Uhørt illoyalt over for sit parti brugte Inger Støjberg det meste af sin afskedstale som næstformand til at kløve de sidste stykker pindebrænde og smide dem på det brusende bål, hendes afløser nu skal forsøge at slukke.
Med gemene og gennemskuelige retoriske greb fremstillede Inger Støjberg sig selv som den ægte datter af de jyske landbovenstre, der er nu blevet kanøflet og smidt på porten af de nederdrægtige og uægte skabsradikale storbyvenstre i København.
Inger Støjberg tog hele sin venstreslægt, sin kærlighed til baglandet og sin respekt for Anders Fogh Rasmussen til indtægt, da hun påstod, at det ikke er hende, der har forandret sig. Hverken menneskeligt eller politisk. Det er partiet, der under Jakob Ellemann-Jensens ledelse er blevet bagbundet og bortført fra sin egen politik, sine egne værdier, sin egen storhed.
I værdidebatten står Inger Støjberg fast, hvor Venstre skrider, lod hun forstå. I klimadebatten forsvarer Inger Støjberg landbruget, hvor Venstre sælger slægtsgården. Ergo: Inger Støjberg er offer, Jakob Ellemann-Jensen skurk.
Man må virkelig håbe, at Venstre-folk over hele landet – i både land og by – kan gennemskue denne paradeopvisning af politisk falskspilleri og uværdighed.
For ingen andre end Inger Støjberg har været mere grænseløs illoyal overfor sit parti. Det er hende, der har kastet Venstre ud i vanære med en rigsretssag.
Uanset hvad man mener om linjen i udlændingepolitikken, burde ethvert medlem af Venstre kunne enes om, at man som minister skal overholde landets love, og at det har konsekvenser, hvis man ikke gør det. At Støjberg løfter den stramme udlændingepolitik op til at være det allervigtigste for Venstre gør det hele mere absurd. Venstres kerne er liberal, åben mod verden og ikke fremmedforskrækket.
Heldigvis virker Stephanie Lose som en både politisk begavet og ledelsesmæssig kompetent leder, der ikke hopper på Støjbergs limpind. Stephanie Lose holdt en afdeles afdæmpet tiltrædelsestale på et tidspunkt, hvor hendes parti ikke har brug for mere drama.
Venstres nye næstformand ligner en kvinde, der har den nødvendige ledelseskraft til at forsone og skabe samling i et parti i dyb vælgermæssig og politisk krise. Med sin baggrund i det jyske bagland, hvor Støjberg forsøger at sprede sin gift, kan hun være modgiften, der forkorter afstanden mellem land og by, højre og venstre, dem og os.
Selv i sin afskedstale havde Inger Støjberg den uforskammethed at puste yderligere til de problemer og den splittelse, andre nu skal rydde op efter og skræve over. Derfor er det også helt på sin plads, at Jakob Ellemann-Jensen svarer igen ved at forlange et klart svar og en hurtig afklaring på hendes fremtid.
Støjbergs værdighed er for længst slidt op. Det vil være urimeligt, at Venstres også bliver det.
cj
fortsæt med at læse
