0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Vi kvinder skaber selv et alt for snævert kropsideal

Det er på tide, vi holder op med at pege på medier, mode, slankeindustri og mænd som afgørende for det snævre kvindelige kropsideal.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Tegning. Philip Ytournel

Sara Skaarup
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Sara Skaarup
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Det værste, der kan ske for en dansk kvinde, er, at hun tager på. Det betyder lavstatus, mangel på kontrol og fald i attraktivitet«.

Sådan sagde ernæringsekspert og madmentor Marie Steenberger, da jeg forleden interviewede hende. Hun og jeg kunne let blive enige om, at det er hæsligt med de stramme kropsidealer, som unge ligger under for i dag. Men come on, det er jo ikke bare børn og teenagere, der døjer her. Sandheden er, at også mange modne og midaldrende kvinder bakser med sygelig optagethed af mad, krop og udseende.

Der er de fleste steder i samfundet stadig status forbundet med at kunne præsentere en kvindekrop, der lever op til et snævert, nærmest uopnåeligt ideal, der lige nu hedder hvepsetalje, slanke lemmer, store bryster og svulmende læber – og, som ernæringseksperten også sagde, vi har i dag en hel kirurgiindustri, der hjælper til med at skærpe idealet.

Samtidig skal vi kvinder jo bare elske vores krop, som den er, får vi at vide. Det er bare de færreste af os, der gør det. Og det gælder også bevidste, veluddannede kvinder. Blandt os, der snakker feminisme, hylder naturlighed og indre værdier, findes både helt unge og midaldrende, der diskret eller hemmeligt, fordi det også er lidt flovt i sin modstridenhed, samtidig har gang i at disciplinere egen krop, modellere den med hård træning og begrænset kalorieindtag. Eller – lige så brugt – hader sig selv intenst for ikke at kunne tage sig sammen til det.

I mine øjne er begge dele måder at begrænse sig selv på som menneske og som kvinde. At holde kvindekroppen nede var førhen samfundets, kirkens og mændenes projekt. Nu, da de mekanismer har slækket på kontrollen, fortsætter vi selv. Kampen om, hvem der bestemmer over kvindens krop, burde være ovre nu, men selv i dag, hvor vi har prævention, fri abort, er selvforsørgende og har fuld kropslig selvbestemmelse, er det, som om vi ikke er blevet pokkers meget friere, når det kommer til form, skønhed og vægt.

Jeg er træt af at høre om piger, der konkurrerer om at være tyndest, og kvinder, der er på skrump for at fange mænds interesse, men ikke kan lide sig selv

Jeg er træt af at høre om piger, der konkurrerer om at være tyndest, og kvinder, der er på skrump for at fange mænds interesse, men ikke kan lide sig selv. Samtidig har jeg fået nok af at pege harmdirrende på modebranchen, dameblade og slankeindustri, når vi skal aflevere ansvaret for slankehysteriet et sted.

Medansvarlige faktorer, ja. Men det er også i høj grad os kvinder selv, der spænder korsettet så hårdt. Når vi pålægger os selv ønsket om at se ud på en særlig måde, fortsætter vi selv den strenge kropsjustits, selv om andre instanser har slækket grebet om den.