Foråret og sommeren har stort set ikke budt på en uge uden læserbreve, artikler og indslag om den mistrivsel, som præger vores unge. Indlæggene rummer alt fra de unges egne beskrivelser af situationen til krav om styrket psykiatri og fornuftige refleksioner over den negative rolle, som fokus på individuel anerkendelse kan spille i en perfekthedskultur.

Mange råber vagt i gevær, mens andre maner til ro og begrunder udviklingen i vores ustoppelige interesse for de unges følelsesliv. Uanset positioneringen har vi et problem, for en stor del af ungdommen oplever mistrivsel i forskelligt omfang og af forskellige årsager.