Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning. Anne-Marie Steen Petersen

Tegning. Anne-Marie Steen Petersen

Noa Redington
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Danmarks Lærerforening bruger enhver mulighed til at stikke en kæp i hjulet på skolereformen

Jeg sender mine bedste og mest opmuntrende tanker til den enkelte skoleleder, der hver dag skal håndtere Bondos utilslørede foragt.

Noa Redington
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I virkeligheden var det jo en meget sød og opbyggelig historie. Lærerne savnede deres elever. Eleverne længtes efter deres elskede lærere. Og forældrene kunne ikke undvære børnenes skole. I løbet af nogle uger i april 2013 blev vi for alvor klar over folkeskolens betydning.

Lærerkonflikten viste, at den er en af vores vigtigste fællesskabsinstitutioner. Den binder os sammen på en måde, som hverken værnepligten, folkekirken eller for den sags skyld ugens hellige X Factor formår.

Men nogle gange kan man også få nok af quod erat demonstrandum og alt det der med at mærke det i virkeligheden. Til sidst blev det ganske enkelt for meget. Konflikten mellem lærer og kommuner var gået i hårdknude. Alle var kede af det. Undtagen – måske – lærernes formand Anders Bondo, der med sin konfrontationsstrategi fik Don Quijote til at ligne en koldblodig og kløgtig feltherre. Eller som han undervejs sagde til 2.000 animerede skolelærer: »Det er os, der skal lave den nye skole. De siger, at nu skal lederne lede og fordele arbejdet. Gu’ skal de da ej. Det bestemmer vi da«.

Og så alligevel ikke. Regeringen greb ind 26. april – i morgen for tre år siden. Og ’generation lockout’ kunne lige nå at få sin eksamen. De centralt fastsatte arbejdstidsbestemmelser blev afskaffet. Skolelederen fik ledelsesret. Lærerne fik 1 mia. kroner til efteruddannelse og en beskeden lønforhøjelse.

Der findes ikke det problem i folkeskolen, som ikke kan tilskrives den fordømte reform

Kort efter lå der er en ny skolereform. Længere skoledage. Engelsk fra 1. klasse. Understøttende undervisning. Lektiecafeer. Mere bevægelse. Kort sagt en moderne folkeskole, der for alvor skal give vores børn et fagligt spark – vel og mærke et spark, som rammer alle børn og ikke kun dem fra hjem med flotte eksamenspapirer på væggen.

I august 2014 åbnede skolen så dørene op til en ny hverdag for over en halv million elever. Forventningerne var med rette store. Men Rom blev ikke bygget på en dag. Det samme gælder den nye folkeskole. Forandringer tager tid. Og måske derfor har der hersket en stillingskrig, hvor Danmarks Lærerforening sjældent forsømmer en mulighed for at stikke en kæp i hjulet på skolereformen.

Først gjorde man alt for at skræmme unge væk fra læreruddannelserne. For hvem har lyst til at blive uddannet til en stilling som uværdig lønslave i djøf’ernes bureaukrat-Danmark? Det slag har man tabt: I 2015 var der flere førsteårsstuderende på lærerseminarierne end året før.

LÆS MERE

Dernæst har man målrettet indgået lokalaftaler, som helt uden blusel omgår reformens intentioner. Der findes ikke det problem i folkeskolen, som ikke kan tilskrives den fordømte reform. Om det er sygdom. Om det er flere elever i privatskoler. Om det er udfordringen med inklusion. Dumme, dumme, dumme reform.

Og Bondo bliver ved. For et par uger siden gentog han det festlige budskab fra lockoutens oppiskede dage. Til netmediet Zetland sagde han sammenbidt: »Den der tåbelighed, der kørte i 2013, med, at nu skal lederen lede og fordele arbejdet. Altså, hold nu op. ... Det er fuldstændig naivt at forestille sig en leder fare rundt og bestemme, hvad læreren skal lave«.

Skidt pyt med, at det er en naivitet, der i forskellige former findes på alle andre arbejdspladser i Danmark. Nej, det foruroligende er, at vi desværre må leve med, at Danmarks Lærerforenings formand tilsyneladende har besluttet sig for at kæmpe kampen om skolereformen helt til ende. Fra kommune til kommune. Fra skole til skole. Fra elektronisk tavle til elektronisk tavle.

Softice er der masser af i politik. Og den er desværre også begyndt at klæbe sig til skolereformen

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg sender mine bedste og mest opmuntrende tanker til den enkelte skoleleder, der hver dag skal håndtere Bondos utilslørede foragt. Men tanker gør det ikke. Der er brug for reel politisk opbakning.

Kommunerne skal vide, at skolereformen består. De skal vide, at partierne på Christiansborg har den nødvendige is i maven, når det handler om at gennemføre afgørende reformer i vores samfund. Softice er der masser af i politik. Og den er desværre også begyndt at klæbe sig til skolereformen.

De konservative har længe haft deres trip med at bekæmpe lektiecafeerne, der er udråbt som den største trussel mod danske kernefamilier siden Beatles. At det for det helt store flertal af danske børnefamilier er en gave i deres hverdag er ligegyldigt i jagten på den forsvundne konservative identitet.

SF synes grundlæggende, det hele var og er noget rod. Dansk Folkeparti dukker sig, når man ikke lige i ubevogtede øjeblikke hævder, at skolereformen er en del af antikristningen af Danmark, fordi elever, der skal til konfirmationsundervisning, skal møde op på præstegården på lidt andre tidspunkter. Vor Herre Bevares!

LÆS DEBAT

De radikale finder også hår i suppen. Man frygter, at der er for mange mål for folkeskolen. Næppe noget, der kan komme bag på de selvbestaltede Christiansborg-mestre i ansvar og langsigtet tænkning.

Tilbage er de to store regeringsbærende partier Socialdemokratiet og Venstre. I Venstre er der stadig puls i drømmen om den Grundtvigske landsbyskole med en yngre udgave af Bertel Haarder bag katederet. Og hos Socialdemokraterne murer man rundt i krogene over, at ledelsen sætter krav til den offentlige sektor. Er der er et problem, er løsningen jo penge.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Indtil nu er det dog lykkes for V og S at holde sammen centralt. Tak! Men til næste år skal der være kommunalvalg, og her kan skolereformen lide en stille død. Pressede borgmestre vil gøre næsten hvad som helst for at få de sidste vælgere. Og de lokale lærerforeninger er nogle af de bedst organiserede politiske stemmer med en stor kontaktflade til et bredt udsnit af vælgerne. De kan gøre helvede hedt for den standhaftige kommunalpolitiker.

Vi har som borgere alt mulig grund til at være bekymrede for, om vi får den heldagsskole, som et bredt flertal i Folketinget stemte igennem.

Vores fælles evne til at tage rigtige, men svære beslutninger er desværre ikke så stærk, som vi troede.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden