Mange har kritiseret DR-serien Borgen for at være fjern fra virkeligheden. Kritikken har primært gået på, at politik i virkeligheden er kedeligt. I søndags var der dog en mere graverende fejl. Afsnittet handlede om aflytning af et politisk parti, og indledningsvis forsikrede justitsministeren os om, at al aflytning har en årsag, og at ”det selvfølgelig har været forbi en dommer”. Av. Der har Adam Price været lidt for inspireret af Hollywood. Retskendelser forud for aflytning og overvågning er noget, man bruger i udlandet. Den slags amerikanske tilstande vil vi ikke have i Danmark. Vi har pt. over 200 love, som giver adgang til overvågning, ransagning og tvangsindgreb uden retskendelse – dvs. uden begrundet mistanke, og uden at mistanken skal fremlægges for en dommer. Undskyldninger er der som altid nok af: Terror, kriminalitetsbekæmpelse, socialt bedrageri, skattesnyd og karteldannelser. Men i praksis betyder det, at vi har spejlvendt princippet om, at man er uskyldig indtil andet er bevist, så man i dag er skyldig, ind til andet er bevist. Det mest foruroligende er dog, at denne retssikkerhedsmæssige deroute har fundet sted inden for lovens rammer. Det kunne ikke være sket i mange andre lande. Hvor de fleste demokratiske landes forfatninger beskriver forholdet mellem borgeren og statsmagten, dvs. mellem dem, der regerer, og dem, der bliver regeret, så er den danske grundlov i bund og grund bare en samarbejdsaftale mellem folketinget og kongemagten, altså mellem magthaverne. Den danske grundlov er med andre ord ikke meget værd, når det handler om at beskytte borgerne mod overgreb fra staten. Et flertal i folketinget kan gøre præcis, hvad der passer det – fx indføre tortur og dødsstraf. Vi har heller ingen forfatningsdomstol eller folkevalgt præsident, der kan beskytte os mod lovgivning, der krænker vores grundlæggende rettigheder. Det er faktisk kun kongemagten, der har mulighed for at nedlægge veto mod dansk lovgivning. Den tager vi lige igen: Kongehuset er vores eneste beskyttelse mod vanvittig og frihedskrænkende lovgivning, som trumfes igennem af et flertalsdiktatur. I dag udkommer en bog, hvori dronningen sætter en ære i at negligere sit ansvar. Hun er af den opfattelse, at hun skaber ”sammenhæng” i det danske samfund ved ikke at bruge sin vetoret. På den ene side kan jeg jo godt forstå, at hun ikke har lyst til at tiltage sig en sådan magt, når hun hverken er valgt af eller blandt folket. På den anden side er det jo håbløst og dybt deprimerende, at den eneste, der faktisk kan forhindre folketinget i at udvikle sig til et frihedskrænkende flertalsdiktatur, melder hus forbi. Vi har brug for en forfatning med basale frihedsrettigheder. Og vi har brug for en demokratisk kontrol med folketinget, så begreber som ”domstolskontrol” kan blive lige så udbredt i virkeligheden, som i fiktionens verden.

Opdatering