Tegning: Philip Ytournel

Tegning: Philip Ytournel

Rune Klingenberg

Derfor skal julegrisen Otto leve videre

Det er let at glemme, at alle de mange dyr, der lever og dør i industrien, er individer ligesom Otto.

Rune Klingenberg

Onsdag den 10. december – i morgen aften, mellem kl. otte og ni – er det afgørelsens time for julegrisen Otto. Her skal det nemlig besluttes via en sms-afstemning, hvorvidt han skal lade livet eller have lov at leve.

Gennem de seneste uger har han boet hos tv-værten Thomas Skov og hans kone, Emilie Bruhn, som led i et tv-program, der handler om, hvorvidt man kan få sig selv til at spise en gris, man har haft et personligt forhold til.

Programmet har ikke så overraskende skabt en del debat – ikke mindst om hvorvidt Otto bør have lov at leve eller ej.

I det følgende vil jeg argumentere for, at Otto bør leve. Det bør han, eftersom det gode, der vil komme ud af at slagte ham, ikke kan måle sig med det gode, der vil komme ud af at lade være.

I forhold til det gode, der vil komme ud af at slagte Otto, er der selvfølgelig nogle mennesker, der får en vis portion nydelse ud af at spise ham. Denne nydelse vil imidlertid være forholdsvis kortvarig – tiden man bruger på at nyde kødet i et måltid kan velsagtens måles i minutter.

På den anden side er der det samlede gode, Ottos fremtidige liv vil rumme: alle de positive (minus de negative) oplevelser Otto givetvis vil have. Her er det værd at bemærke, at grise jo også får nydelse ud af at spise – tænk bare på alle de måltider Otto vil nå at spise gennem sit liv.

Med ovenstående in mente er det usandsynligt, at det gode, der vil komme ud af at slagte Otto, skulle vejere tungere, end det gode Ottos liv ellers vil indeholde. På den baggrund kan man altså argumentere for, at Otto bør leve.

Nogle vil måske indvende, at mens det er moralsk problematisk at påføre dyr lidelser, er der ikke noget galt med at slå dem ihjel, selvom de ellers har udsigt til et godt liv. Tanken her synes at være, at det kun er dyrenes negative oplevelser, der tæller moralsk set.

Der er dog to væsentlige problemer med denne indvending.

For det første er det ikke klart, hvorfor der skulle være forskel på dyrs negative og positive oplevelser. Hvis et dyr eksempelvis har udsigt til et liv, der ikke er værd at leve, vil vi normalt sige, at det er en grund til at afslutte dyrets liv – hvorfor skulle det modsatte ikke gælde for dyr, der har udsigt til et godt liv?

For det andet synes indvendingen at have nogle absurde implikationer.

Hvis det kun var dyrenes negative oplevelser, der skulle tælle moralsk set, ville deres liv nemlig altid være et onde, eftersom livet uundgåeligt vil byde på negative oplevelser. I så fald ville det altid være moralsk problematisk at bringe et dyr til verden, ligeså vel som det altid ville være problematisk at lade et eksisterende dyr leve.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er ikke plausibelt, at det skulle være tilfældet, og derfor er det heller ikke plausibelt, at dyrs positive oplevelser ikke skulle tælle moralsk set.

Man kan selvfølgelig mene, at dyrs oplevelser ikke tæller særlig meget i forhold til menneskers. Hvis det også gælder dyrenes negative oplevelser, må man dog også mene, at det er forsvarligt at påføre dyr væsentlige lidelser i kødproduktionen, på baggrund af den nydelse mennesker får ud af at spise kød. Den implikation er det nok de færreste, der vil acceptere.

Hvis det derimod kun er dyrs positive oplevelser, der tæller mindre end menneskers, må man igen kunne begrunde, at der skulle være forskel på dyrs positive og negative oplevelser. Derudover må man kunne sandsynliggøre, at dyrenes positive oplevelser tæller så lidt, at nogle få menneskers nydelse ved at spise kød vejer tungere end et langt godt dyreliv. Det er svært at se, hvad der kan retfærdiggøre at diskontere dyrenes oplevelser så meget.

En anden indvending kunne være, at Otto kun er blevet til, fordi han en dag skal slagtes og spises. Tanken her synes at være, at det er bedre, at han har et kort (men godt) liv, end hvis han aldrig havde eksisteret.

Problemet med denne indvending er dog, at det er irrelevant, hvorvidt vi har gjort noget godt ved at bringe Otto til verden, når det handler om, hvorvidt det er forsvarligt at afslutte hans liv. Dette gode kan nemlig ikke anvendes som en form for moralsk kredit, vi efterfølgende kan trække fra. Hvis det var tilfældet, skulle det eksempelvis også være okay for forældre at gøre skade på deres børn, hvis børnene ellers har et godt liv.

Nogle vil sikkert mene, at alt det her er meget postyr over ingenting. Der bliver dagligt slagtet i omegnen af 52.000 grise i Danmark, og der findes mange velfærdsproblemer blandt dyrene i landbruget.

Det gør imidlertid ikke Ottos liv mindre værd, og forhåbentlig kan hele diskussionen omkring Otto være med til at give os et større blik for vores moralske forpligtelser over for dyrene. Det er nemlig meget lettere at forholde sig til et enkelt individ, man kender, end det er at forholde sig til en stor gruppe ukendte individer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er let at glemme, at alle de mange dyr, der lever og dør i industrien, er individer ligesom Otto, og at deres liv har en betydning uagtet, hvad vi kan bruge dem til. Det kan Otto forhåbentlig minde os om.

Under alle omstændigheder er det værd at pointere, at det gode, der kommer ud af at tage livet af ham, er langt mindre end det gode, der kommer ud af at lade være.

Derfor skal Otto leve.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden