DANSK udenrigspolitik er til debat i disse uger, og det er der gode grunde til. Ud over den overordnede debat om ' Danmark i verden', som Mogens Jensen og jeg selv har sat i gang, kalder verdens store kriser på hurtige og omfattende svar, der kommer til at sætte dybe spor i Danmarks rolle i verden. Det gælder krisen i Ukraine, det gælder utallige kriser i Afrika, og det gælder ikke mindst svaret på den nye og uhyggelige ekstremisme, som ISIL står for i Syrien og Irak.
I denne vigtige debat tegner der sig allerede kendte fronter. Utallige skribenter i Politiken, herunder udenrigsredaktør Michael Jarlner, Carsten Jensen og Søren Friis advarer mod igen at kaste Danmark ud i et nyt militært eventyr: Vi burde have lært lektien, hvorfor så meget populistisk fokus på lige netop militær indsats, og der er jo aldrig opnået tilfredsstillende resultater ved militær indgriben. Omvendt efterlyser især Venstre med Søren Pind i spidsen betydeligt større fokus på militær indsats - som her på Pinds blog: »Læresætningen? At vi aldrig igen skal give os passiviteten i vold. Kaalunds ord om, at stilstand er død, er blevet grusomt bekræftet. Det er i stedet tid at spænde bælte«. Hvis nogen skulle være i tvivl.
