Tegning: Roald Als

Tegning: Roald Als

Henrik Marstal

Kunstens vanvid er vigtig, når politisk vanvid dominerer

Vi har brug for musik, der kan tale magten, fremmedfrygten og Irak-krigssvigtet imod.

Henrik Marstal

Der findes mange former for vanvid. Her blot tre eksempler.

Første vanvidsform

Der er for det første hævngerrighedens og hadets totalitære vanvid à la den, som forfatteren og journalisten Jens Kruuse beskrev i sin bog 'Som vanvid' fra 1967 om nazisternes fuldkomne udslettelse af den fredelige landsby Oradour-sur-Glane i 1944. Udslettelsen fandt muligvis sted som hævn over den franske modstandsbevægelses aktiviteter, ingen ved det med sikkerhed. Men faktum er, at de fleste af landsbyens komplet uforberedte beboere på få timer blev brændt levende (få heldige blev dog skudt), og der blev endda efterfølgende fundet et korsfæstet spædbarn ved kirken samt et otte uger gammelt barn i bagerens ovn.

Anden vanvidsform

Så er der for det andet det vanvid, som er resultatet af ansvarsløs magtbegærlighed, selviskhed og almindelig fordummelse. Et aktuelt eksempel er lukningen af Irak-kommissionen, som med skæbnens mest højtråbende ironi har fået akut følge af to helt nye oplysninger, som gør kommissionen stærkt nødvendig:

Dels, at daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen gav USA tilsagn om støtte i form af dansk krigsdeltagelse, og dels, at Danmark under krigen samarbejdede med det stærkt kontroversielle, amerikanske sikkerhedskompagni Blackwater. Kompagniets aktiviteter blev i 2007 dømt ulovlige af FN-konventionen på grund af anvendelsen af lejesoldater (læs: lejemordere), og det er desuden blevet beskyldt for at have været involveret i Abu Graib-skandalen i 2003, hvor amerikansk militær torturerede irakiske fanger.

Tredje vanvidsform

Og så er der for det tredje det vanvid, der opstår i kunsten, og som under visse omstændigheder kan skabe netop de sprækker af erkendelser og indsigter hos publikum, der sætter det i stand til bedre at kunne begribe ikke mindst det magtbegærlige vanvid og reagere magtkritisk på den baggrund.

Der er utallige eksempler på, hvordan det er gået for sig. Et eksempel er de protestsangsbølger, som er skyllet ind over populærmusikken især siden 1960'erne, og som undertiden har bidraget afgørende til at forandre grundlaget for de politiske beslutningsprocesser. Kunstens vanvid er en særlig vigtig ressource i tider, hvor politisk vanvid dominerer. Her kan kunsten - sagt med en kliché - være som en læge, der formår at stille diagnoser samt forebygge, helbrede og forandre. Det gælder også for den kollektive følelse af politisk afmagt, som så mange i disse uger gennemlever - ikke kun på grund af de nye skandaler angående Irak-krigen, men også fordi foragten, selvtilstrækkeligheden og historieløsheden har fået generelt vind i sejlene i den senere tid.

Kunstens vanvid er en særlig vigtig ressource i tider, hvor politisk vanvid dominerer. Her kan kunsten - sagt med en kliché - være som en læge, der formår at stille diagnoser samt forebygge, helbrede og forandre

Den netop overståede Roskilde Festival gjorde det klart for mig, at kunstens vanvid til rette tid altid formår at levere netop de glimt af erkendelser og indsigter, som er nødvendige for desto mere vedholdende og insisterende at kunne fastholde den individuelle og kollektive kritik af ansvarsløs magtbegærlighed og almindelig fordummelse.

LÆS FORFATTER

Hvis de tre solide travere, svenske bob hund, danske Lars H.U.G. og tyske Einstürzende Neubauten havde spillet på festivalen sidste år eller forrige år, er det ikke sikkert, at kunstens magtkritiske potentiale havde haft helt så gode kår - måske det hele bare var endt i abstrakt æsteticisme eller nostalgisk ølfest.

Men i år var det anderledes. På festivalen satte bob hund med sin karnevalistiske fremtoning præcist toner, sound og ord på følelsen af politisk afmagt. Koncerten åbnede med den gentagne linje om at spille »musik for folk, som ikke kan beté sig som et folk«. Iført sin karakteristiske Zorro-maske messede forsanger Thomas Öberg linjen »vi har tinnitus i vores hjerter« i en sang om ikke at kunne afkode, hvad der foregår omkring os, fordi afmagten er blevet for stor - ikke mindst afmagten over at se det omgivende samfund forvandlet til noget, vi ikke længere helt forstår.

Thomas Öberg, hvis land ved det svenske parlamentsvalg i efteråret oplevede en frustrerende højredrejning af samfundet, begræd også det politiske vanvid ved at konstatere: »Da vi brød igennem i 1990'erne, fattede ingen hvad vi sang om. Og hvordan er det gået? Verden er jo begyndt at ligne en bob hund-tekst!« Sagt med titlen på endnu en bob hund-sang havde han hjerteskærende ret.

Kunsten er igen kommet i alarmberedskab, og der er derfor lige her og nu brug for musik, som kan tale magten midt imod. Der kan tale Irak-krigssvigtet imod. Der kan tale fremmedfrygten imod

Ved koncerten fremstod bob hund i sin magtfulde afmægtighed som en slags outsidere, der trods al resignation holdt fast i at sige tingene, som de er: Nemlig at kunstens magtkritiske potentiale er en af dens allervigtigste funktioner. Netop: Det er sådanne musikere, vi har brug for lige nu.

To dage senere fremførte Lars H.U.G. ved en forventningsomgærdet koncert sit retrospektive 'Special Show', hvor han via scenografi og fremtoning pointerede hvilket afmægtigt samfund Danmark efterhånden har udviklet sig til at være, blandt andet symboliseret ved brugen af de pangfarvede trommestikker, der under et af numrene tordnede løs på en højt placeret stortromme på stativ - præcis sådan som det kendes fra både X Factor og Melodi Grand Prix.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS LEKTOR

Som altid hos H.U.G. var kritikken dog både flertydig og svær at fastholde bagefter. Ikke desto mindre stod det mere end almindeligt klart, at ikke mindst koncertens sange med hans oprindelige band Kliche klang er så aktuelle og vedkommende som aldrig før.

For det var som om, at koncertens vedholdende, nostalgiske fokus på H.U.G.'s egen storhedstid i 1980'erne - blandt andet iscenesat med et potpourri over danske hits fra især det årti - havde denne pointe: Tidens succesfulde popmusikere svigtede big time dengang i 1980'erne med deres lidt for lækre klange, deres lidt for catchy melodier, deres lidt for indholdsbegrænsede tekster og deres lidt for store selvglæde.

Dengang gik kunstens magtkritiske potentiale med andre ord fløjten, fordi den lod sig besnære af tidsånden med dens fokus på individualisme, forbrugerisme, værdirelativisme med stor tiltro til den daværende statsminister Poul Schlüters reklame-agtige slogan »Det går ufattelig godt«. Derved glemte kunsten, at ikke alt rimer på brandert, omkvædstrang og lækkert hår, og at det ikke altid går an kritikløst at alliere sig med magtens holdninger.

Og prisen for det? Den betaler vi lige nu, lod H.U.G..'s pointe mellem tonerne og linjerne til at være. I den forstand var hans show bag al publikums fællessang og oplevelse af nostalgi en ætsende kritik af kunstens svigt. Dermed var den også en ætsende selvkritik såvel som en kritik af alle de kollegaer fra C.V. Jørgensen over Dodo & the Dodos, Marquis de Sade og TV-2 til Nephew, hvis hits potpourriet alle rummede.

Dobbelttydigheden var også her til stede: Var denne gestus et udtryk for afmægtig resignation, eller var den udtryk for nødvendigheden af, at kunsten generobrer sit magtkritiske potentiale? Jeg vælger at tro det sidste. I så fald rummede koncerten denne besked: Kunsten er igen kommet i alarmberedskab, og der er derfor lige her og nu brug for musik, som kan tale magten midt imod. Der kan tale Irak-krigssvigtet imod. Der kan tale fremmedfrygten imod. Der kan tale uforstandigheden, historieløsheden og dannelsestabet imod.

Havde det været sidste eller forrige år, ville jeg formodentlig ikke have tænkt over, hvad jeg hørte. Men nu var det anderledes. For Danmark har forandret sig siden sidste år. Derfor brændte ordene som ild i ørerne på mig

Lars H.U.G.'s koncert varede så lang tid, at en anden koncert på festivalen med det legendariske støjband Einstürzende Neubauten for længst var gået i gang. Det var i hvert fald hvad programmet dikterede. Men det viste sig, at bandets koncert var blevet forsinket på grund af såkaldt tekniske problemer, hvilket fik mig til at overveje, hvorvidt også tekniske problemer kan være magtkritisk begrundede. I hvert fald fik jeg derfor hørt forsanger Blixa Bargelds messende ord: »Her lever de blinde, som tror på hvad de ser, og de døve, som tror på hvad de hører«. Ordene stammer fra nummeret og albummet 'Haus der Lüge' - løgnens hus - fra 1989.

LÆS KRONIKEN

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Igen: Havde det været sidste eller forrige år, ville jeg formodentlig ikke have tænkt over, hvad jeg hørte. Men nu var det anderledes. For Danmark har forandret sig siden sidste år. Derfor brændte ordene som ild i ørerne på mig.

Vi lever så sandelig i en tid, hvor de blinde tror på hvad de ser, og de døve tror på hvad de hører. Som teksten videre siger det, befinder de blinde og døve sig i et hus, hvis grundsten er lagt på løgne. Og på tagetagen befinder Gud sig, som peger med en pistol mod sin mund - og skyder sig selv, sådan at en ny tagetage så let som ingenting kan blive bygget.

Hvilken tagetage, mon? Én, som kalder på kritik? Det kan kunsten måske fortælle os mere om, hvis ellers vi lytter godt efter.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce