Debatten går højt rundt omkring i landet efter mandagens udsendelse om den lille pige Masho og hendes lillebror Roba, som kommer til Danmark til adoptivforældrene Gert og Henriette. Man ser hvordan de biologiske forældre giver deres børn til børnehjemmet i håb om en bedre fremtid for deres børn, men som dokumentaren viser – et ønske om en bedre fremtid for dem selv. Det de fleste bider mærke i er DanAdopts afdeling i Etiopien og dens fuldstændige manglende og direkte modsætningsfyldte information de giver de biologiske forældre, samt Gerts og Henriettes manglende forståelse overfor Masho og hendes behov. Følelserne mod de danske adoptivforældre været direkte hadefulde og blevet udtrykt via diverse medier.
Som adoptivbarn og adopteret som 3,5 årig, vil jeg sige at det der påvirker mig mest i dokumentaren og den efterfølgende debat er den fuldstændige mangel på viden om adoptionsprocessen i det danske samfund. Flere steder skriver folk, og der er endda en underskriftsindsamling i gang: om at sende Masho hjem? Og jeg spørger bare, hvilket hjem? Etiopien er ikke længere hendes hjem og de mennesker der er hendes biologiske forældre er højst sandsynlig ikke dem hun tænker på som sine forældre mere. Det virker som om det er en selvfølge at det vil hjælpe på hele sagen at sende hende tilbage til et komplet fremmede land for hende og gennemgå hele den psykiske hårde proces det er at blive flyttet til en anden kultur. Derudover er det fuldstændig forrykt at medierne opsøger hendes biologiske forældre, det mener jeg overhovedet ikke de har ret til medmindre de har hendes samtykke, hvis det skete for mig, ville jeg godt nok blive vred. Det skal være hendes egen sag om hun ønsker at stå til ansigt med hendes biologiske familie.
