Hvad er fælles for Poul F. Hansen, Paula Larrain, Suzanne Bjerrehuus, Karen Jespersen, Bjørn Elmquist, Ole Andreasen, Uffe Ellemann-Jensen, Lasse Budtz og nu Morten Løkkegaard? De er blevet kendte ansigter via tv, og de har alle enten gjort, forsøgt eller forsøger at gøre politisk karriere. Tager vi dampradioen – og dermed bl.a. Connie Hedegaard – og den trykte presse – her for eksempel David Trads – med, bliver rækken af journalister, der har gjort, forsøgt eller forsøger at gøre politisk karriere, endnu længere. Den behøver ikke at blive længere. Det vil klæde journalistikken med endnu mindre sammenblanding med politik. Det drejer sig om det helt basale princip for frie og uafhængige medier i et demokratisk samfund: Pressen er vagthunden, der holder øje med den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Giver vi journalister læserne/seerne/lytterne grund til mistanke om, at vi er sammenspist med en af de tre statsmagter og af og til belønnes med et godt job som tak for velvillig omtale, har pressen et troværdighedsproblem. Nu er der naturligvis også den anden side af sagen: at politiske partier leder efter kendte ansigter, der kan skaffe stemmer. Fænomenet er ikke kun udtryk for sammenspisthed, men også for jagt på folkekære navne og ansigter. Dem henter man nu til dags især fra tv. Næsten alle danske aviser har været knyttet til politiske partier, og nogle er det stadig. Politiken er i dag uafhængig af politiske interesser, men bruddet med partiet Det Radikale Venstre i 1970 skete sandelig ikke uden vilde diskussioner. Som yngre fandt jeg det helt naturligt for en journalist at være medlem af et politisk parti. Det gør jeg ikke længere. Kodeordet er professionalisering. Medierne er blevet stadig mere uafhængige af partipolitik og lægger i deres reportager vægt på at høre alle parter. En artikel om et aktuelt politisk emne er ikke længere en del af den politiske kamp, hvor journalisten entydigt står på højre eller venstre side i dansk politik. Samtidig er avisernes debatsider blevet mere åbne, og man kan vist ikke sige, at der er mangel på meninger eller muligheder for at få dem udbredt i dagens Danmark. Men vi skal såmænd ikke så langt tilbage for at finde en anden herskende tankegang. Da jeg var journalistelev på Aarhuus Stiftstidende, blev det politiske stof redigeret af en meget partitro konservativ redaktionssekretær. Så det kunne være spændende at åbne avisen, når jeg havde skrevet et nyt kapitel om en konservativ magtkamp i et sogneråd nord for Århus. Karen Jespersen begyndte sin journalistiske karriere på Information. Da hun blev opstillet for Venstresocialisterne, insisterede hun – forgæves – på stadig at skrive om politik i avisen. Hun var medlem af Socialdemokratiet, mens hun i 80’erne arbejdede på TV-avisens politiske redaktion. Hun forlod først skærmen, da hun blev opstillet til Folketinget. Der var i sin tid heller ikke tvivl om, at Uffe Ellemann-Jensen hældede mod Venstre, mens han var tv-journalist. Går vi nogle år tilbage, var der også et mere fortroligt og personligt forhold mellem politiske journalister og politikere. Mange omgikkes privat. Her går udviklingen populært sagt ’fra venner til kilder’, som man naturligvis godt kan have et både kritisk og venligt forhold til. Politikere er vant til at omgås politiske modstandere, og de kan godt tåle kritiske spørgsmål. Som nævnt mener jeg, at journalister i al almindelighed skal lade være at melde sig ind i politiske partier, og vi skal i vores bestræbelser på at være fair holde vores egne sympatier tæt ind til kroppen. Skal journalister virkelig leve i politisk cølibat? Hvad nu hvis de pågældende journalister har store politiske evner? Og plejer man ikke at sige, at journalistik kan føre til alt, bare man forlader det i tide? Det sidste kan jeg bekræfte. To af mine medelever fra Århus har gjort karriere som henholdsvis lufthavnsdirektør og professor i statskundskab. Nogle kolleger går så vidt, at de ikke stemmer ved valg. Argumentet er, at vi som journalister i forvejen har så stor indflydelse i den offentlige debat, at vi bør lade være at sætte kryds. Så langt behøver vi ikke at drive professionaliseringen. Det er et sammenstød mellem personlige og ideelle interesser. En kendt journalist vil gerne være politiker – og har måske også evnerne. Glimrende. Men det er samtidig endnu et skud mod mediernes troværdighed, der i forvejen ikke har det for godt. Vi journalister bør brænde for at forbedre den og tage hensyn til det i vores private karrierer. Man skal da også notere sig, at Morten Løkkegaard ikke går direkte fra tv-studiet til Europaparlamentet – hvis han altså bliver valgt. Han har været en omvej. Skal det endelig være, er det at foretrække. Og så skal det være ensrettet trafik. Man bør ikke kunne gå direkte tilbage – altså fra politik til samfundsreportage. Hvad så med Politikens journalister? Medarbejderne må godt være »medlem af politiske partier eller interesseorganisationer. Men kravet om troværdighed i Politikens journalistik kan gøre et politisk eller andet engagement uforeneligt med dele af arbejdet på Politikens redaktion«. Så vi journalister på Politiken har pligt til at fortælle chefredaktionen om »politiske og andre tillidshverv«. Længere kan vi vist ikke komme i interne regler uden at krænke grundloven. Ho ho. Jeg er selvfølgelig gammel nok til at kunne huske diskussionen om alle de venstreorienterede journalister i Danmarks Radio og morer mig naturligvis over, at endnu en DR-journalist viser sig at være alt andet end en rød lejesvend.