Jeg vil skrive et brev til dig, men kan ikke komme i gang. Emnet er for stort. Jeg er i tvivl om jeg bør. Jeg er i tvivl, om brevet virkelig er til dig. Eller til mig. Noget lignende overgår jo alle på et eller andet tidspunkt, i større eller mindre omfang, Ingen slipper helt. Behovet for at tale om det holder åbenbart ikke op.
Tiden er gået, men den er ikke gået ret langt. Andre er gået, men jeg står stadig på den samme plet. Jeg tror noget andet, men pludselig er jeg ikke kommet længere. Jeg græder ikke hele tiden. Pludselig græder jeg alligevel.
Hvorfor skal du vide hvorfor? Det er der, jeg standser. Jeg kan ikke se, det ændrer noget, for det vil ikke skrue tiden tilbage. Ikke gøre ulykken usket. I avisen og i tv siger de alle sammen, at vi skal bearbejde. Det lyder rimeligt nok, hvis man nægter at se, hvad der faktisk er sket. Men kan det virkelig være til støtte for andre?
Hvis det nu havde været en film, ville den se sådan her ud:
17-årig dreng findes død på flisegangen under sit værelsesvindue, formentlig efter at være faldet ud af vinduet på 2. sal. Politiet afslutter hurtigt sine undersøgelser med konklusionen: fald ud af vinduet.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar