Danskhed. Hvorfor handler Spil Dansk Dagen mere om kvantitet end kvalitet, spørger kulturdebattør Henrik Marstal.
Foto: Miriam Dalsgaard

Danskhed. Hvorfor handler Spil Dansk Dagen mere om kvantitet end kvalitet, spørger kulturdebattør Henrik Marstal.

Henrik Marstal

Verdens største musikalske mindreværdskompleks

Spil Dansk Dagen har 11 år på bagen, men stadig flere børnesygdomme at trækkes med.

Henrik Marstal

I morgen er det Spil Dansk Dag. For tolvte gang i træk kan dansk musik den sidste torsdag i oktober høres over hele landet - ved koncerter på både traditionelle og højst utraditionelle spillesteder, ved fællessangsarrangementer på virksomheder og skoler samt på playlister sammensat til lejligheden af diverse streamingtjenester.

Traditionen tro er Spil Dansk Dagen også til stede på DR's radiokanaler, hvor flagskibet er en halv times fællessang sidst på formiddagen. Små og større danskere på skoler, arbejdspladser, plejehjem og mange andre institutioner opfordres til at synge med i det, som arrangøren Koda kalder "Danmarks største kor".

Jeg glæder mig over initiativet, over den store interesse for det og ikke mindst over, at det er blevet så bredt forankret i danskernes bevidsthed. Og jeg glæder mig over, at initiativet foregår tværnationalt i dialog med kommuner og lokale arrangører landet over. Selv har jeg flere gange haft fornøjelsen af at deltage i Spil Dansk Dag-arrangementer, heriblandt flere paneldebatter om dansk musik, som Koda har sat i værk. Det har givet anledning til mange spændende debatter og diskussioner.

Når det er sagt, kan jeg mærke noget skurre i hele konceptet. Det irriterer mig rent ud sagt, at Koda i år vanen tro fokuserer intenst på kvantiteten. Det skal åbenbart være en central del af fortællingen om Spil Dansk Dagen.

LÆS SVAR FRA SPIL DANSK DAGEN

I 2011 slog Koda rekorden fra året før i antallet af tilmeldte arrangementer med hele 1232 af slagsen. Og i mandags kunne Koda stolt informere offentligheden om den magiske begivenhed, at man nu - tre dage før dagen oprandt - var oppe på 1233 arrangementer!

Ved samme lejlighed blev det slået fast, at Spil Dansk Dagen er "Danmarks største musikbegivenhed". I år er der endda også udvidet med en Spil Dansk Optakt og en efterfølgende Spil Dansk Weekend. Kvantitet lader altså til at være en særdeles bæredygtig målestok i Kodas egen optik.

Burde det ikke snarere handle om kvalitet? Kvalitet i arrangementerne, kvalitet i lytte- og deltageroplevelserne, kvalitet i den danskproducerede musik, som det hele drejer sig om. Men det er bemærkelsesværdigt, at netop kvalitetsparametret ikke er noget, der bliver fokuseret på hverken i pressemeddelelserne eller andre steder.

Man fornemmer, at den bagvedliggende præmis går på, at kvaliteten af dansk musik og kvaliteten i tilegnelsen er en selvfølge. Eller går den snarere på, at dansk musik lige netop ikke udmærker sig ved at være af samme kvalitet som musik i resten af verden?

Er det ikke udtryk for verdens største musikalske mindreværdskompleks, at man partout vil fejre nationens egne musikalske frembringelser i al deres prægtighed ved en tilbagevendende, årlig begivenhed? Og er det ikke udtryk for et åndeligt armod, at man én dag om året synger fællessang på sin virksomhed eller på sin skole, men afholder sig fra at gøre det stort set alle de andre dage i året?

Kvantitet lader altså til at være en særdeles bæredygtig målestok i Kodas egen optik

Spil Dansk Dagens ønske om at være en begivenhed for alle danskere har altid været dens akilleshæl. Ved flere lejligheder har Koda været faretruende tæt på at falde i de nationalistiske kviksandshuller, der altid opstår, når man vil sætte en dagsorden med det nationale som den mentale ramme.

I al sin velmenenhed kan den danskhed, som Spil Dansk Dagen ønsker at sætte fokus på, opfattes som i allerhøjeste grad ekskluderende: Alle, der ikke føler sig i særlig grad danske, når eksempelvis DR Pigekorets englestemmer sang 'I Danmark er jeg født' i P4 under den direkte fællessangsudsendelse, er jo udelukket fra netop det nationale sammenhold, som initiativet med vold og magt søger at frembringe

Jeg tænker ikke kun på ekskluderingen af danskere med anden etnisk baggrund, som af den ene eller anden årsag ikke forbinder det at være dansk med en fædrelandssang fremført af et nationalt pigekor, hvor ordet Danmark endda indgår i dets navn.

Jeg tænker også på mange nutidige danskere, for hvem det at være dansk ikke har det fjerneste med en national konsensus at gøre. De er danskere på hver deres måde, og vel at mærke på så forskellige måder, at det ikke kan reduceres til en fastdefineret måde at være det på.

Pointen er den, som diskursanalytikere, sociologer og andet godtfolk i de senere år har forsøgt at fremsætte igen og igen: At danskhed, heller ikke musikalsk danskhed, kan defineres ud fra objektive kriterier.

For sådanne kriterier vil altid lægge vægt på en slags enshed indadtil i den danske nation, som nok adskiller nationen fra andre nationer, men som samtidig implicerer en særlig national homogenitet, der ganske enkelt ikke eksisterer.

Nu vil Koda måske indvende, at de ideologiske overtoner er forhindret i at brede sig på grund af den mangfoldighed, Spil Dansk Dagen søger at fremme. For da initiativet opstod i 2001, skete det ifølge Koda netop for "at støtte op om dansk musik i al sin bredde og mangfoldighed."

Men det skurrede i mine ører, da jeg for nogle uger siden blev opmærksom på en afstemning, som Koda op til dagen imorgen har taget initiativ til. Afstemningen går ud på at pege på sang, der 'indfanger den særlige danske lyd'.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Streamingtjenester WiMP har offentliggjort en playliste med en lang række sange fra dansk pop, rock, hip hop og electronica, som man kan stemme på.

Selvom der er en stor mangfoldighed til stede i udvalget af sange, er der samtidig en nærmest enfoldig overvægt af topografisk orienterede sange om henholdvis København og ikke mindst Danmark foruden nye og ældre klassikere.

Den nationale dagsorden fylder altså på forhånd meget i kriterierne for udvælgelsen, som der desværre ikke er oplyst noget om (og heller ikke hvem der har forestået udvælgelsen).

Men uanset hvad, er sådanne forsøg på at ville reducere 'det særligt danske' til en særlig konsensus stærkt problematiske. For lige så inkluderende som et sådant initiativ kan tage sig ud, lige så ekskluderende er det samtidig over for al anden musik frembragt i Danmark, der ikke falder ind under de vanemæssige forestillinger om hvad det danske egentlig er for en størrelse.

Er det ikke udtryk for verdens største musikalske mindreværdskompleks, at man vil fejre nationens musikalske frembringelser i al deres prægtighed ved en årlig begivenhed?

Og det er da også karakteristisk, at det af afstemningsmaterialet ikke fremgår hvad "den særlige danske lyd" består af - for den ville man slet ikke kunne karakterisere uden at komme i gevaldige afgrænsningsmæssige problemer.

Ifølge den tilknyttede Facebook-side er det i skrivende stund klassikere som Gasolin'-numrene 'Langebro' og 'Rabalderstræde' samt Natasjas 'Gi' mig Danmark tilbage', der fører an.

Men det er værd at bemærke, at hvor 'Langebro' er baseret på en skotsk folkemelodi, er 'Rabalderstræde' en britisk/amerikansk blues, mens 'Gi' mig Danmark tilbage' er sunget henover en jamaicansk produceret såkaldt riddim.

»Jeg synes faktisk det er en ret dårlig liste, de(n) rummer ikke det jeg oplever som dansk, (for) DET er i alle fald noget der stikker dybere end denne her ret tidstypiske liste«. Sådan skriver en læser i en kommentar til afstemningen i kommentarfeltet på Facebook-siden.

Stemmerne samt WiMP's og musikforummet Musikparlamentets opbakning til afstemningen - vindersangen offentliggøres i morgen ved et Musikparlament-arrangement i København - er utvivlsomt udtryk for en oprigtig interesse for, hvad musikalsk danskhed egentlig kunne tænkes at være. Og helt fint, at denne interesse er til stede.

Men Koda opnår med afstemningen sandsynligvis kun at skabe frustration blandt alle dem, der ikke lige netop har stemt på vindersangen - og dem, som slet ikke har stemt, fordi den sang, som lige netop de finder rummer noget 'særligt dansk' for dem, slet ikke er at finde på listen. Og den skaber frustrationer blandt de mange musikinteresserede, der som jeg ikke anerkender præmisserne for afstemningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Endelig giver afstemningen slet ikke svar på det fundamentale spørgsmål: Hvorfor er det overhovedet nødvendigt at udvælge én sang, der bedst indfanger 'det danske'?

For nok er vi vel enige om, at der findes en danskhed, som vi ikke kan undvære. Men samtidig - og det er dette paradoks, der er værd at hæfte sig ved - er danskheden en irreducibel størrelse. For danskhed er hvad hver især af alle os med tilknytning til landet forbinder den med.

Skulle vi ikke lade det blive ved det?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce