Licens er noget, vi giver til hinanden, siger DR. Men med tirsdagens public service-kontrakt står det klart, at DR er blevet noget, politikerne efter forgodtbefindende giver værdipolitiske drag over nakken.
Det har altid været politikernes opgave at sætte rammerne for DR. Men det har aldrig været politikernes rolle at rode rundt med de konkrete kanalers programprofiler eller at detailstyre indholdet, hvilket et sundt armslængdeprincip hidtil har forhindret.
Dette princip har dog været under løbende afkortning, når især DF har krævet nedskæringer i DR som straffeaktion for prioriteringer, der ikke faldt i partiets smag.
Tirsdag fik armslængdeprincippet endnu et dødsstød, hvilket for eftertiden bør stå som en mediepolitisk skamstøtte over den siddende regering. I stedet ser vi en generaldirektør, Maria Rørby Rønn, der med armene solidt bundet på ryggen træder frem for offentligheden med en ny plan for et nyt DR, der på lange strækninger reelt er dikteret af staten.
Vi kender ikke de konkrete forhandlingsforløb mellem regeringen og DR, men med detaljerigdommen i den 20 sider lange public service-kontrakt er det hævet over enhver tvivl, at staten går uhørt og uhyrligt tæt på indholdet af det DR, der er tilbage i 2020.
Men inden for statens snævre rammer har DR truffet en række fornuftige beslutninger, selv om ingen skal gøre sig illusioner om, at et DR med 375-400 færre ansatte ikke får synlige konsekvenser for både udbuddet og kvaliteten af indholdet.
Helt overordnet er det fornuftigt at slå DR Kultur og DR 2 sammen, hvilket fører DR 2 tilbage til noget, der mere minder om den kulturkanal, den blev lanceret som. Det er i udgangspunktet også fornuftigt at gøre DR 3 og DR Ultra digitale fordi de unges medieforbrug i tiltagende grad sker via streamning.
DR handler om give public service-indhold, der ikke i forvejen leveres af de private medier som dette. Her giver det god mening at indskærpe, at DR på nettet skal »afholde sig fra lange, dybdegående artikler«, selv om formuleringen minder om elastik i metermål.
Skørt virker det til gengæld at lukke eksempelvis P8 Jazz, der jo netop er et eksempel på nicheindhold, som intet privat medie vil levere. Og det jo netop en af de centrale grunde til, at licens er noget, vi giver hinanden.
Men det største problem er og bliver den politiske hånd, regeringen nu har valgt at lægge på DR. Politisk detailstyring er decideret farligt i en tid, hvor vores demokratier ifølge den selvsamme regering trues af fjendelige staters fake news-kampagner, hvilket en stærk public service netop er et værn mod.
Regeringen burde derfor være den første til at vide, at vejen til uhildet oplysning i et sundt folkestyre ikke går gennem statsstyrede medier.
cj
fortsæt med at læse
