Seksuel trivsel er for de fleste en vigtig byggesten i et meningsfuldt liv – det liv, vi alle stræber efter, og som vi som samfund bør forsøge at skabe rammerne for. Men verden er fyldt med negative fortællinger om køn og seksualitet, der gang på gang forkrøbler vores forsøg på at skabe den tilværelse, vi drømmer om.
Den væsentligste årsag er, at vi mangler sprog og handlemåder for det seksuelle. Her tænker vi ikke så meget på den del, der relaterer sig til sundhed og lovgivning, men på de mellemmenneskelige forhold, der knytter sig til det seksuelle.
Vi går meget ofte fejl af os selv og af hinanden, ganske enkelt fordi vi glemmer at øve os og sjældent taler med hinanden om disse på en gang så centrale og ømtålelige emner. Køn, krop og seksualitet er mellemmenneskelige størrelser, og det mellemmenneskeliges bedste træningscenter er det, vi opfatter som ’dannelsesrummet’.
I en sund dannelsesproces udfordrer og bearbejder man sin opfattelse af sig selv, den anden og verden ved at træne både sin selvindsigt, sin rummelighed og sin nysgerrighed.
Dannelse er en proces, der aldrig stopper. I en sund seksuel dannelsesproces øger man sit selvværd og sin indsigt i sprog og handlemåder inden for det seksuelle domæne, der rummer et enormt positivt forandringspotentiale for både den enkelte og for verden.
En meget stor del af de flestes identitetsopbygning relaterer sig til forestillinger om og oplevelser med køn, krop og seksualitet.
I seksualiteten mødes det kønsrelaterede og det kropslige. Her findes det mest intime rum, som på en og samme tid kan rumme det enkelte menneskes største skrøbelighed og største kraft. Det seksuelle sprog er i det hele taget en helt afgørende katalysator for relationen mellem mennesker.
Det er i dette rum, vores arts overlevelse udspiller sig, det er her, vi hvirvler rundt i jagten på intimitet og nydelsens favntag, og det er her, vi besegler de romantiske kærlighedsbånd. I hele deres kønsmodne liv mærker langt de fleste mennesker derfor egen livsudfoldelse og livskvalitet være stærkt forbundet til det seksuelle.
Den seksuelle habitus er altså ikke en isoleret størrelse, men har en enorm betydning for de store meningssammenhænge i vores liv. Trods den erkendte vigtighed famler mange af os livet igennem uden at finde modet til at favne vores egen seksualitet og efterlader den i stedet som uforløste spændinger, hæmninger og manglende mod i krop og sind.
Hvis derimod den seksuelle energi forløses, får et sprog og omsættes til fælles lyst, nærvær og intimitet, bidrager den meget væsentligt til at styrke vores selvværd, vores livsglæde og vores evne til at rumme og række ud efter andre – i langt mere end en snæver kropslig-seksuel forstand.
Når alt kommer til alt, er det længslen efter den anden og det fælles, det at blive set og rummet og samtidig selv at se og rumme, der driver ethvert menneskes dybeste lidenskab.
I nutidens Danmark burde vi umiddelbart have gode betingelser for at indløse seksuel trivsel.
Vi har fri adgang til seksualoplysning og formelt set til frit at udtrykke os også på det seksuelle område. Og alligevel er der en række betingelser, der fortsat gør det unødigt svært at navigere i det seksuelle landskab, og som begrænser og fastfryser udviklingspotentialet.
Det er der efter vores mening flere grunde til, og det er netop de grunde, vi gerne vil slå et slag for at forandre.
I artiklen ’Vokseværker’ fra 2010 beskriver sexologiprofessor Christian Graugaard det store ’mulighedsrum’, som især unge i den senmoderne periode vokser op med, når de møder det seksuelle: »Hvor sex tidligere var praktisk og moralsk henvist til lukkede sociale kredsløb som kernefamilie og ægteskab, har det erotiske siden Anden Verdenskrig udviklet sig til et selvstændigt erfaringsfelt, et ’mulighedsrum’, som eksisterer i sin egen ret og rummer endeløse potentialer for fornøjelse, dannelse og personlig vækst«. (Graugaard, s. 233).
Et lille årti senere erkender Graugaard, under sin deltagelse i P1-programmet ’Tændt – sex på godt og ondt’, at dette såkaldte ’mulighedsrum’ nu også har vist sig at være et ’konfliktrum’.
Vi genkender i høj grad fra vores daglige praksis som højskolemennesker, at mange unge på den ene side oplever dette mulighedsrum som frisættende og livslystgenererende, men i høj grad også som et usikkert rum fyldt med konflikter og potentiel mistrivsel.
