De værste fjender kommer som regel indefra. SF er særligt hårdt ramt. Kroniken her i Politiken, som folkesocialisternes gamle nestor, Aage Frandsen, skrev i forgårs, gør ondt værre. Ikke fordi han bryder tavsheden og kritiserer partiledelsen åbent, men fordi hans udfald mod strategien om at sidde i regering er så himmelråbende naiv og blottet for substans. LÆS KRONIKSF skal genfinde og genvinde sin identitet Uanset hvor få mærkesager SF har fået gennemført i løbet af de seneste ni måneder, er kendsgerningen, at Socialistisk Folkeparti aldrig tidligere har haft så dybtgående, bred og konkret en indflydelse på den danske samfundsudvikling som nu. Det virker derfor ironisk, at det netop er partiets tidligere gruppeformand Aage Frandsen – som selv har brugt årevis af sit liv på at sidde til frugtesløse rundbordsmøder, fordybet i abstrakte diskussioner om, hvordan SF måske kunne vinde indflydelse, uden held – der kritiserer partiets allerførste ministerhold. Forestillingen om, at SF ville kunne få mere indflydelse ved at stå uden for regeringssamarbejdet, er lige så romantisk, som den er forkert.
Historien taler for sig selv. Eneste undtagelse var de fire EU-forbehold fra 1993, som partiet tilmed har skiftet holdning til undervejs. SF’s politiske resultatliste er ikke imponerende, men den er trods alt blevet mangedoblet siden dannelsen af S-R-SF-regeringen. De mislykkede skatteforhandlinger med Enhedslisten burde også være et nyligt varsel om, at rollen som støtteparti ikke er nogen garant for reel indflydelse. SF har store problemer nok i forvejen med at formulere konkrete politiske udspil, der gør en forskel for alle de borgere, der er blevet hårdt ramt af krisen i hverdagen. Hvis gamle bærende kræfter i partiet nu også går i panik og næsten selvmorderisk begynder at betvivle muligheden for, at SF overhovedet kan vinde større indflydelse, vil nedsmeltningen da først blive fuldendt. Hvor ville det dog være mere opbyggeligt, hvis de frustrerede SF’ere i stedet forsøgte at byde ind med håndgribelige forslag til en mere offensiv jobpolitik. Regeringen har mildest talt brug for nye ideer. Det er nu, SF har muligheden for at påvirke, hvis partisoldaterne blot kunne tæmme deres paniktilstand med lidt mere realitetssans.
