Jeg glemmer aldrig den dag, da det gik op for mig, hvor unikt det danske foreningsliv rent faktisk er.
Min mormor – der er vokset op i en palæstinensisk flygtningelejr i Libanon – var på besøg i Danmark. Mens hun var her, kom jeg hjem midt om natten, og hun spurgte mig, hvor jeg havde været henne. Jeg fortalte, at jeg havde travlt med nogle opgaver i foreningen, og hun udbrød så: »Pas nu på, du ikke bliver anholdt«. Jeg stod tilbage som et stort undrende spørgsmålstegn, da det pludselig gik op for mig, at man i mange af verdens lande kan forvente anholdelse, tortur og potentiel henrettelse for at være aktiv eller skabe en forening.



























