Jeg har i dag set at postbude nu er landet på noget nær en bundplacering, på arbejdsmiljø - både på det psykiske og det fysiske plan. Der var engang, da det at være ansat som postbud var forbundet med en vis prestige - dels var stillingerne forbundet med noget nær livtidsgaranti for ansættelse, dels så det omgivende samfund det med positive øjne, at være ansat ved etaten. Denne "særstilling" blev smidt ud med badevandet da "moderniserings" bestræbelserne satte fuld skrue på, samt ikke mindst da IT-udviklingen satte fuld skrue på elektronisk post - dette er sandsynligvis ikke en udvikling, der stopper i en overskuelig fremtid. Der var engang, hvor dette scenarie satte gang i en uddannelsesproces - herunder en opgradering af medarbejderne til faglig status, dvs. dels lærlingeuddannnelser for både unge, der ville ind til "væsenet", og dels for voksne, der med baggrund i deres realkompencer, kunne gennemføre en meriteret lærlingeuddannnelse. Denne udvikling blev sat i stå, bl.a. fordi det medførte, at de uddannede kunne bruge deres uddannelser mere bredt - også udenfor posten. Denne form for tænkning medfører en degradering af en vedvarende målrettet uddannelsesindsats, hvilket har en selvforstærkende effekt på tilfredshedsfaktoren - psykisk og fysisk i den rækkefølge - medarbejdere, der ikke kan se jobbet som en mulighed og en relativ livsvarig vedvarende proces mod bedre muligheder, forlader virksomheden (i værste fald) eller føler ikke at det psykiske arbejdsmiljø er godt. Det er der talrige undersøgelser, der viser, nu handler det vel om at bruge disse undersøgelser - også fremadrettet indenfor posten - men også i andre brancher, og så leve med at det betyder, at medarbejdere måske finder andre græsgange - det vil jo altid være et element, der virker begge veje. Ellers er verden jo sådan: Da jeg startede på arbejdsmarkedet - tilbage i 1969 - startede jeg på et maskinværkssted og blev fyret, da jeg sagde, at jeg ville uddanne mig, for der blev man, indtil man ikke kunne tygge smør mere (ordret husket) maskinværkstedet er siden gået konkurs (for mange år siden), og jeg kan stadig tygge smør!