Knausgård udvider grænserne for, hvad en roman er

Det var det helt store retoriske skyts, der var fundet frem, da Karl Ove Knausgård forleden gik til angreb på Sverige og det svenske debatklima i en kommentar i Dagens Nyheter.

I indlægget kalder Knausgård konsekvent svenskerne kykloper med henvisning til de enøjede, uciviliserede kæmper i græsk mytologi, og han skriver, at selv om der er materiel velstand i det svenske, er mange af de svenske kykloper »vrede og opfyldt af had«.

Dette had skyldes, at svenskerne ikke vil acceptere verden, som den er. Derfor afskyr de alt, der er ambivalent og ikke passer ind i deres sort/hvide verdensbillede, hvorfor de forsøger at undertrykke det eller ændre det.

Efter denne svada vender Knausgård sig mod litteraturen, som han siger nødvendigvis er ambivalent, hvad der er grunden til, at svenskerne ikke kan lide den. Og dermed når han frem til sit hovedærinde: at han som forfatter er blevet misforstået af svenskerne, som både har kaldt ham kvindehader og pædofil og sammenlignet ham med Anders Behring Breivik. Og Knausgårds eneste forbrydelse ifølge ham selv er: at han har skrevet en roman.

For den dedikerede Knausgård-læser er der ikke noget nyt under solen i indlægget i Dagens Nyheter. Alt, hvad han siger, er i mangt og meget en gentagelse af tanker, som allerede findes rundt omkring i ’Min kamp’ og i tydeligere form i essaysamlingen ’Sjælens Amerika’.

Tonen er måske nok hårdere, men det taler nu ikke specielt til Knausgårds ære. Han er måske nok en stor forfatter, men hverken en stor debattør eller en original tænker, og fremstår i indlægget, hvis man skal være ærlig, en smule smålig og ærekær, hvad der bestemt ikke klæder ham.

Den direkte årsag til det rasende angreb på svenskerne er en debat, som blev startet af den svenske litterat og feminist Ebba Witt-Brattström, der undrede sig over, hvorfor Knausgård og den svenske forfatter Stig Larsson begge har udtalt, at de føler sig forfulgt i et »ny-moralsk klima som ifølge Knausgård forbyder ’fornedrelse, seksualisering og objektivisering af kvinder’«.

For hvis de to prominente forfattere vitterligt var ofre for en kønspolitisk konspiration, burde nogle af deres seneste udtalelser, som netop er udtryk for en objektivisering og seksualisering af kvinder, have ført til en mediestorm og offentlig shaming, hvad der ifølge Witt-Brattström slet ikke er tilfældet.

Den Stig Larsson, som her nævnes, er ikke identisk med forfatteren til ’Millennium-trilogien’, hvis fornavn da også staves Stieg, men er en af Sveriges mest respekterede forfattere og samtidig Knausgårds måske nok vigtigste nutidige nordiske inspirationskilde i forhold til ’Min kamp’.

At ingen i Sverige har reageret på de meget offentlige og sexistiske udtalelser af både Knausgård og Stig Larsson, er ifølge Ebba Witt-Brattström et udtryk for, at det, som hun kalder Kulturmanden i den svenske debat, lever i allerbedste velgående, og at den kønspolitiske korrekthed slet ikke er så udpræget, som vi ofte får indtryk af, når vi hører om vores svenske broderland.

Og fra denne konklusion går Witt-Brattström skridtet videre og viser gennem en kort litterær analyse, hvordan begge forfattere i deres værker fremskriver det, som hun kalder en »litterær pædofili«, som blev introduceret af Stig Larsson i hans debutbog, ’Autisterne’, og som hun mener kulminerer hos Knausgård.

Det er altså denne anklage om litterær pædofili, som Knausgård reagerer kraftigt imod i sit indlæg, hvor han mener, at den svenske litteraturprofessor ikke formår at skelne mellem ham som forfatteren og den romankarakter, han skriver frem i sine bøger.

Lad det stå åbent, hvem det er, der har ret i denne debat. Men som debattøren Elin Cullhed har noteret, er det temmelig ironisk, at Knausgård selv kræver fuld frihed fra etiske og medmenneskelige hensyn som romanforfatter, men tilsyneladende ikke mener, at litteraturkritikken bør have samme frihed.

Faktum er, at debatten i Sverige viser, hvordan den norske forfatter, her godt syv år efter at første bind af ’Min kamp’ kom på gaden, stadig kan sætte sindene i kog.

Sverige er da heller ikke det eneste land, hvor man har diskuteret Knausgård de seneste måneder. Også i USA, hvor fjerde bind af ’Min kamp’ netop er udkommet og har fået imponerende anmeldelser, har man her i foråret diskuteret Knausgård.

Det skyldes, at Knausgård tidligere på året var blevet sendt på rundrejse i det amerikanske af New York Times sammen med en af avisens feterede fotografer. Og resultatet af denne rejse var et længere essay, der her i foråret blev trykt over flere uger i avisens søndagsmagasin, og hvis titel kort og godt er ’My Saga’.

Denne titel er selvfølgelig en slet skjult henvisning til ’Min kamp’, der på engelsk hedder ’My Struggle’. Men det er også en titel, der antyder essayets udgangspunkt, nemlig at Knausgård netop besøgte de steder i Nordamerika, som på en eller anden måder har noget med vikingerne at gøre. Først og fremmest betyder det Newfoundland, hvor de første vikinger bosatte sig, men også et besøg ved den kontroversielle Kensington Runesten i delstaten Minnesota.

Det er nu ikke meget, man lærer om vikingernes opdagelse af Nordamerika i essayet. Ja, i det hele taget er det begrænset, hvad man hører om de steder, han besøger. Og det er en af årsagerne til, at en amerikansk anmelder kaldte Knausgård »verdens dårligste rejseskribent«, mens en anden skrev, at Knausgård »nok burde være blevet i Norge«, uden tilsyneladende at bekymre sig om, at den norske forfatter, som det også flere gange udtrykkes i essayet, har boet i Sverige i mere end et årti.

I stedet for en traditionel rejseskildring kan Knausgårds rejseessay bedst karakteriseres som en druktur i det nordamerikanske, idet Knausgård og den amerikanske fotograf kører fra den ene bar til den anden. Hernæst følger beskrivelser af, hvordan Knausgård vågner med tømmermænd, idet de moralske af slagsen typisk er alvorligere end de fysiske. Og hver gang følger skammen, som vi kender det så godt fra ’Min kamp’, og som der allerede er skrevet så meget om i forhold til Knausgård.

Det er dog ikke kun i avisernes spalter i Sverige og USA, at Knausgård diskuteres. Selv om han måske ikke længere trækker de helt stor overskrifter her i Danmark, har der i forskningskredse foregået en diskussion om, hvad ’Min kamp’ nu også er for en størrelse.

Denne diskussion har ført til en decideret kamp blandt litteraterne om at finde på det begreb, der bedst kan karakterisere Knausgårds seksbindsværk, og som har ført til en strøm af navne og begreber – fra autofiktion og performativ biografisk til fiktionsfri fiktion og autonarration, for nu bare at nævne fire ud af mange, mange flere, som alle forsøger at indkredse det samme.

Forfattere har imidlertid altid skrevet om sig selv og brugt sig selv hæmningsløst i deres værker. Her er der intet nyt under solen. Så det er ikke her – i det, der populært og lidt misvisende kaldes autofiktion – vi finder det nye ved Knausgårds roman. Ikke sådan at forstå, at det selvbiografiske aspekt ikke er vigtigt og relevant, hvis vi vil forstå, hvad der er på spil i et så komplekst værk som ’Min kamp’.

Men mere, at når det kommer til stykket – når Knausgård står med ryggen mod muren og skal vælge, om han vil skrive ærligt om sig selv, eller om han vil skrive en god roman – vælger han altid og hver eneste gang i alle seks bind det sidste. For han er først og fremmest romanforfatter, og derfor bør ’Min kamp’ læses som en roman, der indskriver sig helt centralt i en af de stærkeste romantraditioner i det 20. århundrede.

Det er også det, som modtagelsen af Knausgård i det store udland har fokuseret på. Her blev det f.eks. slået fast i en artikel, som introducerede fænomenet Knausgård for de amerikanske læsere, at det selvbiografiske aspekt ikke er det, der gør bogen interessant, især ikke for »amerikanske læsere, der er så vant til slet skjulte selvbiografiske romaner og erindringer, der åbenbarer alt«.

Sammen pointe blev slået fast af kritikeren Jesse Byron, der skrev, at det er romanens æstetiske kraft, der gør den relevant, ikke det selvbiografiske, mens Thomas Meany i en længere artikel om Knausgård i The Times Literary Supplement skrev, at det ligefrem »vil være en fejltagelse ikke at læse ’Min kamp’ som et kunstværk«.

At Knausgård hellere vil være en stor romanforfatter end kendt for at skrive ærligt om sig selv, ser vi bl.a. i bind 6 af ’Min kamp’. Her oplever vi, hvordan Knausgård – eller rettere sagt Karl Ove, som jeg kalder ham for at adskille romanfiguren fra forfatteren af samme navn – forestiller sig, hvordan den retssag, som onklen truer med at anlægge, forløber.

Retssagen starter med Karl Oves forsvarstale – en række gentagelser af nogle floskler og ikke særlig originale tanker om det partikulære, om døden, om det hemmelighedsfulde – inden han forestiller sig, hvordan onklens advokat går løs på ham og anklager han for at have løjet i romanseriens første bind, hvor han beskriver oprydningen i farmorens hus efter farens død.

Som kulmination på denne tænkte retssag forestiller Karl Ove sig, at han skal indkalde vidner, der kan støtte hans udsagn. Men interessant nok er det ikke hans bror, Yngve, som ville være et oplagt vidne, som han vil indkalde, på trods af at Yngve jo ellers ankom sammen med Karl Ove til farmorens hus efter farens død.

