0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

2 punkterbare liberalistiske dogmer - og hvad skal vi så?

Læserbreve
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Lad mig til en start melde ærligt ud. Jeg er socialist og har altid været det. Jeg er socialist fordi jeg tror på retfærdighed, og da min matematiklærer i gymnasiet hånligt, i et forsøg på at latterliggøre mig overfor min klasse, kaldte mig for naiv forkæmper for millimeterretfærdighed, var jeg kun stolt. Det vigtigste i et samfund må, i min optik, være at der er retfærdighed til. At alle har lige muligheder, og at alle der yder den indsats de kan har mulighed for at blive belønnet - at kunne slå benene op og tage et dybt, tilfredst åndedræt, hvis de har fortjent det. Derfor er jeg socialist. I det følgende forsøger jeg at gøre op med nogle liberalistiske dogmer som, i min optik, tjener til at forhindre retfærdighed. Nogle dogmer som gang på gang benyttes af liberale, og forsvarere af det kapitalistiske system, til at retfærdiggøre noget uretfærdigt: ulighed.

Jeg har mange gange spekuleret over dette liberalistiske, eller kapitalistiske, dogme, og aldrig forstået det. Tit og ofte vil det optræde i forbindelse med et såkaldt stråmandsargument, hvor liberalisten, til at starte med, vil føre enhver socialistisk idé tilbage til Sovjet og Stalin og påpege, at hvis vi lever under et umodificeret planøkonomi og politisk diktatur, så kan vi ikke udtrykke os frit eller sigte efter rigdom. Dér har liberalisten naturligvis en pointe. Det han eller hun, nu her i 2012, glemmer er, at de færreste moderne socialister lider af vrangsforestillinger om at rendyrket kommunisme er et reelt alternativ til rendyrket liberalisme i 2012. Man kunne foranlediges til at tro at liberalister ikke tror at socialister lærer af fortiden. Men nok om det. Lad det blot være slået fast, at de færreste socialister nu til dags er tilhængere af totalitære styreformer som begrænser ytringsfrihed og forbyder folk at sigte efter at tjene lidt mere end andre.

Det helt centrale punkt i dette dogme er dette: ifølge liberalisten kan man ikke være fri hvis man ikke har muligheden for at opnå ubegrænset økonomisk rigdom. Man er altså ikke fri hvis man ikke har muligheden for at tilrane sig uendelige mængder af valuta. Bemærk her ordet "uendelige" - det gør en forskel.

Se, dét er en interessant opfattelse af begrebet frihed. For det svarer lidt til at en FCK-fan anfører, at han bliver begrænset i sin personlige frihed hvis han ikke må slå en Brøndbyfan i ansigtet. Han har jo en lyst til at slå denne person i ansigtet og i og med at det er forbudt ved lov er han ikke ultimativt fri. Han må godt iklæde sig FCKs dragt og synge og heppe, men han må ikke slå tilhængere af andre hold i ansigtet. Vi har, som samfund, besluttet at der skal være regler mod den slags, for det er ikke rart at blive slået i ansigtet. FCK-fanen gør skade på andre hvis han insisterer på at være ultimativt fri og det vil vi som samfund, naturligt nok, ikke acceptere.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere