Et halvår hvor vi ustandselig havnede i Pressenævnet

Lyt til artiklen

For anden gang har jeg afleveret en rapport til redaktionen om mit arbejde. Her kommer hovedpunkterne fra 2. halvår af 2011, som det meste af tiden bød på samme mængde og typer af klager som hidtil, men hvor vi af årsager, jeg ikke kan pege på, nærmest ustandselig blev trukket i Pressenævnet.

Og hvor det i december lykkedes os at lægge os alvorligt ud med et meget stort antal læsere. På en gennemsnitsdag får jeg stadig 20-25 klager, kommentarer og spørgsmål. Der klages især over fejl i faktuelle oplysninger (omkring 70 procent af henvendelserne) og vores sprog (omkring 20 procent), mens omkring 7 procent for eksempel klager over, at en krydsord mangler, eller at der optræder andre ikke-journalistiske fejl. Klager over dårlig presseetik udgør stadig kun omkring 3 procent af den samlede mængde. Ændringen af avisens design fra 1. december – den vender jeg i allerhøjeste grad tilbage til – betyder, at vi nu også har Fejl og Fakta i lørdagsavisen. Hvilket er godt, fordi vi så kan leve endnu bedre op til løftet om at rette hurtigt. Hidtil begik vi fejl om fredagen, men rettede dem først om mandagen. Med 5-7 rettelser om dagen og 6 udgaver af Fejl og Fakta om ugen bliver det til omkring 1.850 rettelser om året. Hvis jeg ellers kan regne – store tal er stadig ikke vores stærke side. Jeg har ikke problemer med at fylde den daglige spalte, men jeg hører også jævnlig kritik fra journalisterne, som synes, jeg retter bagateller. Det er rigtigt, men bagateller irriterer også læserne, og ofte bygger en lille rettelse på en håndfuld klager. Og så må jeg indrømme, at nogle rettelser er med alene på grund af underholdningsværdien. Man kan sandt at sige blive forundret over, hvor stor specialviden læserne besidder. Som nævnt var Politiken indklaget for Pressenævnet forbavsende ofte i andet halvår af 2011. Mens vi fik en enkelt kendelse i første halvår – da nævnet konkluderede, at vi havde levet op til god presseskik i sagen om United Plantations, men skulle bringe et genmæle fra virksomheden, som ville komme med sin version af nogle faktuelle oplysninger – havde redaktionen travlt med at svare for sig i Pressenævnet i andet halvår. To kendelser gik avisen helt eller delvis imod, og dem har vi selvfølgelig bragt, som vi skal ifølge medieansvarsloven: I den ene sag fik vi nævnets ord for, at det var i berettiget offentlig interesse, at vi skrev indgående om det højreorienterede netværk ORG, og at vi citerede fra dets interne debatforum. Derimod fik vi kritik for uden tilladelse at have vist private billeder af afbrændingen af en sort dukke og for at have nægtet at udlevere alt materialet til ORG. På den måde havde vi ikke givet den angrebne part rimelige muligheder for at svare på beskyldningerne, mente nævnet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her