Det har ikke været de stærkeste eller de klogeste, der efter den sidste istid blev presset mod nord, i takt med at isen trak sig tilbage. Det har været surt at efterlade mere privilegerede stammefrænder under mildere himmelstrøg, og på intet tidspunkt af året føles det mere trøstesløst end nu, hvor dagen er blevet over 10½ time kortere, og her er inderligt koldt, mørkt og klamt. Det siger en del om os indvandrere, at vi siden dengang har mødt denne årligt tilbagevendende krise, hvor mørket er dybest, med en overdådig lysfest, hvor vi i glad trods slagter grisen og spiser og drikker mere, end vi har godt af. En hyldest til livsglæden og til troen på, at nu, da dagene igen bliver længere, kan vi genvinde livsmodet, hvis vi står sammen og tør satse i fællesskab. LÆS OGSÅJulen er blevet et våben i den europæiske værdikamp Gildet ved vintersolhverv er lige så gammelt som udbredt i mange kulturer og religioner. De fleste steder indgår urgamle ingredienser sammen med religiøse udlægninger og kulturhistoriske krydderier, alt tilsat en overdøvende smag af masseforbrug og kommercialisering. Enhver bliver frelst i sin egen tro, når vi blander disse elementer, hver på sin måde.
For mange omfatter traditionen en julegudstjeneste. Men selv midt i juleevangeliets budskab om det nyfødte barns forjættelse trænger den højst verdslige krise sig på. Også i den historie optræder vismænd, der ligesom deres nutidige efterkommere læser stjernerne, fremmaner ofrene og forudsiger fremtiden. I den moderne økonomiske udlægning er budskabet, at den store fest i sig selv kan fremmane fremgang og den strålende fremtid, vi længes så inderligt efter i den mørkeste tid. Brug blot! - og frelsen kommer, som det hedder i vismændenes udlægning. Den prædiken overser imidlertid julens vigtigste budskab, der handler om måden, vi er sammen på, og om, hvad det er for mål, vi i fællesskab sætter os. LÆS OGSÅRend os i (nogle af) juletraditionerne Julen er ikke en besværgelse af, at vi kan forbruge os til fremgang. Lige så lidt er den et løfte om, at alt skal blive som før, eller om, at foråret kommer, når bare vi tålmodigt venter. Julen vil noget helt andet. Den er en hyldest til det håb, der knytter sig til det menneskelige fællesskab, til vores sociale ansvar, til vores samfund. Håbet næres ikke af købelyst, men af ideer om, hvem vi er, og hvor vi vil hen, når vi nu hverken kan producere eller forbruge, som vi gjorde engang. Det er, når vi kan sætte ord på de visioner, vi kan genskabe troen på, at det nok skal gå fremad igen. Glædelig jul!
