Efter ugers hemmelige forhandlinger præsenterede regeringen på et pressemøde i aftes kl. 24.00 deres redningsplan for de danske banker. Planen har været omgærdet af stort hemmelighedskræmmeri. Det er egentlig forståeligt nok. For her er tale om, at politikerne (uden en foregående demokratisk debat) stiller et stadig ukendt milliardbeløb af skatteydernes penge til rådighed for storspekulanterne i banksektoren. Planen går i alt sin horrible enkelthed ud på, at staten spænder et sikkerhedsnet ud under alle spekulanterne i finanssektoren. Hvis der sker nye bankkrak som i Roskilde bank, så skal spekulanterne have dækket deres tab af skatteyderne. Det handler ikke om almindelige indskydere. Vi var i forvejen dækket af indskydergarantien. Nej, det drejer sig om de rigtig store indskydere. Udenlandske spekulanter og kapitalfonde, som har skudt penge ind i danske banker og som i årevis har fået gode renteafkast, netop fordi de tog en risiko. Den form for kasinoøkonomi har nu ført til bankkrak og styrtdykkende aktier, men alligevel slipper spekulanterne for konsekvenserne. En af de indskydere, som skatteyderne nu skal komme til undsætning i Roskilde Bank, havde indskudt næsten to milliarder kroner. Det er kort sagt ikke almindelige lønarbejdere vi snakker om. Fed fidus for bankerne Lene Espersen har forsøgt at få redningsplanen til at glide ned ved at give indtryk af, at det er bankerne selv, som skal til lommerne. Og det er da rigtigt, at bankerne selv skal dække de første 35 milliarder, som et kommende bankkrak kan koste indskyderne. Først herefter skal skatteyderne træde til. Men for det første er 35 milliarder ikke et stort beløb i denne forbindelse. To bankkrak i mindre banker eller et enkelt i en storbank, så er de penge mere end brugt – og så står skatteyderne for tur. For det andet er det uhyrligt billigt sluppet, når man sammenligner med bankernes eksploderende profitter i det seneste årti. Når bankerne overhovedet vil være med, er det selvfølgelig, fordi de ser det som en rigtig god forsikringsordning med en relativ lav præmie og en bundløs dækning. Hjælp almindelige mennesker – ikke spekulanterne Regeringens andet argument for planen er, at det er nødvendigt for at beskytte samfundsøkonomien. Men redningsplanen burde have rettet sig direkte mod de almindelige mennesker, der rammes af krisen. I Enhedslisten har vi foreslået, at man sætter ind for at hjælpe boligejere, lejere og små virksomheder, som kommer i klemme i krisen. F.eks. ved at sikre at boligejere kan opnå boligsikring i stil med den, som lejerne får i dag. For at undgå stigende arbejdsløshed som følge af krisen mener vi desuden, at man skal øge den økonomiske aktivitet. Først og fremmest ved at give kommunerne lov til at lave de nødvendige renoveringer og nybyggeri. Økonomisk vækst skal baseres på reel produktion – ikke på nye spekulative bobler, der bliver holdt kunstigt i live af statens garantier. Demokratisk kontrol Først og fremmest handler det dog om at sikre samfundet og almindelige mennesker mod lignende kriser i fremtiden. Regeringens plan er også i den henseende stærkt tvivlsom, fordi dens formål er at holde liv i et finansielt system, som burde reformeres grundlæggende. Vi er nødt til at erkende, at krisen er resultatet af tyve års fejlslået økonomisk politik, som har været baseret på den absurde idé, at staten (læs de demokratiske institutioner) skal blande sig så lidt som muligt i økonomien. De reguleringer på kapitalbevægelser og spekulation, som tidligere fandtes, er blevet fjernet, og den finansielle sektor er blevet stadig mere privatiseret og ureguleret. Det selvregulerende frie marked og den usynlige hånd er en skrøne, som nu endelig må opgives. Hvis nye kriser skal undgås, må der ske et markant skift i den økonomiske politik, så vi kan sikre langt større demokratisk styring med økonomien. Meget af den regulering af kapitalstrømmene, der tidligere fandtes, bør genindføres, og der bør tages nye initiativer som f.eks. indførsel af en Tobinskat på finansielle transaktioner En anden afgørende reform kunne være at sørge for, at staten igen begynder at drive fællesskabsejede kredit- og bankvirksomheder, så almindelige mennesker har et alternativ til den spekulative bank og kreditsektor. Med andre ord: vi har brug for spekulationsfri zoner. Endelig bør der ske indgreb overfor grådigheden i virksomhedernes direktioner. Der bør lovgives mod de fuldstændige uanstændige lønninger og bonusordninger, som findes i erhvervslivet. Misforstået ansvarlighed I stedet for at gennemføre de nødvendige reformer vil regeringen nu spænde et sikkerhedsnet ud – betalt af os alle sammen. Hvis ikke det var så tragisk, så ville man næsten kunne kalde det komisk. De selv samme politikere, som himler op om at holde de offentlige udgifter nede, når der er tale om at forbedre velfærden, vil nu uden at blinke smide milliarder af skatteyderkroner ind i banksektoren. I USA har en lignende redningsplan for spekulanterne skabt store protester fra befolkningen, og både blandt demokrater og republikanere stemte mange nej til planen, som de så som en helt uanstændig anvendelse af skattekroner. Et demokratisk kongresmedlem sagde meget præcist: ”Nu er fortjenesterne og rigdommen i årevis blevet privatiseret til de få – og så vil jeg ikke være med til, at tabene så socialiseres til de mange.” Her i Danmark er ”den økonomiske ansvarlighed” til gengæld helt i top, når det gælder om at redde millionærerne. Både Dansk Folkeparti, De Radikale, Socialdemokraterne og nu senest SF har udtalt deres støtte til planen. Spørgsmålet er så, om de har opbakning fra deres vælgere, når gaverne til spekulanterne skal betales – samtidig med at vi alle oplever konstante forringelser af velfærden i hverdagen.