En af de mest almindelige årsager til dette skisma er, at rummet, med sine ofte utydelige markører og underforståede konventioner, kan være meget svært at navigere i. Mange føler sig presset af alle de uskrevne ’regler’ for, hvordan man udtrykker sit køn, hvordan ens krop skal tage sig ud, hvilken sex man bør have osv., og rigtig mange har svært ved at mærke både egne og andres grænser i dette kaotiske rum.
De føler sig spændt ud mellem friheden til alt muligt på den ene side og en stærkt begrænsende rammesætning på den anden side. Og dertil føler mange sig presset af den perfekthedskultur, der dyrkes i kølvandet på den påståede frihed med tilhørende krops- og sexidealer, som kun meget få mennesker, om overhovedet nogen, kan leve op til.
I halen på dette muligheds-og konfliktrum følger en lang række fænomener og fortællinger, som yderligere er med til at problematisere rummet: Hævnporno, #MeToo, puttemiddage og historier om en lang række rollemodeller eller tillidspersoner – som præster, ungdomspolitikere, professorer, psykologer m.fl. – der træder ud af rollerne og beskyldes for overgreb.
Det er helt normalt og godt, at man famler sig lidt frem, når der er noget, man skal lære at kende. Men hvis famleriet bliver til klodsethed, der bliver til en klods om benet på den enkeltes udvikling og i værste fald bliver til afstumpethed eller manglende livslyst, så har vi et samfundsproblem. Og det, mener vi, er under stadig udvikling.
Følgevirkningerne af dette forvirrende univers for dem, der står midt i en identitetsudvikling, er nemlig ofte, at de får sværere ved at mærke egen krop, egne grænser og egen lyst, og den manglende fornemmelse for sig selv øger frygten for at fejle.
Tænk, hvis det bliver akavet, og man bliver afvist, når man står midt i mulighedernes rum, eller at man bliver udnyttet, fordi man vover at give sig hen. Konklusionen for mange er, at når man nu står midt i denne store tag selv-butik og ikke kan finde ud af at udnytte mulighederne, så er det en selv, den er gal med.
Er du ikke i stand til at række hånden ud og rive ned af hylderne, så har du kun dig selv at bebrejde for det – og den erkendelse har væsentlige følger for selvværdet og dermed evnen til at skabe forhold til andre.
Problematikken, som vi oplever den på daglig basis, er, at de bånd, der binder os til en lang række konventioner og uskrevne regler, camoufleres af den påståede frihed, vi har på området. Det er nemlig et meget snævert frihedsideal, der ligger til grund for tankegangen.
Det er frihed forstået alene som personlig uafhængighed og dermed en frihed, som er nærmest umulig at forene med en almenmenneskelig relationsafhængighed, hvorfor det individuelle og det fælles kommer til at stå over for hinanden som modsætninger.
Problemet med frihedsidealet er, at det ensidige fokus på uafhængigheden på ingen måde er forløsende, slet ikke når vi taler om køn, krop og seksualitet, fordi vores forløsning i dette rum netop er dybt afhængig af interaktion med andre.
Den store afstand mellem det, der på overfladen ligner et tag selv-bord, og det, der under bordet viser sig at være et væld af indbyrdes forbundne sociale konventioner, fører reelt til en tabuisering.
Det er ikke det seksuelle som sådan, der tabuiseres – det fylder vel mere i det offentlige rum end nogensinde før – det er den enkeltes berøringsangst med dette slaraffenland, der mangler et accepteret udtryksrum. Ingen har jo lyst til at stå alene med sin blege nøgenhed midt i en farverig fest.
Det er først, når man opdager, at alle de andre også er nøgne og blot spankulerer rundt i kejserens klæder, at et fælles rum skabes. I det øjeblik du indser, at du ikke er alene med din usikkerhed, åbner rummet sig for dig. Og det er præcis det dannelsesrum, vi forsøger at skabe for vores unge på højskolen.
Vi ser et udtalt behov for at skabe en tryg ramme omkring udforskningen af de usynlige markører; et rum, hvor det er ufarligt at interessere sig for seksuel trivsel, og et rum, hvor man genvinder forbindelsen og det gode forhold til sin egen krop.
Det er i det dannelsesrum, at man, gennem mødet med andre, får øje for de reelle muligheder, der ligger og venter i det seksuelle domæne.
Dannelse har til alle tider været et højskoleanliggende, og for os handler det grundlæggende om at blive myndig nok til at kunne træffe valg livet igennem, som muliggør et meningsfuldt liv i spændingsfeltet mellem at være ansvarlig borger og frit menneske.
