Det vigtigste er selvfølgelig, hvordan vi er over for hinanden i levende live, men der er nu et særligt område, hvor også tiden efter døden spiller ind, nemlig pasningen af de grave, vi selv er med til at få oprettet. Jeg tager for givet, at Anne Braad, der var en elsket og kontroversiel præst ved Skt. Stefans Kirke på Nørrebro, men som døde i 2008, ikke har været den egentlige drivkraft bag oprettelsen af sit store gravsted på Assistens Kirkegården. En anden - eller måske en gruppe - må have stået for denne oprettelse, og derfor bør denne person eller disse personer også sørge for, at hendes gravsted passes.
Urskove kan have deres charme, men når de gror helt uhæmmet på et gravsted, så røver man ære og værdighed fra den døde. Grave er jo ikke tilfældige jordområder, men noget, man opretter, fordi man vil mindes og ære den, der nu engang ligger dér. At lade Anne Braads grav gro til, som tilfældet er, betyder, at en eller anden har svigtet, for vedkommende har med oprettelsen af dette gravsted forpligtet sig til at passe det. Ellers burde vedkommende have ladet være med at lave et så voluminøst gravmæle, for den manglende pasning accentuerer svigtet og gør graven til en parodi. Under disse omstændigheder burde Anne Braad have haft en pæn og nydelig, men ikke spor krævende begravelse i "de ukendtes grav".
