vi har i dag.

Har vi så ikke nu den pasning, vi skal ha’? Tjo ... med masser af lukkedage, ikke særlig fleksible lukketider og høj brugerbetaling for børnehaver og sfo.

Kan jeg så ikke skrue ned for karrieren? Tjo ..., men er det det, samfundet lægger op til? Uddannelse skal gennemføres hurtigere med henblik på at komme ud at arbejde. Det skal kunne betale sig at arbejde = større beskæftigelsesfradrag og lavere topskat = arbejd mere.

Det ligger altså ikke i vores nuværende samfunds natur, at vi skal fokusere mindre på arbejde.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvis samfundet ikke tager de stressede familiers situation alvorligt, så får det konsekvenser. I første omgang rammer det familierne, og her tænker jeg især på børnene.

Og hvad med de fremtidige forældre? Hvad er incitamentet til at få børn, hvis det samtidig medfører, at man ikke længere kan have karriere og skal leve for et eksistensminimum, hvis man samtidig gerne vil være en tilstedeværende god mor og far? Jeg ved godt, det er sat hårdt op.

Det har konsekvenser for samfundet. Børn er vores fremtid. Og her tænker jeg også ud fra et rent investeringsmæssigt perspektiv. Får vi ikke børn, hvem skal så i fremtiden betale for velfærdssamfundet?

Til sidst: Arbejdsgiverne har også et ansvar. Børn bliver syge mange gange om året, man har kun én barnets første sygedag, Jeg er så heldig at arbejde et sted, hvor jeg kan flekse, og det er fuldt accepteret.

Arbejder jeg lidt en dag, arbejder jeg bare mere en anden. Jeg ved, at så heldige er andre ikke.

Vi har altså alle et ansvar. Vi (familierne) behøver bare alles opbakning til en fælles løsning.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden