Uhørt illoyalt over for sit parti brugte Inger Støjberg det meste af sin afskedstale som næstformand til at kløve de sidste stykker pindebrænde og smide dem på det brusende bål, hendes afløser nu skal forsøge at slukke.
Med gemene og gennemskuelige retoriske greb fremstillede Inger Støjberg sig selv som den ægte datter af de jyske landbovenstre, der er nu blevet kanøflet og smidt på porten af de nederdrægtige og uægte skabsradikale storbyvenstre i København.
Inger Støjberg tog hele sin venstreslægt, sin kærlighed til baglandet og sin respekt for Anders Fogh Rasmussen til indtægt, da hun påstod, at det ikke er hende, der har forandret sig. Hverken menneskeligt eller politisk. Det er partiet, der under Jakob Ellemann-Jensens ledelse er blevet bagbundet og bortført fra sin egen politik, sine egne værdier, sin egen storhed.
I værdidebatten står Inger Støjberg fast, hvor Venstre skrider, lod hun forstå. I klimadebatten forsvarer Inger Støjberg landbruget, hvor Venstre sælger slægtsgården. Ergo: Inger Støjberg er offer, Jakob Ellemann-Jensen skurk.
cj
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.
Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.
Prøv Politiken nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar