0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Derfor valgte Storbritannien det tragiske exit fra EU

Demokrati er kun muligt, når politikere og vælgere kan være i dialog og i debat.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Tegning. Mette Dreyer

Henrik Gade Jensen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Henrik Gade Jensen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En traktat for meget. Sådan sagde allerede den britiske premierminister Margaret Thatcher i forbindelse med Maastricht-traktaten i 1992, der skulle gøre EF til EU. Udviklingen var gået for langt. Et skridt for meget.

Når årsagen til Storbritanniens beslutning om at forlade EU i dag skal vurderes, skal vi tilbage til udviklingen, der skete lige omkring Murens fald. Dengang tog EF skridtet fra et fælles marked – et praktisk fællesskab som i sig selv var en præstation at opnå – til en kraftigere statsdannelse med mere overnational suverænitet.

Værst af alt begyndte EU i stigende omfang at omgærde sig med en ideologi eller historiefilosofi, hvor det blev indskrevet i EU’s traktater, at udviklingen kun ville gå i én retning, nemlig mod en stadig tættere union.

Denne EU-filosofi, som har adopteret historiens retning og mening, har udstyret ledende EU-politikere med en arrogance, der bl.a. betyder, at de ser ned på nationale folkestemninger.

Selv ræsonnable nationale politikere bliver grebet af EU’s hellige mission, når de bliver kommissærer eller EU-politikere. De ser ’fællesskabet’ som enheden og det gode, og det nationale som uro, forstyrrelse og dissens, og nogle gange ligefrem som populisme og ekstremisme.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce