Foto: Carsten Seidel
Debattører

Kære Mette Bock, drop mavefornemmelserne og undersøg kulturen

Kulturministeren burde oprette et analyseinstitut og få indsigt i danskernes kultur, i stedet for at nedlægge kulturinstitutioner til højre og venstre, skriver Henrik Marstal i et åbent brev til Mette Bock (LA).

Debattører

Kære Mette Bock.

Det har været spændende at følge dine aktuelle udmeldinger om kultur- og kunstlivet og medieverdenen.

I Berlingske den 20. december, Zetland den 29. december, Information den 30. december og i en række andre interviews har du fremlagt tanker og visioner, som har givet alle med interesse for området noget at tænke over – ikke mindst, fordi man gennem dine ord mærker kulturmennesket i dig.

Med debatten bidrager du til at sætte kunsten og kulturen på den politiske dagsorden som et område, hvor både kulturel, social og økonomisk værdiskabelse udgør et parløb med det dannelsesaspekt, som du særligt er opmærksom på, når du taler om kulturens betydning.

Jeg kommer i tanker om en kronik af Poul Henningsen i Politiken i 1963, der er genoptrykt i firbindsantologien 'Kulturkritik' på forlaget Rhodos fra 1973. Han sagde her:

»Det er uforståeligt, at noget parti tør gå fremtiden i møde uden et klogt og klart kulturprogram – ikke om adgang til bibliotekerne, men om hvordan livet skal leves«.

Måske du for længst har gjort disse ord til dine. For i dine udmeldinger mærker man nemlig også partisoldaten i dig – i hvert fald kan de nærmest ordret genfindes i Liberal Alliances partiprogram om kulturpolitik.

Og her er der flere tankevækkende betragtninger at hente – for eksempel at bundfradraget for kunstnere bør fordobles, sådan at de ikke betaler skat af de første 84.000 kroner af deres årsindtægt.

Det er dog spørgsmålet, hvordan det skal omsættes til praksis, når selv feterede kunstnere må leve af ufaglærte småjobs eller vikararbejde for at kunne få det til at løbe rundt.

Samtidig ønsker du at sætte mere fokus på eliten og vækstlaget (læs: den kommende elite) på bekostning af såkaldt "mainstreamkultur", som dog er en måske knap så klog og klar betegnelse for de vidt forskellige mindre og større institutioner i kulturlivet.

Den kollektive forpligtelse på at danne os selv og hinanden står og falder med, at vi har mulighed for at tilegne os kultur

Det kan sagtens være, at det vil være sundt for kulturlivets dynamik med lidt solid udluftning og større satsninger på både den nuværende og den kommende elite. Og vi skal selvfølgelig have modet til at omfordele.

Men det er risikabelt at ville nedlægge etablerede kulturinstitutioner ud fra blot mavefornemmelser og automatreaktioner.

Ville det derfor være en idé at finde midler til at investere i mere systematiseret indsigt om kunstens og kulturens betydning?

Det kunne være i form af et allerede fremsat forslag, nemlig et Kulturens Analyseinstitut, som kunne give viden om emner som kulturens betydning for samfundet, dens sammenhængskraft, dens evne til at inspirere samt dens betydning i sundhedssektoren – kort sagt: dens økonomiske, sociale og kulturelle værdiskabelse.

Et institut som dette ville også kunne give begrundede svar på, hvad eventuelle omprioriteringer vil føre med sig – vel at mærke før de føres ud i livet.

Desuden ønsker du dig et kulturliv drevet af ulønnet iværksætterkraft snarere end af professionelle kræfter.

For det er primært en opgave for civilsamfundet at skabe kultur, siger du – og begrunder det synspunkt ved at påpege, at der midt i 1800-tallet ikke var kulturstøtte af betydning, men alligevel masser af kultur. Hvorfor kan det så ikke være sådan i dag, spørger du?

Havde man dengang lavet kulturvaneundersøgelser, ville de have vist, at ikke mange andre end de socialt og økonomisk velbemidlede gik til koncerter, i teatret og læste digte.

Og de ville have vist, at man både blandt landbobefolkningen og arbejderne i byerne havde stærkt segmenterede kulturvaner bestemt af klasse, stand, motivation og økonomisk formåen.

Et eksempel: Midt i 1800-tallet var Søren Kierkegaard en særdeles aktiv forfatter. Men det er sigende, at i hans egen levetid udkom hans værker – på nær 'Enten-Eller' – i engangsoplag på blot 525 eksemplarer.

Kort sagt: Stort set ingen uden for den (ud)dannede elite i Kongens København læste ham. Så meget for den brede befolknings adgang til mangfoldige kulturtilbud midt i 1800-tallet.

Men i nyere tid har et systematiseret statsligt engagement i den grad været medvirkende til at skabe en bred kulturel referenceramme for danskerne.

Dermed har staten bidraget aktivt til at opretholde en kunstnerisk mangfoldighed, ikke mindst angående den kunst, som ikke kan eller skal være her på almindelige markedsvilkår.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg anerkender, at du er fundamentalt uenig med mig om statens rolle i kulturlivet. Men hvis vi fortsat ønsker os et rigt og nuanceret kulturliv, kræver det, som jeg ser det, fortsatte statslige investeringer i dets geografiske og sociale mobilitet samt i de nødvendige institutionelle rammer eller formater.

Fortæl mig gerne, hvordan det kunne være anderledes.

For det er ikke altid nok, at nogen åbner en café og stiller dens vægge til rådighed for de lokale kunstmalere, eller stiller hjørnet ved toilettet til rådighed for de lokale rytmiske musikere.

Og selv om vi har en god og solid tradition for fondsstøttede kulturaktiviteter, er det heller ikke altid nok.

Der bør investeres mere i adgangen til kultur – også som det formodentlig bedste redskab til at imødegå den forråethed og fordomsfuldhed, der desværre er en del af dagens Danmark

Poul Henningsen skrev i sin føromtalte kronik også, at kunsten ikke nødvendigvis er ufejlbarlig, men at den i det mindste altid kan få os til at tænke os om én gang til.

Det er måske derfor, at den er så vigtig for det menneskelige fællesskab. Og det er måske derfor, at det på sigt ikke gavner nogen eller noget med din udmelding om, at kulturområdet af princip ikke skal tilføres flere midler.

Som om den blot var en eller anden slags snyltekonstruktion, politikerne desværre ikke kan komme af med uden at løbe risikoen for at blive sablet ned af forfattere, dramatikere og sangskrivere. Men tro mig: Det er den ikke.

Det skyldes blandt andet, at kunst og kultur som nævnt også er dannelse, hvilket igen vil sige: Evnen til at kende sin historie, sin baggrund og sit sprog for derigennem at have sit eget menneskelige udgangspunkt for øje.

Og netop fordi tilegnelsen af kunst og kultur giver indsigter om verden, om kærligheden, om døden og ikke mindst om omgangen mellem mennesker, er det sandt, hvad du rent faktisk pointerer med dine udsagn:

Den kollektive forpligtelse på at danne os selv og hinanden står og falder med, at vi har mulighed for at tilegne os kultur, og – vil jeg tilføje – at vi fra barnsben har mulighed for selv at forfølge kreative interesser, uanset hvilket niveau det foregår på.

Så derfor bør kultur snarere ses som en ressource, vi slet ikke kan investere nok i, fordi dens afkast er stort – socialt, menneskeligt, sundhedsmæssigt, dannelsesmæssigt og økonomisk.

Og derfor bør der investeres mere i adgangen til kultur – også som det formodentlig bedste redskab til at imødegå den forråethed og fordomsfuldhed, der desværre er en del af dagens Danmark.

Men hvordan kan kultur på den ene side være et vigtigt dannelsesredskab og på den anden side noget, der helst kun skal bruges penge på, når det er eliten og vækstlaget, det gælder?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det mangler jeg at få svar på. For nu blot at tage et eksempel.

Jeg håber, at du vil tage min kritik med i dit videre arbejde, og at andre end jeg vil udfordre dig på dine synspunkter. Og jeg håber på en videre dialog om kulturpolitikkens mål og midler.

Venlig hilsen

Henrik Marstal

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce