Smukke forsæt og løfterige udsigter, men også sære alliancer og politiske F-ord toner frem ved indgangen til 2002. Men alligevel. Kun kynikere vil ikke tillade sig for en dags skyld at tro på i morgen, skriver redaktøren. I morgen skal vi have abrikoser, lyder et godt ordsprog på arabisk. Ligesom løfter om skattestop gælder det aldrig i dag, altid i morgen. Men hvad bliver vi så stillet i udsigt denne nytårsmorgen? Det er hverken løfter eller håb, det skorter på - hverken herhjemme eller ude under de store horisonter. Men helt uden bekymringer er den heller ikke, sådan en 2002'er-morgen. Allerede sidste år gjorde Bush den yngre klart, at verden ville blive en anden. Det var vi selv blevet opmærksomme på 11. september, hvor vi blev overrasket af livets grundvilkår, at vi er dødelige. Bush lovede at føre krig imod terror lige indtil den dag, hvor der ikke er flere terrorister, og indtil der ikke er flere regeringer, som vil give husly til den slags banditter. Og det skal indrømmes, at han tog fat på opgaven med betydelig energi, i hvert fald den den del af opgaven, som handlede om at indhente gerningsmanden fra World Trade Center, Osama bin Laden, død eller levende. Den anden del af opgaven - nuvel, dén har vist sig en anelse sværere, al den stund en række af de stater, Bush skulle bruge til at løse sin første opgave, selv hører hjemme i målfeltet for den anden opgave. Med dét in mente har Bush unægtelig truffet nogle valg, der forplumrer både opgaven og vennekredsen ikke så lidt. Før 11. september hørte det pakistanske militærregime således til USA's bekymringer, både fordi regimet i Islamabad kuppede sig til magten ved at vælte en demokratisk valgt regering, og fordi regimet rumsterede med atomvåben. Men der var - før verden blev en anden - flere årsager til, at Pakistan kunne kategoriseres som et problem, f.eks. at det pakistanske regime var mistænkt for at støtte terrorister i Kashmir. Og selvom Afghanistan ikke før denne dato hørte til USA's største hovedpiner, kunne det bekymre State Department i Washington, at Pakistans efterretningstjeneste aktivt dyrkede forbindelser til Talebanregimet i Afghanistan, der igen på sin side holdt hånden over netop Osama bin Laden, som den amerikanske regering efter attentatet på USA's ambassader i Østafrika i 1998 forudså et opgør med. Alligevel har det pakistanske regime efter 11. september - uanset dets karakter af militært diktatur, uanset dets dyrkelse af et atomvåben og uanset dets støtte til terrorister i Kashmir - nu været at finde blandt præsident Bushs og forsvarsminister Rumsfelds foretrukne venner. Begrundelsen kender vi: Fra 11. september kunne Pakistans diktatur med behændig amerikansk armvridning pludselig anvendes til at knuse den pakistanske efterretningstjenestes tidligere venner i Taleban. Og dermed Osama bin Laden. Væk er de amerikanske sanktioner mod Pakistan. Et nyt år er begyndt i de amerikansk-pakistanske relationer og dét med betydelige amerikanske bidrag til diktatoren Musharraf i Islamabad. Og vi er med i alliancen, for husk, vi er jo sammen om kampen imod terror allerede af den grund, at hvis vi ikke er med, så kunne folk jo tro, at vi var imod. Der er yderligere grøde og nytårsfornemmelse i andre felter af det internationale strategispil. Men lad håbet om et opgør med terror og dens bagmænd stå et øjeblik. Næh, det er ikke løfterige udsigter for vores nye år, vi mangler. Ud over det med skattestoppet - som altså ikke bliver i år, men så helt sikkert til næste år! - så vil dette være året, hvor ventelister til hospitaler bliver noget, vi kan henlægge til uhyggelige fortællinger fra gamle dage. Når vi først overfører halvanden milliard rørige kroner fra ulandsbistanden til sygehusene, vil der, vupti, ikke være flere ventelister i morgen. Samtidig forsvinder utvivlsomt den flok fra ventelisten, som alligevel bestod af 'fremmede', thi fra i år får vi heller ikke så mange udlændinge til Danmark. Det har vi regeringens ord for, og det har et dobbelt sigte. Dels vil vi af hensyn til de nye danskeres vellykkede integration sørge for, at der ikke bliver helt så mange af dem. Det vil i sig selv få de heldige, der slipper ind, til at opleve langt større glæde og taknemmelighed. Også dét ved vi fra regeringen. Dels vil året blive lidt af et kalas med langt flere tværkulturelle bryllupper i Danmark end i mange, mange år. For den nye regering, vi har valgt, er så trist over, at nye danskere hidtil har foretrukket hinanden frem for os, at man nu med lidt stok og gulerod vil reservere dem for os selv. Stokken? At hindre dem i at hente helt så mange ægtefæller til Danmark udefra. Guleroden? At de så kan gifte sig med os i stedet! Hvad er det så, vi synger - jo: Og gid at det må gå dem godt i mange, mange år. Det hører med til historien, at den ny regering, vi har valgt til os selv, også har forstået, at flygtninge allerhelst ville være blevet hjemme. Det er godt set. Derfor vil vores regering i højere grad hjælpe flygtninge i deres oprindelige nærområder, af hvilken grund det anses for helt naturligt at skære ned på ulandsbistanden, for alting er meget billigere i de varme lande. Nu var det ganske vist Bush senior, der sagde: »Read my lips, no more tax« (og cartoonisterne, der tillagde Hillary at hæve skørtet for at sige: »Read my lips - no more Bush«). Men pointen var vistnok den samme, som den unge Bush hele tiden betoner: at nu må det være slut med omsvøb. Vores ledere vil, hvad de stiller i udsigt. Vi får, hvad vi bliver lovet. Og så går vi vel nok nye tider i møde her i det nye friske år. Lad os helt tilfældigt slynge ud blandt stort og småt: Vores velfærdssamfund vil blive videreudviklet og forsvaret med næb og kløer, tilmed af en ny liberal statsminister, der har stået for det stik modsatte, men nu har vundet vores tillid og valget, magten og æren, på løfter om at beskytte, hvad hans socialdemokratiske forgængere etablerede og derefter gik en kende død i. En ny salmebog bliver det til efter mange års forberedelse - eller også beholder vi bare den gamle, men den skal være mindst lige så god. En ny europæisk mønt skal vi have - altså ikke formelt, men reelt. Selvom vi beholder de gamle mønter med det gyselige nye portræt af Margrethe, så låser vi os betryggeligvis til den nye euro, som vi kan bruge alle vegne. Det er historisk, og det halve land er allerede travlt optaget af at omlægge deres prioriteringer til eurobaserede flexlån. Vi vil også skære ned på vores luftforurening. Ja, egentlig vil vi ikke selv skære så meget ned, men vi vil købe en kvote nedskæring af andre lande, der har lettere ved at begrænse deres forurening end vi, og så leger vi, at Danmark har opført sig bedre. I hvert fald har det samlede klimaregnskab fået sit på plussiden. Vi vil i det nye år desuden hjælpe færingerne med udvikling af oliefelter, og når de en dag sætter fart i eksporten, kan vi skære i bloktilskuddet. Ret beset skulle det gavne begge parter. Vi slipper billigere, og de selvstændighedskrævende færinger bliver herrer over eget ørige. Og så er vi endelig på vej til at få en international straffedomstol. I sig selv vil det være en revolutionær beslutning, som står smukt på historiens himmel. I praksis forudsætter den tilsyneladende, at omverdenen først skal love USA, at amerikanere ikke kan dømmes ved denne straffedomstol, hvis deres mulige forbrydelser kommer inden for domstolens domæne. Men hvis vi skal tro på en ny og bedre verden, vil Bush, som taler så meget om retfærd, umuligt fastholde så håbløst et synspunkt. Det værste ved indgangen til vores 2002 er F-ordet; især når vi har valgt os en regering, der gerne kalder en spade for akkurat en spade. Men netop ved dette nytår risikerer F-ordet at varsle om ubodelig spinattrampen og selvransagelse i såvel liberale som socialdemokratiske sind. Ingen skal beskylde hverken Fogh eller Nyrup for at bruge F-ordet i det offentlige rum. Meget har vi hørt fra dem. Om efterlønsindgreb, der ikke kunne tænkes, skattestop, der ikke kunne fraviges, og ventelister, der ikke længere kunne ignoreres. Men lige nu sidder deres gode spindoktorer bøjet over frugtskålen med morgendagens abrikoser og døjer med, hvordan det kan sikres, at F-ordet ingen sinde kommer over deres læber - men samtidig: Hvordan ingen vælger skal kunne hævde, at netop dette værn om Danmarks sprog blot dækker over skabseuropæisk manipulation. Dette vil jo være året, hvor Europa er samlet til 'konvent' om kontinentets og unionens fremtid. Det må derfor være i år, vi skal høre, hvordan statsministeren og reserven vil kringle lige præcis F-ordet. Hvis de spørger deres nye ven Bush, vil han utvivlsomt sige, at enten er man imod, eller også er man med. Men gælder det også 2002's unævnelige og skræmmende F-ord i dansk politik: forslaget om en EU-fForfatning - en slags grundlov for unionen? Vil Fogh og Nyrup slå skabsdøren op og rent ud hylde, at unionen får en forfatning? Eller vil de krybe og knirke og foregive, at selvom alle de andre i EU taler om forfatning, så er det en stendød ide, og at ingen skal komme her med nogen EU-forfatning, for vi har jo sådan en god grundlov selv? Indtil i går ville statsministeren have bøjet rygraden af følgagtighed over for sit særegne støtteparti. Det er imod EU, ligesom det er imod fundamentalisme (derfor har det såkaldte danske folkeparti ladet indvælge to fundamentalister, der udtrykkeligt finder det forkasteligt at sætte universelle menneskerettigheder over kirken og dansk lov i sin folketingsgruppe). Og derfor er netop dette parti paradoksalt nok blevet støtteparti for den liberale, EU-entusiastiske regering. Men sådan er der så meget. Ikke desto mindre ville vor ny statsminister ligesom tidligere statsministre indtil denne nytårsdag have krøbet for EU-modstanden. Tilsvarende ville forgængeren, nu Reserverasmussen, have sagt, at han skam har respekt for vælgerne. Derfor - ja, derfor? - ville han have undladt at udtrykke sin egen sympati for EU's dagsorden og allerhøjst have tilsluttet sig et nationalt kompromis om det modsatte. Sådan bliver det ikke i nytåret, hvis spader skal kaldes ved rette ord. Nu er det 2002, hvor Fogh og Nyrup kryber ud af hver sit skab og erklærer med høj røst - at, yes, EU har fået en knaldhamrende god ide. Selvfølgelig skal vi have en forfatning, der sikrer vores borgerrettigheder over for de europæiske magthavere og institutioner på lige og fælles vilkår fra Skagen til Scios. Men endnu et F-ord trænger sig på. Ja, faktisk var dette F-ord lige ved at vælte det seneste EU-topmøde i Laeken på hovedet: Forsvar - EU-forsvarspolitik! I Laeken lykkedes det at kringle det danske forbehold så diplomatisk, at EU bestemt afholdt sig fra at iværksætte en unionsagtig militæraktion for fred i Afghanistan. I stedet opfordrede topmødet til, at alle de samme EU-lande i fællesskab, men netop hver især, vil sende præcis de samme soldater hen til præcis det samme land, Afghanistan, i præcis det samme ærinde, nemlig fredens, om end altså med nogle andre rygmærker. Og så var alle umiddelbart glade. Men dette andet F-ord - vores forbehold mod et forsvarspolitisk samarbejde med de samme lande, som vi ellers samarbejder med under NATO-logo - vil endnu i 2002 genere i statsministerens mund, hvor det vil vokse som en uvelkommen dessert, der hverken kan komme ned eller ud. Hvad så, hr. Statsminister? Ja, så er det i 2002, at Hr. Statsministeren vil sige: »Nu kan det saftsuseme være nok. Selvfølgelig vil vi være med til EU's forsvarspolitiske samarbejde. Og det er dén EU-politik, vi fører, hvis I vil have os som regering«. Oppositionen vil selvfølgelig støtte ham, og så vil vi vide, at det er blevet nytår, og at vi har fået en regeringsleder og en opposition med rygrad. Kun kynikere vil hævde, at ingenting bliver bedre, at tomorrow never comes, og at vi aldrig får abrikoser. En ny verden trænger sig støt og langsomt, men også stædigt, på. Afghanistan ville hellere have verden som ven end som fjende. Alle frygter nationalisme og selvgodhed, men netop i dag går tre hundrede millioner europæere altså sammen om den fælles mønt - sig så ikke, at europæere ikke kan tænke ud over deres egen næsetip. Milosevic klyngede sig sidste år endnu til Beograd, nu holder han nytår i Haags arrest anklaget for forbrydelser mod menneskeheden. Sidste år var en flok andre galninge også i færd med at planlægge deres terrorangreb i New York og Washington, i dag er i hvert fald dette netværk efter den historiske forbrydelse ved at være trævlet op. Deres ledere, Osama bin Laden og mullah Omar, var, når alt kom til alt, bare nogle skruppelløse galninge, der handlede løsagtigt med andres liv, men var anderledes karrige og kun et par tøsedrenge, når det gjaldt deres egne. FN er netop anerkendt af Nobel som verdens fredsbevarende organisation - selv USA vil betale sin mangeårige gæld til arbejdet. Og NATO er mere end nogen sinde ved at udvikle sig til en sikkerheds- og samarbejdsorganisation i et tæt parløb med sine tidligere modstandere. Med andre ord: I dag har vi lov at tro på i morgen. Men, indrømmet, i morgen kommer unægtelig ikke på én dag. Opgøret med terror står fortsat foran os, og hvordan var det nu? Krigen havde to sider - at fjerne terroristerne og at gøre op med de regeringer, der står bag terror. Hvad gør vi - hvad gør Bush? Al-Qaeda er i grus. Men det er tydeligvis ikke let at at finde sit ståsted og sine venner i den 'nødvendige' alliance med Pakistans militære diktatur. Derfor kan Bush og vi - for vi står jo sammen - stadig blandt vore allierede tælle den syriske regering, der gladelig giver husly til terrorister fra PKK, PFLP, Hizbollah og Islamisk Jihad m.fl. Vi er også kommet tættere end nogensinde på den russiske regering, uagtet at den udøver en både betydelig og modbydelig statsterror i Tjetjenien. Og vi har det rigtig godt med den kinesiske regering, der punktligt terroriserer indbyggerne i det besatte Tibet og i Kinas egen Xinjiangprovins. Samtidig udtrykker vi på én og samme gang fordømmelse og forståelse for den israelske regering og det palæstinensiske selvstyre, der hver især bedriver og bekæmper terror og holder hånden over den, hvad EU for så vidt også forstår. For så let er det ikke, livet. Der er altid en Osama til, og al-Qaeda-folk forsvandt i Pakistans bjerge, ligesom Blekingegadebandens morder gemte sig i de danske lovparagraffer og aldrig blev straffet. Det betyder ikke, at kampen mod terror er ligegyldig, men at indsatsen for ret færd fortsætter - ikke blot i fjerne og fattige samfund, men inden for vores egen privilegerede hverdag og sære vennekreds. Om præcis et år vil vi derfor mødes igen og diskutere, hvornår vi skal have de abrikoser? Svaret vil være: I morgen, min søde. Men ja, da, i morgen. Godt nytår.