Tegning: Roald Als.

Tegning: Roald Als.

Daniel Skovhus

De gamle partier har fortjent deres krise

Når ansvarlighed og idealisme fordærves af personlig karrieremageri, får vi råddenskab.

Daniel Skovhus

»Jeg har sgu meldt mig ud af Socialdemokratiet«, proklamerede min makker i forrige uge, mens vi stod og skiftede en lysning. Han er kernesocialdemokrat. Både principfast og pragmatisk, samfundsinteresseret, formand for forældrebestyrelsen i daginstitutionen og medlem af sin fagforening. Nu er verden af lave, tænkte jeg.

Politikerne skulle op til jul tage stilling til, om de ville hæve pensionsalderen for hele befolkningen – bortset fra politikerne selv. Enhedslisten havde stillet et ændringsforslag om, at politikernes pensionsalder skulle følge trop, men nej, sådan skulle det ikke være. De gamle etablerede partier har givet håndslag på at afvente en til lejligheden nedsat kommissions anbefalinger og stemme for det uanset resultatet. Det er et godt billede på, hvad der er galt med de gamle partier.

Folk med hårdt fysisk arbejde skal have lavere pensionsalder end andre. Men hvem kan forsvare, at politikere med pikhud på fingrene skal have pension flere år før alle os, der holder samfundet i gang?

:

Ikke nok med at de får en mere end rimelig hyre for at sidde i bløde stole, de vil også skånes i alderdommen for deres hårde slid. Det er toppen af magtarrogance at fraskrive sig ansvaret ved at oprette en kommission af gamle kloge klassekammerater og så give håndslag internt over midten på at stemme for deres anbefalinger.

Eliten og etablissementet har fået smæk i 2015. Ved EU-afstemningen vendte befolkningen tommelfingeren nedad til 2/3 af Folketinget samt langt de fleste større ansvarlige samfundsaktører. Og ved folketingsvalget valgte flertallet af befolkningen at sætte kryds ved et protestparti.

Massepartierne har mistet forankringen i folket

DF ville ikke i regering, men hellere være støtteparti, LA ser større indflydelse ved at råbe fra sidelinjen, og SF har vist sig ude af stand til at bære et regeringsansvar, Alternativet er ikke til at styre på syv økologiske tønder land, Enhedslisten er bare way out, og selv de konservative har i deres dødskamp kastet den faste regeringsduelige kurs over bord for at kunne slå sig op på mærkelige nichesager.

SE OGSÅ:

De gamle etablerede partier er i krise og tæller nu nærmest kun Socialdemokraterne, Venstre og de radikale. De har ikke flertal alene, og jeg kan ikke lade være med at tænke: Fedt, det har de sgu fortjent, så arrogant og elitært, som de regerer landet. Massepartierne har mistet forankringen i folket og står nu tilbage med christiansborgpolitiske meningsdannermaskiner.

Kampen om vælgernes gunst kæmpes udelukkende gennem medierne, hvor hurtige udmeldinger tilrettelægges og omlægges efter barometeret på den nyeste opinionsmåling. Det kan jeg da godt forstå.

Når ikke man har en stærk partiorganisation med tusindvis af tillidsfolk, der forsvarer partiets politik i boligforeninger, andelsbevægelse, skolebestyrelser, idrætsforeninger og fagbevægelse, ja så er der kun medierne tilbage. De etablerede politiske partier har mistet deres rolle som samfundsopbyggende institutioner, hvor ansvarlige og aktive borgere i civilsamfundet mødtes og blev inddraget bredt i det politiske system.

Nu er det de elitære forsamlinger af karrierepolitikere og politiske nørder, der kæmper om nøglen til elfenbenstårnet frem for at være en bevægelses politiske spydspids sat i embede for at styre og ændre samfundet i bevægelsens retning.

Når ansvarlighed og idealisme fordærves af personlig karrieremageri og social blindhed, får vi en råddenskab, hvor eliten rager privilegier til sig, mens de prædiker samfundssind og mådehold over for alle andre.

Men når jeg stopper med at fryde mig over de etablerede partiers selvforskyldte smæk, bliver jeg bekymret for Danmark. For ansvarlighed og samfundssind vokser ikke i Christiansborgs haver. Det vokser ud af engagement fra borgere og bevægelser. Og når de mister troen og håbet på deres politiske ledere, er det ikke kun de etableredere partiers problem, men hele samfundets problem.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce