Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

glashus. Politik, domstole, forretninger skal være gennemskuelige. Liv, viden, religion, tro indeholder elementer af mysterium, og ellers bliver det bare kedeligt, skriver biskop Peter Skov-Jacobsen.
Foto: JACOB EHRBAHN (arkiv)

glashus. Politik, domstole, forretninger skal være gennemskuelige. Liv, viden, religion, tro indeholder elementer af mysterium, og ellers bliver det bare kedeligt, skriver biskop Peter Skov-Jacobsen.

Peter Skov-Jakobsen

Kan ceremonier foregå i det rene ingenting?

Ceremoni-rum. Jeg skal ikke overlades til min egen forvirring i et 'rummeligt' glashus.

Peter Skov-Jakobsen

Ceremonium – hvad er det egentlig for noget, nåede jeg at tænke, inden jeg så, at jeg havde læst forkert.

Harmonium kendte jeg og vidste, at det var en stakkels udgave af et orgel.

Det er vist harmoniet, der har givet orgler det lidet klædelige 'salmecykel' med i tilværelsen.

Harmonier er sådan nogle gispende og hvæsende væsener, som man pumper løs i for at få en stakåndet lyd ud af.

Når det lyder, sidder man og tænker: bedre med musik end uden musik; men bedst ville det være med noget, der ikke var kunstigt.

Men det var altså heller ikke ceremoni-um - det var ceremoni-rum, et rum i form af en 20 meter høj glasbygning til mennesker med ceremonielle behov.

Det er en glasbygning, som skal rumme ethvert menneske, der måtte være i besiddelse af en følelse for fødsel, frieri og farvel.

Et godt gammeldags Panteon. Det rummer alt og ingenting. Pudsigt nok mere af det sidste end af det første

Dertil kommer, at bygningen skal udtrykke ligeværd og rummelighed. Det er et glashus, som skal rumme alle guder og ikke-guder.

Et godt gammeldags Panteon. Det rummer alt og ingenting. Pudsigt nok mere af det sidste end af det første.

BISKOP

Højtidelige rum er noget, vi alle kender til.

Der er følelser, der kalder på mere end tre meter til loftet, men hvorfor så ikke bare vedgå, at det nok er den religiøse følelse, der melder sig?

Hvorfor lade som om, at dette er en ganske almindelig ateistisk følelse, når det nu i virkeligheden er en følelse, der kalder på transcendens, hinsidighed, længsel?

Mennesket har åbenbart en anelse om at være en del af et større hele, et led i en lang kæde, et glimt i et lyshav.

Mennesker har åbenbart en følelse af at være indfældet i noget, der er større end den enkelte. Der er åbenbart nogle spørgsmål, der trænger sig på.

ADAM HOLM (kroniken, MAJ 2013)

Interessant er det også, at når man så får denne følelse, er der nogen der tænker, at så er det med at komme ind i et glashus.

Jeg er sikker på, at der er forestillingen om, at glashuset ikke er tydet, der tiltrækker.

Glashuset har ikke et alter.

Det er ikke udstyret med andre kunstgenstande, der skal sende ens tanker i nogen retning.

Glashuset skal være rammen om menneskets egen højtidelighedsfølelse. Glashuset skal rumme én ting: stemningen – min stemning!

Kan det blive mere lummert?

Det kan i hvert fald hurtigt blive ligeså lummert som i det rum, der er bygget til storhed, men indtages af smålighed og fanatisme.

Selv den smukkeste kirke, rådhussal eller partisal kan blive sin egen modsætning, hvis den besættes af arrogant bedrevidenhed og lidenskabsløse doktriner.

Hvorfor lade som om, at dette er en ganske almindelig ateistisk følelse, når det nu i virkeligheden er en følelse, der kalder på transcendens, hinsidighed, længsel?

Og dog vil jeg påstå, at hvis ikke man har jævnet historiens fortællinger i rummet, men har ladet fortællingerne dominere med billeder, tekster, udskæringer, er der noget tanken kan få fat i, og arbejde sig ud af den lumre stemning med.

CHRISTOFFER EMIL BRUUN

Glashuset rummer en anden virkelighed. Den, der ikke tror på noget, eller tror, at alt har lige stor gyldighed, overlader sig selv fuldstændig til tilfældigheder.

Det, der ramler ind i mit syn, bliver det, der bestemmer, hvad jeg skal tænke på.

Man har altså sikret sig mod røde faner, halvmåner, davidsstjerner og kors for at give sig den tilfældige lysreklame i vold, der er i nærheden eller for at se Irma-pigen på posen, der bæres forbi derude

Man sidder måske også og ser på en parkeringsplads og ærgrer sig over, at cyklen ikke er så varm som de andres køretøj.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Til gengæld varmer man sig så lidt ved, at man ikke er ligeså stor en CO2-gris som de andre.

Jeg forstår sandelig bedre end godt, at der er tider, hvor mennesker griber til ceremonier, for nu skal der siges mere, end jeg kan sige mig selv.

Nu skal der gives udtryk for mere, end jeg kan hente ud af mig selv.

Nu vil jeg sættes ind i en sammenhæng, der er større end det vilkår, at vi alle går i Brugsen, kører i bil eller på cykel. Nu skal der spændes en større himmel ud over mig.

Men hvis min stemning, min højtidelighed, ikke skal fordufte, skal den mødes af andet end gennemskuelighed.

Den skal have modstand i kraft af tanke, af symbol, af ord og musik.

BISKOP

Jeg skal ikke overlades til min egen forvirring og de tilfældige indtryk af mennesker, der går forbi.

Gå på Arbejdermuseet og se en alternativ 'kirke', som ikke bare er et tomt tegn.

Jeg tænker på festsalen. Et rum med et 'alterbillede' for enden og vægge, der er udsmykket med udskæringer af fagene - udskæringer af det daglige brød, dét, der er livet.

'Altertavlen' er det danske land, med marker og skove, Dannebrog, der vajer, og en kirke – alt det, de efterlod for at flytte til byen.

Det er længslen efter den tabte tid, der udtrykkes - længslen efter den gamle og hele verden.

Det er industrialismens menneske, der savner natur, sammenhæng, land.

I den slags rum er der blevet foretaget borgerlige konfirmationer og holdt familiefester.

Det er ikke en kirke eller et alternativ til troen, men det er i det mindste en ramme at placere sit liv i. Det er glashuset ikke.

Når jeg sidder i kirken, yder fortællingerne mig modstand.

Jeg er glad for ikke altid at være overladt til gennemskueligheden

De minder mig om, at den, som tør tro, vandrer i et grænseland.

Horisonten er en anden end min egen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg er ikke overladt til min følelse.

Jeg bliver mindet om et menneske, der vandrede på jorden for et par tusinde år siden.

Han talte med stakler, med rige, fattige, syge og raske og han elskede – nok også mere, end det var klogt. Han idømte menneskene håb og længsel efter frihed.

Jeg er glad for ikke altid at være overladt til gennemskueligheden.

Politik, domstole, forretninger skal være gennemskuelige.

Liv, viden, religion, tro indeholder elementer af mysterium, og ellers bliver det bare kedeligt – en stemning, der med nød og næppe kan holdes en kort tid.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce