0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

To retsopgør, vi bliver klogere af

Besættelsestiden blev et vidnesbyrd om, at borgerne må handle under et personligt ansvar, selv i et oprør mod statsmagten, skriver forfatteren Ulrich Horst Petersen i denne sammenligning mellem det danske og det franske retsopgør.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Riom: »By i departementet Puy-de-Dôme, i regionen Auvergne i det centrale Frankrig. Den ligger ved floden Ambènes bredder i den vestlige udkant af den frugtbare Limagne-slette, lige nord for Clermont-Ferrand Der fremstilles tobaksprodukter og medicinalvarer. Befolkning: 17.626«, står der i leksikonet.

I denne by begyndte i 1942 domsforhandlingerne i en af de sælsomste processer i fransk retshistorie. De anklagede var to tidligere ministerpræsidenter i den hedengangne Tredje Republik og den forhenværende øverstbefalende for samme republiks væbnede styrker: Léon Blum, lederen af den første folkefrontsregering 1936-37, Édouard Daladier, der havde været medunderskriver på Münchenaftalerne i 1938, og Maurice-Gustave Gamelin.

Processen havde været længe undervejs. Allerede i juli 1940 var det blevet besluttet, at den skulle føres, og forundersøgelserne var gået i gang. Den blev imidlertid aldrig afsluttet med en domfældelse, men blot afbrudt i april 1942. Det betød ikke, at de anklagede blev løsladt. De holdtes fortsat fængslet i Frankrig og blev senere transporteret til koncentrationslejren Buchenwald i Tyskland, men overlevede.

I juli 1940 lå Frankrig i ruiner. På seks uger i maj-juni samme år havde Hitlers hære rendt landet over ende, splittet dets forsvar for alle vinde og jaget et rystende antal panikslagne flygtninge ned gennem landet, hvorfra meget få senere fik lov til at vende tilbage til de hjem, de havde forladt. Frankrig var blevet opdelt i en besat zone og en ubesat. I den ubesatte zone havde et stort flertal af Den Tredje Republiks deputerede og senatorer i juli i kurbyen Vichy overdraget magten til marskal Philippe Pétain, sejrherren fra Verdunslaget under Første Verdenskrig, og det ikke blot den udøvende magt: Pétain tildeltes udtrykkeligt magt til at give en ny forfatning af egen magtfuldkommenhed, eftersom den ikke skulle forelægges en ny forfatningsgivende forsamling. Den Tredje Republik var død og borte, og en magtfuldkommenhed som den, der var givet Pétain, havde ingen fransk hersker haft siden bourbonernes storhedstid. Selve den franske revolutions omkalfatring af fransk statsstyre og fransk civil ånd syntes annulleret i marskalens oldingeskikkelse.

Men der var en modsigelse i, at denne magtfuldkommenhed helt og aldeles beroede på tyskernes nåde. Det er denne modsigelse og dens udvikling gennem Frankrigs fire smertefulde besættelsesår, processen i Riom illustrerer - på en måde, der undertiden grænser til det farceagtige.

Umiddelbart efter det franske nederlag så Hitlers politik et kort, grufuldt øjeblik ud til at skulle være lykkedes. Frankrig var elimineret som militær magt på kontinentet, England kastet tilbage over Kanalen. Vejen syntes nu åben for det felttog mod Sovjetunionen uden en sårbar vest- og sydflanke, der var hans egentlige storpolitiske plan. Det forudsatte rigtignok, at England nu søgte om fred, og det var, hvad han ønskede. Derfor røbede den våbenstilstandsaftale, han dikterede franskmændene, ikke nær det fulde omfang af den nedværdigelse, udplyndring og forarmelse, han hele tiden tiltænkte Frankrig. Der blev en fransk regering i Vichy og et fransk selvstyre, der ganske vist levede af tyskernes nåde, men i begyndelsen ikke mere, end at der opretholdtes en fiktion om, at franskmændene i Frankrig stadig selv kunne øve indflydelse på deres egne og deres lands forhold og derfor ikke skulle lytte til forræderen de Gaulle i London.

Det var præcis, hvad så mange franskmænd gerne ville tro, at man med en vis ret kan tale om, at Vichy - og i særdeleshed marskalens person - i begyndelsen havde en ikke helt ubetydelig støtte i befolkningen, eller at en stor del af denne i det mindste uden modstand affandt sig med tingenes tilstand. Menigmand ønskede fred, snart sagt for enhver pris, katastrofens chok afløstes af en vis lettelse, da det viste sig, at tyskerne åbenbart ikke opførte sig værre, end at livet så nogenlunde kunne gå videre.

Samtidig vejrede andre kredse morgenluft og søgte til Vichy som fluerne om fadet, hvis de da ikke kurtiserede den entreprenante tyske ambassadør i Paris, der straks gik i gang med at mobilisere de mere eller mindre fascistiske franske kredse, der kunne spilles ud mod Vichy og således give besættelsesmagten et diplomatisk våben i hænde ved siden af det militære. Der var her - og i Vichy - megen tale om en fransk 'genfødelse', ja, nederlaget kunne måske endda fortolkes som en positiv begivenhed, for så vidt som den i disse kredse forhadte Tredje Republik - 'horen' kaldte de den - nu var overvundet og grunden lagt til en ny begyndelse, hvori det sande Frankrig, inkarneret i Pétains person, skulle genopstå, befriet for (parti)politisk kævl og splid.

Det var i denne stemning af lettelse, illusorisk løftelse, reaktion, nederdrægtighed og hævngerrighed, processen i Riom blev besluttet. Den synes ikke at have interesseret tyskerne på dette tidspunkt, men set fra deres synspunkt kunne anklagen kun lyde på, at de anklagede havde tilskyndet til krig mod Hitlers Tyskland.

Sådan så man imidlertid ikke på det i Vichy. Vichy sad i Hitlers skruestik, men havde endnu ikke opdaget, at han blot ikke var begyndt at stramme den, tog det også for givet, at han ville vinde krigen og Frankrig derfor være henvist til at finde sin plads i et stortysk Europa, og den måtte for enhver pris være ærefuld oven på nederlagets vanære. Hvad kunne da være mere meningsfuldt end for Frankrigs øjne at føre en retssag mod de politikere og militære, der havde ført landet ud i nederlaget og altså forrådt nationen?

Men hvad der var fransk nederlag, var begribeligvis tysk sejr og dermed selve forudsætningen for Vichys eksistens! Vichy ville ikke have været Vichy - og Pétain ikke Pétain - hvis ikke regimet fuldkommen havde ignoreret denne absurde modsigelse og stivnakket holdt fast ved sin proces i stedet for lige så stille at henlægge den som en misforståelse.

Hvad mere er: Da forundersøgelserne langt om længe - og uden resultat - var afsluttet, og domsforhandlingerne begyndte, var det med pomp og under verdenspressens bevågenhed, skønt Hitler for længst var begyndt at stramme skruen for alvor. Ikke mindre end 230 journalister fra franske og udenlandske aviser og blade var til stede i det tætpakkede retslokale, da den 'frie' franske stat satte sig til doms over 'horen'.

Anklagen lød først og fremmest på mangelfuld krigsforberedelse, og dermed var spillet gående. Gamelin nægtede simpelt hen at udtale sig. Han anså sig for dømt på forhånd og ville ikke kompromittere visse personer, deriblandt utvivlsomt også Pétain, der ikke blot havde modarbejdet republikken politisk, men militært vist sig uforstående over for de tanker om en reform af den franske hær, der især var blevet ført frem af de Gaulle og havde haft en vis støtte blandt nogle af republikkens toppolitikere.

Léon Blums forsvarer fremdrog midt under forhandlingerne et officielt dokument, der viste, at det hele var aftalt spil: De anklagede skulle bare dømmes, og marskalens person holdes udenfor. Retsformanden erklærede, at Léon Blums politiske betragtninger overhovedet ikke interesserede retten - i en politisk proces. Ikke desto mindre lykkedes det Blum og Daladier at føre deres forsvar så koldblodigt og uangribeligt stringent, at det stod klart, i hvilken grad Vichy havde blameret sig.

På dette tidspunkt fik Hitler et af sine raserianfald. Hvad lignede det, at franskmændene i overværelse af den forsamlede verdenspresse førte proces, fordi de ikke havde besejret ham? Han fik omgående domsforhandlingerne standset, og Vichys mere end almindeligt opportunistiske ministerpræsident Laval - folkeviddet hæftede sig ved, at hans navn kunne staves både fra venstre og fra højre - var formentlig hemmeligt tilfreds med at have endnu en klemme på Pétain.

I Riom gik livet videre, men ikke som før. Auvergne, Lavals hjemstavn, blev et af de områder, hvor den franske modstandsbevægelse - la Résistance - kom til at stå stærkest. I begyndelsen af 1942 var den endnu i sin vorden, men fra slutningen af året, da de allierede gik i land i fransk Nordafrika, begyndte sabotagen og mordene for alvor. Krigslykken vendte - lykkeligvis; først på Østfronten, hvor det allerede i 1941 havde vist sig, i hvilken grad Hitler havde undervurderet Sovjetunionen. Siden med invasionen i Normandiet, Frankrigs befrielse og Tysklands ubetingede overgivelse.

Imens strammede Hitler og hans håndlangere skruen mere og mere. Frankrig udplyndredes for arbejdskraft og kapital, grusomhederne tog til, og hvad SS og Gestapo ikke selv tog sig af, sørgede Vichys uhyggelige milits for. En trøst: Ved siden af Danmark og Italien var Frankrig det land, hvori det i ringest grad lykkedes at gennemføre Himmlers og Hitlers Endlösung.

Vichy fortsatte næsten lige til det sidste, og det mindede mere og mere om et absurd og grufuldt satyrspil. Pétain og Laval førtes til Sigmaringen i Schwaben, og her samledes også resterne af det fascistiske slæng fra Paris. Her intrigeredes der med uformindsket styrke om dannelsen af en ny fransk regering, mens Pétain i en blanding af surmuleri og krænket stolthed gik i strejke. End ikke i dette øjeblik, da der knap nok var et Hitlertyskland mere, kunne han bekvemme sig til at abdicere, fordi han mente, at han var den franske stat. Der var blot ingen regering mere, og det var følgelig med absurd logik, Laval nægtede at indgive sin afskedsbegæring, med den begrundelse, at når der ingen regering var, kunne marskalen ikke modtage ministerpræsidentens afskedsbegæring! Sic transit.

På det tidspunkt var Riom atter frit og opgøret om besættelsesårene, om kollaboration og modstand, i fuld gang. Inden de Gaulles styre fik beslaglagt og udleveret våbnene og iværksat et retsopgør, blev en del regnskaber gjort op i det skjulte, også en del, der intet havde med kollaboration og modstand at gøre. Der kom et retsopgør, men det dybere åndelige opgør udeblev i mange år i Frankrig.

Officielt stod Frankrig igen som stormagt blandt 'de fire store'. Landet havde nu selv sin besættelseszone i Tyskland, blev fast medlem af Sikkerhedsrådet og kastede sig ud i en helt ødelæggende kolonikrig i Vietnam. Pierre Mendès Frances korte regeringsperiode midt i 1950'erne blev en opløftende episode, men en episode, og da de Gaulle igen kom til magten i 1958, fremmede hans stort anlagte udenrigs- og sikkerhedspolitik ikke ligefrem fransk indsigt i, at det militære nederlag måske havde været mindre forsmædeligt end det moralske.

Det spejl, oldingemarskalen holdt op for nationen, ønskede den ikke at se sig selv i. La Résistance og de Gaulle blev redningsplanker for en dybt såret national bevidsthed, og først sent begyndte en sandhedssøgende fransk historieforskning at åbne såret igen.

Og Danmark?

Også Danmark var besat, og der var også i det første danske besættelsesår optræk til, at der her kunne ske det samme som i Vichy: finde et systemskifte sted, hvorved kræfter, som ikke legalt havde kunnet komme til magten før besættelsen, i ly af denne kunne erobre staten. Det var den såkaldte Højgaardkreds, der med støtte i storindustrien og gode forbindelser til hoffet ikke var helt ulig de finans- og foretagerkredse, der havde et væsentligt større ord at skulle have sagt i Vichy, end Den Tredje Republiks folkefrontregeringer havde villet indrømme dem.

Højgaardkredsens anslag blev afværget, og det er der én bestemt grund til, nemlig at den danske regering udvidedes til en samlingsregering af de fire gamle partier, der på grundlovens grund, lige indtil den 29. august 1943 deponerede sin opsigelse hos kongen, havde sin legitimitet fra det danske folk ved frie almindelige valg. Dermed - og fordi Christian X godt kunne se, at han ikke skulle lægge sig ud med Folketinget en gang til for at leve af tyskernes nåde - var der lukket for et systemskifte i Danmark.

Den afgørende forskel i forhold til Frankrig var med andre ord, at det i et afgørende øjeblik viste sig, at de indre politiske modsætninger i Danmark ikke var større eller ikke gik dybere, end at partierne kunne samarbejde i den katastrofale situation, der var opstået for landet. Vichy var frugt af det militære nederlag, der igen i meget høj grad skyldtes en indre splid i det franske samfund, hvis årsager rakte langt tilbage i landets historie og havde en demoraliserende virkning på dets væbnede styrker. Danmark var et lille land med en anden historie, erhvervsstruktur og geografisk placering, og hvad der i Frankrig udviklede sig til Den Tredje Republiks forsmædelige nederlag og abdikation, blev i Danmark en af folkestyrets smukkeste triumfer i nyere tid.

Ikke desto mindre fik også vi en modstandsbevægelse, et retsopgør og et åndeligt opgør om kollaboration og modstand i Danmark. Det kan ikke undre, for det nazistiske Tyskland var ikke blot en besættelsesmagt, der truede landets selvstændighed, men et terroristisk system rettet mod selve de værdier - humanistiske og kristne - uden hvilke et menneskeligt liv ikke kan leves.

Men i modsætning til Frankrig blev opgøret bagefter på en måde sværere at føre igennem, fordi det danske demokrati så smukt stod sin prøve og dermed holdt et spejl op for danskerne, som de ikke behøvede at skamme sig over at se sig selv i.

Den danske besættelsestid er ikke historien om et menneskeligt og nationalt kompromitterende forræderi, men snarere noget andet, nemlig en levende demonstration af, at også i et repræsentativt demokrati kan der forekomme grænsesituationer, hvor det bliver klart, at den demokratiske repræsentation ikke udtømmer borgerens ideelle holdning, og hvor borger