I stedet vil han som sit første og eneste vidne indkalde Horace Engdahl, fordi Karl Ove husker, hvordan han engang hørte det svenske akademimedlem forsvare forfatteren Carina Rydberg på et tidspunkt, hvor hun havde udgivet en roman, der havde sat gang i en større svensk debat, idet også hun havde skrevet om virkelige mennesker og brugt deres rigtige navne.

Men for Horace Engdahl var Rybergs roman »først og fremt lysende litteratur«, forklarer Karl Ove som bevæggrund for, at det netop er ham, han vil indkalde som vidne i retssagen: »Jeg håpet vel at han skulle kunne si det samme om min roman«.

At Karl Ove vil indkalde Horace Engdahl, som er indbegrebet af Det Svenske Akademi, som sit eneste vidne med det håb, at han vil borge for det litterære i ’Min kamp’, viser, hvordan prioriteringen af det litterære aspekt over sandhedsværdien er indskrevet i romanen på handlingsplanet.

For idet karakteren Karl Ove står med valget mellem at hævde sandheden på den ene side eller det litterære ved romanen på den anden, vælger han uden videre det litterære. Det er nemlig først og fremmest som romanforfatter af vægtig litteratur, at han vil hyldes, ikke som endnu en forfatter, der skriver ærligt og sandt om sig selv og sit liv.

Dermed bliver denne imaginære retssag et billede på det, vi kan kalde ’Min kamp’s centrale pardoks, og som handler om, at Knausgård måske nok siger, at han vil skrive ærligt om sig selv og sit liv, men som romanforfatter alene kan gøre dette inden for rammerne af romanen.

Det betyder, at romanformen – og ønsket om at skrive en god roman – overalt i ’Min kamp’ vejer tungere end ønsket om at være ærlig, også selv om det betyder, at Knausgård gennem brugen af fiktionens virkemidler til tider må give køb på ærligheden og sandheden.

Det er derfor, ’Min kamp’ først og fremmest bør læses som en roman, der skriver sig ind i og udfordrer romangenren, som vi kender den. For idet Knausgård forsøger at gøre op med det opdigtede, med fiktionen og med fortællingen i romanen, skærper han den udfordring, som allerede findes i romangenren.

På den måde udvider han grænserne for, hvad en roman er, og hvad den kan bruges til. Og som al god litteratur stritter ’Min kamp’ da også i alle mulige retninger. Den udfordrer, modsætter sig entydige definitioner og stiller langt flere spørgsmål, end den besvarer.

Konsekvensen af dette er, at ’Min kamp’ også udfordrer et begreb som autofiktion. Det er ikke der, det virkelig nyskabende og interessante ved romanen findes, men måske mest af alt i opgøret med dette. Det er det, der gør Knausgård til en af de vigtigste nordiske forfattere i dag, fordi han tør insistere på romanens relevans, og fordi han tør føre romanen ind i det 21. århundrede.

Og det er da også netop det aspekt, som Jeffrey Eugenides som forfatter til fantastiske romaner som ’The Virgin Suicides’ og ’Middlesex’ slår ned på i en anmeldelse af fjerde bind af ’Min kamp’ i New York Times.

I anmeldelsen fortæller Eugenides om sit eget møde med Knausgård, som beskrives i essayet ’My Saga’. Der er intet faktuelt forkert i Knausgårds beskrivelse af deres møde, forklarer Eugenides. Men det, som Knausgård i essayet beskriver som kulturelle forskelle, idet de to forfattere stort set ikke udvekslede et ord, skyldes ifølge Eugenides i virkeligheden, at både Knausgård og han selv er nervøse mennesker med lavt selvfærd.

Det var det, der var grunden til, at de ikke kunne tale sammen, ikke forskellen mellem amerikanere og nordmænd. Men som enhver anden forfatter bruger Knausgård det, han kan – og indsætter det i den kontekst, som han finder det nødvendigt. Eugenides skriver:

»Det er præcis, hvad han gør i ’Min kamp’. Knausgårds liv er en godtepose af begivenheder og erindringer, og han anvender, hvad der er praktisk. Han lyver ikke eller finder på ting (så vidt jeg ved). Men den udvælgelsesproces, som hans erindringer gennemgår for at opfylde de narrative krav i hans fortælling, gør dem til betydelig kunst (...) Faktisk er Knausgårds beherskelse af traditionelle romanagtige greb årsagen til, at disse bøger er det modsatte af kedelige, selv om de overfladisk set burde være det. Knausgård skaber altid en fortælling, drager altid læseren ind i romanen med nogle romantiske forviklinger, seksuelle katastrofer eller følelsesmæssige kriser. Han skaber en atmosfære i præcis de rigtige mængder, hans tempo er fejlfrit«.

Sådan beskriver én vigtig nutidig forfatter en anden. Det er Knausgårds kvaliteter som romanforfatter, der her fremhæves – og som er årsagen til, at vi overhovedet læser de seks bind. For ’Min kamp’ er litteratur og ikke liv. Og som al god litteratur formår den at skabe debat, hvad vi netop nu ser i Sverige.