En traktat for meget. Sådan sagde allerede den britiske premierminister Margaret Thatcher i forbindelse med Maastricht-traktaten i 1992, der skulle gøre EF til EU. Udviklingen var gået for langt. Et skridt for meget.
Når årsagen til Storbritanniens beslutning om at forlade EU i dag skal vurderes, skal vi tilbage til udviklingen, der skete lige omkring Murens fald. Dengang tog EF skridtet fra et fælles marked – et praktisk fællesskab som i sig selv var en præstation at opnå – til en kraftigere statsdannelse med mere overnational suverænitet.
Værst af alt begyndte EU i stigende omfang at omgærde sig med en ideologi eller historiefilosofi, hvor det blev indskrevet i EU’s traktater, at udviklingen kun ville gå i én retning, nemlig mod en stadig tættere union.
Denne EU-filosofi, som har adopteret historiens retning og mening, har udstyret ledende EU-politikere med en arrogance, der bl.a. betyder, at de ser ned på nationale folkestemninger.
Selv ræsonnable nationale politikere bliver grebet af EU’s hellige mission, når de bliver kommissærer eller EU-politikere. De ser ’fællesskabet’ som enheden og det gode, og det nationale som uro, forstyrrelse og dissens, og nogle gange ligefrem som populisme og ekstremisme.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Bliv en del af fællesskabet på Politiken
Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Prøv nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Skriv kommentar