Børn skal ikke slås ihjel, fordi de voksne er i krig. De skal ikke sulte, fordi militære styrker holder mad tilbage. De skal ikke mangle bedøvelse i en operation, fordi en regering nægter at lade nødhjælp komme frem. De skal ikke tvinges fra seng og hjem, fordi en fremmed regering gør krav på magten over deres land.
Men sådan foregår det i Gaza, hvor Israels Netanyahu-regering fører krig mod civile palæstinensere. Nej, vil Netanyahus folk straks sige, »vi fører kun krig mod Hamas«, som dræbte 1.200 i Israel i oktober 2023 og tog 251 som gidsler. Dengang fik Israel rigtignok massiv international støtte til at forsvare sig mod Hamas. Men i dag har Israel forspildt sin goodwill. Netanyahu fører en skånselsløs krig, som i strid med folkeretten rammer børn, ældre og alt for mange andre end Hamas i flæng.
Nok har længe været nok. Netanyahu og hans ekstremistiske højreregering er ansvarlig for en umenneskelig krigsførelse, der har lagt Gaza i grus. Bogstaveligt talt. Langt de fleste palæstinensiske hjem er beskudt, bombet, lagt i ruiner. Langt de fleste palæstinensere er mere end én gang fordrevet på tværs af Gaza. Langt de fleste palæstinensere i Gaza savner nødhjælp. Det er Israel, der står bag. Det er Israel, der kan skaffe nødhjælp frem. Det er Israel, der har tiltvunget sig magten over landstriben og derfor har ansvaret, også for mad og medicin. Men det er Israel, der holder nødhjælp tilbage og krigen i gang.
Ja, Hamas kan frigive de israelske gidsler og droppe sin væbnede kamp. Det bør også ske. Hamas har trukket palæstinenserne ud i en krig, hvor kun Hamas’ egne krigere har haft en vis beskyttelse i tunneller, bygget for palæstinensernes penge. Samtidig har Hamas overladt sine civile til ødelæggelse og død.
Men Hamas er ikke en eksistentiel trussel mod Israel. Netanyahu-regeringen vælger alligevel at sønderbombe Gaza. Den taler om to mål – at ’eliminere Hamas’ og at befri de israelske gidsler. Men den israelske forsvarschef har selv betonet, at et valg af fortsat krig vil bringe de sidste gidslers liv i fare.
Ikke desto mindre vil Netanyahu-regeringen i strid med flertallet i den israelske befolkning prioritere krig frem for at få gidslerne hjem og frem for at søge fred med palæstinenserne.
Netanyahu vil have magten over Gaza. Hans regering vil gøre livet for palæstinenserne i Gaza så desperat, at de lader sig presse ud og væk.
Samtidig er hans regering i færd med at chikanere og fordrive palæstinensere i titusindvis fra deres hjem på den besatte Vestbred, hvor nye ulovlige bosættelser anlægges med dramatisk hast for at cementere Israels besættelse og undgå krav om oprettelsen af en palæstinensisk stat ved siden af Israel.
Det er nu, Danmark og andre lande må sige klart fra. Vi har fået ordet på den globale scene som medlem af FN’s sikkerhedsråd. Og samtidig har vi snart formandskabet i EU. Det forpligter.
Sammen med regeringerne i 21 andre lande har den danske netop kritiseret den israelske krigsførelse og krævet, at Israel tillader en »fuld genoptagelse« af nødhjælpen. Ikke snart, men øjeblikkeligt.
Det skulle lige passe andet. Som Yair Golan, leder af det israelske socialdemokratiske parti, advarer: »Israel er på vej til at blive en paria-stat«. »Et land ved sine fulde fem fører ikke krig mod civile« – og »giver ikke sig selv dét mål at fordrive befolkninger«.
Danmark bør derfor nu, hvor vi har ørenlyd, også slutte os til Frankrig, Storbritannien og Canada, som er parat til at indføre sanktioner imod Israel, hvis Netanyahu fortsætter sine militære overgreb.
Det kan simpelthen ikke forsvares at sælge våbendele til Israel, hvis de bruges til krigsførelse mod civile. Det bør Danmark ikke bidrage til. Og det bør EU’s samhandelsaftale med Israel ikke kunne rumme.
Den danske regering bør på én gang kræve et stop for krigsførelsen og krigen – og støtte de kræfter i det israelske og det palæstinensiske samfund, som modigt søger et kompromis om det land, som Hamas og Netanyahu-regeringen vil ofre andres blod for selv at kontrollere.
Den danske regering kan gå i spidsen for at stoppe bidrag til krigsførelsen i Gaza. Men den bør også holde sig for øje, at de kræfter, som nu kræver israelsk kontrol med Gaza, allerede – og i ly af krigen – underlægger sig Vestbredden. Også dét sker med brug af magt, der koster palæstinensiske liv. Bosættere får Netanyahu-regeringens støtte til at stjæle palæstinensisk jord. Og de beskyttes af soldater, når de hærger palæstinensiske landsbyer og liv. Danmark bør gå i spidsen med økonomiske og politiske sanktioner imod bosættelserne, imod israelske produkter fra de besatte områder og imod bosættere, der fremmer og misbruger israelsk magt i Gaza og på Vestbredden.
Desuden bør regeringen – åbent og højlydt – støtte de kræfter i Palæstina og Israel, som udfordrer Hamas og Netanyahu-regeringen ved at anfægte krig og krigsforbrydelser, terror og undertrykkelse. Et flertal af israelerne ønsker krigen stoppet. Støt dem. Stop fedtspillet.
Anerkend Palæstina i de besatte områder. Det vil ikke være en belønning af Hamas, men en nødvendighed for afslutning på konflikten. Støt det palæstinensiske selvstyre mere. Tilbyd økonomisk og politisk støtte til en palæstinensisk stat ved siden af Israel. Tilbyd fredsbevarende soldater, når eller hvis fred bryder ud. Dyrk israelske og palæstinensiske kræfter, som vil give indbyrdes fred og kompromis en chance. Giv dem samme opmærksomhed som de magthavere, de går op imod.
Ligesom det ikke er antipalæstinensisk at vende sig imod Hamas, er det ikke antiisraelsk at vende sig imod Netanyahu, som allerede er eftersøgt af straffedomstolen i Haag. Tværtimod. Det er moralsk indlysende og politisk nødvendigt at fordømme krigens ansvarlige. Skarpt og med konsekvenser. Det er kun fredens tilhængere, der har fortjent vores støtte.
fortsæt med at læse