Dannelsen til livet er en livslang kontinuerlig størrelse, hvor den vigtigste forudsætning er, at man altid er parat til ny dannelse, dvs. at man aldrig vokser fast i sit verdensbillede og bliver sig selv nok. Den seksuelle dannelse er ikke en disciplin i sig selv.
Det er blot et fokus på en del af menneskelivet, og som sådan gælder præcis det samme på det seksuelle område som for resten af dannelsen. Idet den forholder sig både til den enkelte og til det fælles, indeholder den, som al anden dannelse, også både et betydningsskabende og et moralsk perspektiv.
Den seksuelle dannelse tager sit udgangspunkt i frie individer og deres møder med andre mennesker med andre verdensbilleder og agendaer, og den bør vise os, at vi er mennesker med langt flere tilknytningspunkter end adskillelsespunkter.
Vi søger f.eks. grundlæggende alle sammen at leve et meningsfuldt liv, vi længes efter anerkendelse fra og samhørighed med andre mennesker, og vi er fælles om indimellem at tvivle på vores eget værd, vores egen kunnen og vores egen dømmekraft.
Jo større forståelse vi har for de fælles vilkår, jo større tillid, empati og nysgerrighed går vi de andre i møde med, og det er en forudsætning for at begynde at interessere sig for det særlige hos den anden.
Den anden del af den seksuelle dannelse retter sig nemlig mod at få blik for nuancerne i køns-, krops- og seksualitetsaspekterne, forholde sig kritisk til det bestående og være villig til at eksperimentere med nye verdensbilleder i mødet med de andres.
De unge skal klædes på til at kunne samtale om det komplekse og til at forstå, at de kan gøre en forskel både for sig selv og for verden.
Som al dannelse bør den have fokus på hele mennesket, der dannes i vekselvirkningen mellem intellekt, krop og følelser, så interaktionen med omverdenen netop opleves og bearbejdes gennem alle tre aspekter.
Konkret er det seksuelle dannelsesrum, som vi skaber på Brandbjerg, et rum, hvori unge arbejder selvreflekterende og gennem samtale med at tage stilling til, hvilken rolle de gerne vil have, at sex og køn skal spille i deres liv.
Her bliver de bekendt med, at en aktiv seksualitet kan føre både nederlag og lykkefølelse med sig, de får indblik i, hvordan andre tænker om seksualitet, de bliver mere bevidste om egen lyst og egne grænser, og ikke mindst lærer de at respektere andres lyst og grænser, fordi grænser og behov bliver tydeligere for dem.
Men den seksuelle dannelse er mere end samtale, for samtidig har de her et rum, hvor de har chancen for at genetablere forbindelsen til og glæden ved deres egen krop og mærke egne og hinandens grænser gennem massage, afspænding, sansetræning og dans.
Især i sensuelle pardanse som f.eks. salsa, bachata og kizomba kan man lege sig frem til erfaringer med kropsglæde, køn, kontakt, flirt, initiativ, hengivelse, grænsedragning og forskelle mellem det sensuelle og det seksuelle, uden at samværet antager en seksuel/erotisk karakter.
Alt de, man normalt kun har adgang til i soveværelset, og som i vid udstrækning er forbeholdt dem, der allerede har adgang til det seksuelle sprog, kan erfares og trænes gennem pardansen. Det kommer der dyrebar erfaring ud af.
Ethvert menneske længes efter et meningsfuldt liv, men det er der ikke meget fokus på, når man kigger på de prioriteringer, vi foretager os som samfund. Her er det snarere jagten på lykke gennem rigdom og succes, der præger dagsordenen.
Derfor glemmes også alle de former for dannelse, der alene har sigte på det meningsfulde. Det mønster går igen på det seksuelle område.
Vi vil fortsat arbejde for, at vi som samfund prioriterer det meningsfulde liv, blandt andet gennem et øget fokus på den seksuelle trivsel som en af flere nøgler til væsentligt at øge det enkelte menneskes selvværd og livsglæde såvel som samfundets sammenhængskraft.
Derfor er det også afgørende at sætte den seksuelle trivsel højere op på den politiske dagsorden og både prioritere og kvalificere seksualundervisningen og -formidlingen bredt set, så den i langt højere grad rummer og udfolder dannelsesaspektet.
Vi skal skabe et sprog og handlemåder for det seksuelle, der kan være med til at skabe en bare lidt bedre verden for os alle. Det er det, vi arbejder for på en højskole – og intet mindre bør være enhver politisk bestræbelse.
Lad os sætte den seksuelle dannelse på skemaet flere steder end på Brandbjerg.
fortsæt med at læse
