Verdenshistorien skrives i øjeblikket forlæns, og som genudnævnt Nato-chef har Jens Stoltenberg alle muligheder for at signere et nyt afsnit til fortællingen om den vestlige forsvarsalliance. Det kan ske ved at optage Sverige, når Nato’s stats- og regeringschefer om få dage mødes til topmøde i Vilnius. Beslutningen fik forleden fornyet politisk rygstød, da præsident Biden under et besøg af den svenske statsminister, Ulf Kristersson, udtalte, at han »utålmodigt venter på svensk medlemskab«.
Så hvad er der at betænke sig på? En hel del. Hvorfor skal Nato selv kløve brænde til de ulmende gløder af mellemøstlig vrede over de gentagne svenske koranafbrændinger? Senest har vi set, hvordan svenske flag er stukket i flammer i Irak. Og hvorfor lade Tyrkiets præsident Recep Erdogan, en af Vladimir Putins sidste venner, holde hele Nato i skak med den vetoret, alle medlemslande besidder? Under optagelsen af Finland så vi, at Erdogan er parat til at gå langt i sin politiske afpresning.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.

