0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Pelle Dragsted svarer på beskyldninger om navlepilleri: Min venstrefløj er ikke bange for magten

Navlepillende identitetspolitik og svært tilgængelige intellektuelle diskussioner er langtfra det, der optager os mest i mit parti.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Finn Frandsen (arkiv)
Foto: Finn Frandsen (arkiv)
Pelle Dragsted
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Pelle Dragsted
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Venstrefløjen er druknet i navlepillende identitetspolitik og har opgivet at ændre samfundet.

Sådan lyder dommen fra tre debattører Niels Jespersen, Nikolai Lang og Casper Gronemann i lørdagens debatsektion. Jeg deler egentlig langt hen ad vejen de tre herrers kritik af nogle af de såkaldte identitetspolitiske strømninger, som ganske rigtigt har mere fokus på at have ret end på at få ret, og som er præget af en ufrugtbar frelsthed og moraliseren.

Problemet med indlægget er blot, at disse tendenser på ingen måde er kendetegnende for venstrefløjen, men tværtimod er marginale nichefænomener.

Hvis jeg ser på mit eget parti, er det langtfra denne type identitetspolitik eller for den sags skyld andre svært tilgængelige intellektuelle diskussioner, der først og fremmest optager medlemmer og aktive.

Det, der fylder, er vilkårene for mennesker ramt af arbejdsløshed og sygdom. Det er kampen for at forhindre en klimakatastrofe. Det er kampen mod de store virksomheders skatteundragelse. Det er modstanden mod social dumping, som undergraver lokale løn- og arbejdsvilkår.

Vores medlemmer er aktive i deres fagforeninger – mange med tillidshverv. Andre i græsrodsinitiativer som f.eks. Næstehjælperne, som kombinerer praktisk hjælp til de reformramte med politiske protester og happenings, der gør opmærksom på misforholdene i vores sociale system.

For første gang siden Murens fald oplever vi i disse år stærke venstrefløjspartier, der på ganske radikale grundlag rækker ud efter magten

Vores byrødder i over 80 kommuner bruger ikke meget tid på at diskutere privilegieteorier, men på hverdagens problemer i kommunerne. I Aalborg har vi hjemtaget den tidligere privatiserede fjernvarme. I København har vores miljøborgmester igen sikret København prisen som verdens grønneste by.

Det virker også som helt løsrevet fra den aktuelle virkelighed, når de tre debattører kritiserer den danske og europæiske venstrefløj for ikke at ville magten. Situationen er den stik modsatte.

For første gang siden Murens fald oplever vi i disse år stærke venstrefløjspartier, der på ganske radikale grundlag rækker ud efter magten. Vi så det i Grækenland, hvor Syriza overtog regeringsmagten, men desværre blev kvast under EU’s afstraffelsestogt. Vi ser det i Spanien, i Portugal, i Frankrig og i Irland, og senest med den imponerende mobilisering af tusinder af briter bag Corbyns løfte om et opgør med Thatcher og Blairs nedskæringspolitik.

Venstrefløjen er p.t. tættere på magten mange steder i Europa, end den har været i alle de år, jeg har været politisk aktiv. Og venstrebølgen er da heller ikke gået Danmark forbi. I meningsmålingerne siger hver femte dansker nu, at de vil stemme på et parti til venstre for Socialdemokraterne. Og i København er Enhedslisten tæt på at blive størst.

I Enhedslisten er vi ikke spor bange for magten. Vi ø