Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Henrik Marstal

Liberale debattører afskyr, når kvinder fortæller om sexisme og vold

Den liberale debattørs glansbillede af, at danske kvinder per definition er frigjorte, gavner ingen.

Henrik Marstal

The Everyday Sexism Project er navnet på en hjemmeside, hvor alle kan berette om oplevelser af sexistisk art eller om oplevelser med diskrimination. Hjemmesiden dokumenterer altså situationer, hvor oplevelsen af ubalance mellem kønnene er til stede. På et par år er projektet blevet udbredt i 19 lande verden over, og Danmark er et af dem.

Historierne på den danske version af hjemmesiden bliver ikke overraskende først og fremmest fortalt af kvinder. Det handler ikke kun om, at de bliver raget på i nattelivet, udsat for diskrimination på arbejdspladsen eller konfronteret med masturberende mænd i S-toget, ofte med store psykiske belastninger til følge.

For virkeligheden er endnu værre: Vi lever i et land, hvor der ifølge Amnesty International finder mellem 2.000 og 10.000 voldtægter sted om året, og hvor der i år indtil videre har fundet et kvindemord sted hver anden uge, alle begået af en mandlig partner eller ekspartner.

LÆS DEBATTEN

Ifølge LOKK, Landorganisationen af Kvindekrisecentre, bliver 29.000 kvinder hvert år udsat for partnervold. The Everyday Sexism Project er altså båret af en markant nødvendighed og bidrager aktivt til, at flere og flere finder sammen i deres kamp for, at sådanne hændelser - fra de mindste til de største - fremover bliver både debatteret og minimeret.

Det er dog langt fra alle, der finder The Everyday Sexism Project lige nødvendigt. Under overskriften 'Kvindechauvinisme' omtalte Berlingskes blogger Amalie Lyhne i søndags projektet bemærkelsesværdigt negativt ved at hævde, at det søgte »at fortælle og sprede så mange dårlige historier om mænd som muligt«, og at det havde »en aura af godhed og politisk korrekthed over sig «, samtidig med, at det gav enhver mulighed for at være »så urimelig og generaliserende, som man havde lyst til«.

Lyhne anfører på sin blog, at hun har været pressechef hos Liberal Alliance. Det var hun fra 2009 til 2011, og det er værd at nævne her, fordi flere af partiets medlemmer har gjort sig bemærket med et kvindesyn, som skriger til himlen.

Mest spektakulær var Ole Birk Olesen i 2010 med sit essay 'Jeg anklager kvinder' på bloggen Damefrokosten - nu Vox Liberalis - som han altså skrev mens Lyhne var tilknyttet partiet.

Her gjorde han det klart, at kvinder er uden moral og ære, at de er i deres følelsers vold uden tilstrækkelig kontakt med deres forstand, og at de mangler det mod, som mænd udviser, når de gør karriere - og der var i alle tilfælde tale om medfødte karaktertræk hos dem!

At indlægget ikke mødte intern kritik i partiet, men blot blev taget til efterretning som et faktum, antyder at Liberal Alliance er et stærkt mandschauvinistisk parti, hvor der slet ikke er plads til kvinder i eller omkring det, der kunne finde på at stille kritisk spørgsmålstegn ved kvindens kulturelle og historisk betingede underlegne position over for manden.

LÆS DEBATTEN

Oprindeligt var jeg selv bekymret for hvorvidt The Everyday Sexism Project ville blive et forum for kvinder, der frit kunne benytte anledningen til at give mænd skylden for alle mulige situationer, som kvinderne selv bar ansvaret for var indtruffet, men retrospektivt ikke var alt for stolte af.

Men efterhånden som jeg læste indlæg efter indlæg efter indlæg om diskrimination i hverdagen foruden beretninger om stærkt intimiderende og grænseoverskridende ugerninger begået mod helt almindelige kvindelige danskere, skiftede jeg mening. For historierne var jo indlysende personligt oplevede og dermed komplet sande.

Amalie Lyhne hævder dog det stik modsatte. I en efterfølgende kommentar til sin blog svarede hun angående disse beretninger, at »det er bare noget, folk skriver«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Underforstået: Det er lystløgne begået af verdensfjerne mandehadere, som fornuftige mennesker ikke bør sætte deres lid til.

Lyhnes skarpe reaktion mod projektets eksistens spolerer hendes forestilling om, at kønnene er ligeværdige, og at enhver form for undertrykkelse - også den strukturelle undertrykkelse - derfor slet ikke findes.

Samtidig splintrer det også hendes forestilling om, at hvis en hvid, dansk kvinde alligevel ikke skulle være ligestillet, må det være hendes egen skyld. For det kan jo så bestemt ikke være de bagvedliggende strukturers skyld, når enhver - som alle ved - er sin egen lykkes smed!

Lyhne afskyr, når kvinder i et moderne, 'ligestillet' samfund beretter om oplevelser med sexisme, vold og diskrimination.

For dermed gør de sig selv til ofre. Og lige netop offertanken passer meget dårligt med forestillingen om, at alle hvide, danske kvinder i lighed med Lyhne selv kan være ressourcestærke, selvstændige, privilegerede og så jubel-ligestillede som man overhovedet kan være - hvis de ellers selv vil.

I stedet for at se oplevelserne på The Everyday Sexism Projects hjemmeside som udtryk for styrke og initiativ, fordi disse kvinder har haft modet og viljen til at dele deres oplevelser med ligesindende, har Lyhne valgt at opfatte dem som udtryk for svaghed og eftergivenhed.

For de 'svage' kvinder, der ikke formår at hæve sig over bagateller som sexisme, vold og diskrimination, er jo en gruppe af pinlige kønsforrædere, som Lyhne som en selvbevidst, 'rigtig', elitær og cool powerkvinde for enhver pris må distancere sig fra.

Men hun spiser kage frem for brød ved helt ned i den servile titel 'Kvindechauvinisme' at gøre sig til for det patriarkat, hvis opmærksomhed hun i kraft af sine kvalifikationer, privilegier og perspektiver har gjort sig så afhængig af.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og det gør hun i stedet for at deltage i kampen for egentlig ligestillling mellem kønnene på en måde, der går aktivt imod enhver form for sexisme, vold og diskrimination.

Ak, hvor er det dog spild af energi, tid og plads.

For Amalie Lyhnes glansbillede af den hvide, danske kvinde, som per definition er stærk og frigjort, gavner ingen. Men endnu er det ikke for sent: For hun kunne også vælge at bruge sin særlige privilegierigdom og position til aktivt og empatisk at stå skulder ved skulder med kvinder, der ikke er helt så 'offerfri', som hun selv bilder sig ind at være. Jeg håber på, at det en dag sker.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce