Politisk var åbningstalen stort set tømt for indhold. Men på det personlige plan blev Mette Frederiksens sidste åbningstale i hendes første regeringsperiode et signalement af en statsminister, der i 11. time forsøger at bryde ud af det billede, omverdenen – og mange vælgere – har skabt af hende.

Talens personlige understrømme var varme og handlede entydigt om at gå op imod forestillingen om hende selv som den kolde, vrisne og magtfuldkomne statsminister. Og det lykkedes i en sådan grad, at man må undre sig over, at hun først for alvor viste denne følsomhed fem minutter i valgkamp. Troværdigt favnede Mette Frederiksen både højre og venstre, høj og lav, land og by, erhvervsliv og åndsliv.