Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Peter Skov-Jakobsen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Fastholder de sociale medier vores ungdomssynder?

Vi skal passe på ikke at blive bange for os selv og vores rygte på internettet.

Peter Skov-Jakobsen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Et af de mest kendte billeder i verden er stadig fotografiet af den vesttyske kansler Willy Brandt, der i december 1970 i Warszawa knæler ved mindesmærket for ghettooprøret i den polske hovedstad 30 år tidligere.

Billedet bidrog til fortællingen om Willy Brandt. Året efter, i 1971, modtog han Nobels Fredspris.

Det knæfald skete bare. Ingen spindoktor havde instrueret det. Det viste denne politikers egen karakter og denne store tyskers dybe respekt for andre folkeslag. Han viste også, at hvis man ikke har en fornemmelse af, at man aldrig kan blive højere og større, end når man knæler, så er det, at kaos for alvor kan gribe om sig. Det knæfald skabte tillid.

På alle måder kan man sige, at Tysklands placering i Europa og verden fik en ny begyndelse med dette billede. Fremtiden blev åbnet. Skrækken og forbeholdene blev forandret til åbenhed og tillid.

For nylig læste jeg en bog, som Willy Brandts søn, Peter Brandt, skrev for at kaste nyt lys over sin kendte far.

Før i tiden var det kun få mennesker som blev fremstillet for den store offentlighed. Det var kun de såkaldte "kendte".

Peter Brandt fik mig til at tænke på, at vi alle i langt højere grad er blevet offentlige.

De nye sociale medier skaber den virkelighed. Vi åbner vores liv for hinanden hele tiden. Vi fortæller om store og små begivenheder.

At være menneske er at gøre sig hørt og set. Det er at melde sig til ordet og handle medmenneskeligt og politisk. Tidligere gjorde vi det i det små og uden at være kendt af så mange.

Nu er vi hele tiden meget mere offentlige.

De andre googler os, når de hører vores navn, når vi søger arbejde, når vi indgår venskaber. Vi ser lige, hvem vedkommende er.

At være menneske er at blive forstået af de andre. Det er at udsætte sig for de andres fortolkning om, hvem man er. De andre vil fremover bruge masser af informationer for at forstå vores personlighed og se os i sammenhæng.

Fremover vil folk sidde med hele vores liv foran sig. De kan se, hvad vi skrev som 16 årige i ophidset debat med en klassekammerat. De kan også se den eksperimenterende unge, der på alle måder prøver livet af. De kan se, hvem den sindige voksne er, der har etableret sig og finder sin egen vej ind i livet med udfordringer og nederlag, med karrierer og opture.

Gad vidst, hvad vi vil stille op med alle disse oplysninger? Kan vi forholde os til dem. Vil vi søge efter en rød tråd eller vil vi være nådige mod hinanden og erkende, at verden er fyldt med overraskelser og den kan lige pludselig blive helt anderledes, fordi vi mødte et menneske, der kom til at betyde meget enten fordi vi afskyede eller elskede.

Gad vidst, om vi vil fastholde hinanden på ungdomssynder eller fejltagelser eller vil der være plads til, at vi gjorde noget dumt, men kom på benene og klarede os godt, og derfor overvandt dumheden, der stadig kan spores i vores handlinger i evigheden (læs: nettet og de sociale medier). Der skal være plads til det hele menneske også fremover. En far er ikke kun sit arbejde. Det er også et menneske, der skælder ud over sine modstandere, driller sine døtre, bander over verdens gang, glæder sig over en biograftur.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS DEBAT

Peter Brandt vil tydeligvis fortælle historien om sin far. Han vil fortælle om mennesket, som han synes, at han kender bedre end andre og fortælle om brud, fremgang, sammenhæng, familie. Han vil fortælle stor og lille historie sammen. Han vil gøre det af respekt for sin far og for familien. Han gør det også for at fastholde et billede af et menneske, en politiker, en statsmand, en partiformand, en ung mand der måtte flygte, og som kæmpede og endte med en statsbegravelse. Det er alt sammen samme historie, samme menneske.

Det er vildt og forvirrende, men det er virkeligheden.

Jeg forstår ham godt. Hvorfor skulle han overlade fortolkningen til dem, der kun ser på historien endimensionalt. Fremover tror jeg at vi oftere vil opleve mennesker, som vil fortælle "hele" historien. Vi vil ofte gøre det om os selv. Vi vil ikke gøre det for at fastholde en rød tråd, men snarere for at fastholde, at livet er forudsigeligt og selv om der er nogle, der vil se sammenhæng i det hele, så vil vi bare have lov til at give et bud på forståelsen af den forvirrede sammenhæng og det sjuskede sammensurium, som vores tilværelse ofte er.

Spørgsmålet er bare, om vi vil give hinanden lov, eller om vi vil spærre hinanden inde i fortolkninger, som den enkelte aldrig kan bryde ud af. Hvis det sker, så bliver vi kedelige og bange for os selv og vores rygte.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden