Privat. Når to kvinder viser hengivenhed over for hinanden er det ikke fordi, de nødvendigvis har lyst til at påkalde sig omgivelsernes opmærksomhed, skriver Milla Mølgaard. (arkivfoto)
Foto: JOACHIM ADRIAN

Privat. Når to kvinder viser hengivenhed over for hinanden er det ikke fordi, de nødvendigvis har lyst til at påkalde sig omgivelsernes opmærksomhed, skriver Milla Mølgaard. (arkivfoto)

Milla Mølgaard

Jeg kysser ikke en kvinde, fordi jeg vil have en trekant med dig

Jeg er træt af at blive antastet, fordi jeg viser kærlighed til en anden kvinde.

Milla Mølgaard

»Har I noget ild?«

Der gik nogle sekunder, før jeg registrerede, at spørgsmålet var henvendt til os. For faktisk havde jeg mere end nok at gøre med at holde i hånd og kysse med kvinden, jeg sad sammen med på en trappesten, godt gemt bag et overfyldt cykelstativ på bagsiden af Københavns Hovedbanegård.

Vi havde næsten lige mødt hinanden, og jeg var forelsket nok til at trodse min ret ufravigelige regel om at minimere mine kærlighedsscener i det offentlige rum. Men den skulle jeg nok også have fulgt denne torsdag eftermiddag. For selv i ly af 30 cykelstel var der én, der ikke kunne modstå fristelsen til at snige sig ind på os.

»Nej, vi ryger ikke«, svarede jeg på spørgsmålet, vel vidende at den unge fyrs ærinde nok ikke havde ret meget med smøgtrang at gøre. Og ganske rigtigt:

»Sidder I og kysser?«, var hans næste spørgsmål, hvortil min bedre halvdel bed ham af med et spidst »Ja, og det vil vi egentlig helst gøre i fred«.

Det valgte han at ignorere. Rykkede i stedet tættere på:

»Rolig nu. Det er helt okay med mig. Det tænder mig faktisk lidt«, lød hans svar, der fik frokosten til at vende sig i maven på mig.

Til min store fortrydelse betød hans upassende, provokerende og grænseoverskridende adfærd, at jeg helt mistede lysten til at kysse videre, selv da han modvilligt daffede af lidt efter.

LÆS MERE

Havde episoden på Hovedbanen været enestående, var jeg ikke faret til tasterne. Så havde jeg bare tænkt, at manden var en stakkel, der ikke kender til begreber som høflighed og situationsfornemmelse.

Men oplevelsen afspejler desværre nærmere reglen end undtagelsen, når jeg viser mig på gaden hånd i hånd med en person af mit eget køn.

For som en afart af den efter min mening ret omsiggribende sexisme anno 2013 lever mænds lyst til at gøre sig til over for lesbiske i bedste velgående.

»Skal vi ikke gå ud og tænde nogle mænd«, er jeg begyndt at joke, når jeg er på vej ud ad døren sammen med en kæreste.

Selvfølgelig ikke fordi det er det, jeg har lyst til. Snarere som et forsøg på at lægge en ironisk distance til det frustrerende faktum, at man som lesbisk tilsyneladende ikke kan få lov til at vise sin kærlighed til andre kvinder i det offentlige rum uden at blive genstand for fremmede mænds impulsive begær.

Skal vi, der foretrækker at tage en af samme køn i hånden, lade helt være med at vise hengivenhed?

Jeg ved godt, at det langtfra er alle y-kromosombærende mennesker, der kan finde på at komme med aldeles upassende kommentarer eller sextilbud, når de ser to kvinder sammen, men hvorfor nogle føler trang til det, er mig en kæmpe gåde.

Tror de, at vi holder hinanden i hånden for at lægge op til noget? At vi sukker efter en trekant og bare skal piftes ad tilstrækkelig mange gange for selv at indse det?

Eller føler de sig så provokeret af, at vores forhold ikke er afhængigt af det testosteron, som de tilsyneladende har i så rigelige mængder, at det er svært at styre sig?

Jeg har en fornemmelse af, at det er særligt slemt i Danmark i forhold til vores nabolande.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En fordom, jeg fik bekræftet, da jeg bevægede mig rundt i Lund i Sverige hånd i hånd med en kvinde i sidste weekend. Ikke én henvendte sig, faktisk gad ingen overhovedet dreje hovedet efter os. En helt uvant og virkelig rar fornemmelse, som jeg ville ønske, jeg kunne tage med hjem til København.

Det kan jeg nok ikke, men hvad er så den bedste taktik? Det er et stort dilemma, som jeg har diskuteret med adskillige venner og partnere gennem tiden.

Skal vi, der foretrækker at tage en af samme køn i hånden, lade helt være med at vise hengivenhed for at undgå de ubehagelige situationer, eller skal vi benytte enhver lejlighed til at kysse og kramme i det offentlige rum i forhåbning om, at det en dag bliver så normalt, at ingen gider løfte et øjenbryn?

Nogle vil nok spørge, hvorfor det er så vigtigt at promenere som par og dermed blamere sig med sin seksualitet her og der og alle vegne.

Det absurde i det spørgsmål må være klart for enhver, i det øjeblik det bliver stillet til et nyforelsket heteroseksuelt par, der går hånd i hånd i sensommersolen.

For selvfølgelig skal de da have lov til at vise deres kærlighed og ikke gemme den af vejen. Det vil jo være trist, hvis de skal gå og lægge bånd på sig selv, når nu de er så glade for hinanden.

Som hetero, så homo. Så selvfølgelig skal vi ikke pakke vores hengivenhed væk, når vi forlader vores hjem, selv om vi ikke er i flertal i samfundet.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden