Tegning: Jørgen Saaby (arkiv)

Tegning: Jørgen Saaby (arkiv)

Henrik Marstal

Nobelkomiteen er blevet forledt af nostalgien

Er udnævnelsen af Bob Dylan nostalgisk motiveret, eller har den noget med Donald Trump at gøre?

Henrik Marstal

Er der noget, som altid har kendetegnet Bob Dylan, er det uudgrundeligheden omkring hans værk og person: Nogle gange Bob, andre gange bob-bob. Nogle gange her, andre gange dér – og undertiden begge steder på samme tid. En lignende uudgrundelighed kendetegner valget af den 75-årige sanger som årets nobelpristager i litteratur.

For den lange tradition for uigennemsigtighed eller mangel på åbenhed i Det Svenske Akademis prisuddelinger er her fulgt til punkt og prikke: På akademiets hjemmeside er motivationen for valget kogt ned til en enkelt sætning, nemlig at Dylan modtager prisen for at have skabt nye, poetiske udtryk i den store, amerikanske sangtradition. Mere står der ikke!

Vi kommer dermed aldrig til at vide, hvilke overvejelser og begrundelser, der har dannet grundlag for tildelingen. Måske akademiet forestiller sig, at uigennemsigtigheden kunne være et udtryk for visdommen bag valget. Men snarere er den udtryk for akademiets insisteren på at fremstå så autoritært, at det ikke har brug for at legitimere sig selv.

Jeg tror dog, at akademiet kommer til at blive ikke så lidt klogere de kommende år. For lige præcis den tankegang, som manglen på information er udtryk for, afslører en selvtilstrækkelighed, som det formentlig vil blive sværere og sværere at opretholde begrundelsen for.

Utallige kulturpersoner i Danmark og andre vestlige lande, der er født enten lige akkurat BD (Before Dylan) eller lige akkurat AB (After Dylan), er ellevilde over valget. Og i en artikel her i avisen, skrevet i anledning af 75-årsdagen i maj, udtalte litteraten og kritikeren Mikkel Bruun Zangenberg da også, at Dylans anerkendelse netop har at gøre med den hype, der er blevet skabt omkring ham af primært hvide, midaldrende mænd.

LÆS ARTIKEL

Zangenberg har formodentlig ret: Tiderne skiftede måske nok dengang, da Dylan selv sang om dem, og da disse mænd var unge – men det er bare som om, at hverken tiderne eller disse personers verdensbillede har skiftet synderlig meget siden da.

Jeg er derfor ikke enig i, hvad den ellers skarpe litterat Anne-Marie Mai sagde igår til Politiken, nemlig at valget af Dylan viser, hvordan Det Svenske Akademi »ikke bare er en støvet og antikveret institution, men har kontakt med det, der har bevæget sig i verden de seneste 50 år«.

LÆS MERE

Undskyld, men har institutionen virkelig kontakt med »det«? Jeg tror snarere, at den er i foruroligende tæt kontakt med den nostalgi, som slår ud i fuldt flor, når man er blevet næsten lige så gammel som Dylan og ser tilbage på sin egen ungdom og ikke mindst den betydning, som den viste sig at komme til at få (og her vil de, der var unge i tresserne, altid have et uindhenteligt forspring frem for alle os andre).

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Desuden: Når motivationen for prisuddelingen er den, at Dylan har skabt nye poetiske udtryk i den store amerikanske sangtradition, kunne han vel lige så godt have modtaget prisen for mange, mange år siden, måske allerede da han havde udgivet sin indflydelsesrige serie af album fra ‘The Free-Wheelin’ Bob Dylan’ (1963) til ‘John Westly Harding’ (1967).

Enten har Dylan fået nobelprisen for sit sangværk i sin helhed - hvilket principielt ikke burde være muligt, når det er en litteraturpris, der er tale om - eller også har Det Svenske Akademi misforstået, hvad et sangværk er for en størrelse

Så er der spørgsmålet om, hvorvidt Dylan overhovedet er forfatter (når vi ser bort fra det hidtil eneste udgivne bind af hans erindringsværk Chronicles fra 2004). Er han ikke snarere sangskriver? Og hvordan kan teksterne helt uden forbehold i motivationen adskilles fra den klingende musik, altså fra melodierne, akkorderne, atmosfæren, sounden og klangen af hans stemme?

Jeg tror ikke, at de to ting kan adskilles. Derfor er og bliver det problematisk, når teksternes betydning, som det er tilfældet her, tillægges en langt højere status end den klingende musik. Det efterlader i så fald to muligheder: Enten har Dylan fået nobelprisen for sit sangværk i sin helhed - hvilket principielt ikke burde være muligt, når det er en litteraturpris, der er tale om - eller også har Det Svenske Akademi misforstået, hvad et sangværk er for en størrelse.

Endelig er der det tankevækkende spørgsmål om timingen i valget af Dylan netop nu, efter at hans navn har været i spil til prisen en hel del gange, første gang i 1997. For han modtager prisen, mindre end en måned før amerikanerne kan vælge indbegrebet af den patriarkalske, enerådende og frådende hvide mand, Donald Trump, til deres præsident.

Så kunne valget af Dylan være udtryk for den tidsånd, der tilskriver, at det er blevet på tide at stryge the white male supremacy mere med hårene, fordi patriarkatet har lidt nok i disse kønskamptider, og fordi hvide mænd skal hyldes igen?

Eller kunne valget af Dylan være udtryk for det modsatte, nemlig at han altid har inkarneret fundamentalt anderledes værdier end alt, hvad Trump står for? Lige netop denne overvejelse er uden tvivl det mest tankevækkende ved prisuddelingen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men selvom årets nobelprismodtager i litteratur rent faktisk er kendt af en bredere kreds og dermed er et mere folkeligt funderet valg end ellers, tror jeg, at et andet billede vil stå tilbage, når bølgerne – også efter præsidentvalget – har lagt sig:

Billedet af en utidssvarende nobelpriskomité, der lod sig forlede af nostalgi og samtidig optrådte ret beset umusikalsk ved at betragte musikken i Dylans sangkatalog som blot en nødvendig ramme for det egentlige i enhver tænkelig nobelprisk forstand: Ordet.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce