For et par dage siden var jeg på Roskilde Festival. I denne omgang ikke for at høre musik, men for at diskutere diskrimination mod romaer. Hver sommer rejser flere hundrede romaer til Roskilde for at tjene penge på flaskeindsamling - fuldkommen som de gør til mange andre store begivenheder, byfester, festivaler i Europa. Men i Roskilde bliver romaerne ofte mødt med fordomme, diskrimination og hetz. For et par dage siden fortalte Politiken fx om nogle festivaldeltagere, der havde sat et skilt op, hvor der stod "Gypsies - skydes UDEN ansvar" og "Dear Gypsies - We bite". Nu vil der altid vil være idioter, når mange mennesker er samlet. Og selvom Roskilde Festival er grundlagt af hippier og berømt for sin fredelige ånd, så vil man også her kunne konstatere en negativ sammenhæng mellem alkoholpromille og tolerancetærskel. Det, der derfor gjorde størst indtryk på mig, var at læse om de mere humanistisk indstillede festivaldeltageres holdning til romaerne: Først 19-årige Yolanda og hendes veninde Miriam, der arbejder i henholdsvis IBIS og UNICEF. De vil hellere giver deres pant til de officielle pantsamlere, som støtter danske velgørenhedsorganisationer: "Vi er mere trygge ved at give dem til en stor organisation. For så er vi stensikre på, at pengene går til et godt formål", siger Yolanda, og Miriam uddyber: "Det der med at forsørge én romafamilie er rigtig fint. Men det er bare ikke sådan, jeg ser velgørenhed. Det er altså større og mere langsigtede projekter". 21-årige Kasper, der efter sommerferien skal læse antropologi i Århus, har en lignende holdning: "De bliver nødt til at finde et sted, hvor de vil være statsborgere og finde et fast arbejde", siger han.
Yolanda, Miriam og Kasper tilhører alle den humanistiske og idealistiske del af Danmarks ungdom. De er mennesker, som vi meget vel kunne finde i et slumkvarter i Sydafrika eller i gang med at undervise i et klasselokale i Uganda. Hvis de lægger luft til romaerne, har flaskesamlerne ikke mange festivalgæster tilbage på deres side. Desværre repræsenterer Yolanda, Miriam og Kaspers holdning nok meget godt den generelle danske holdning til romaer - og til fattigdom i øvrigt. Vi vil gerne hjælpe de fattige ved at købe en ged i Afrika, sende penge til et barn i Indonesien eller give en halvtredser til en lyshåret indsamler. Til gengæld forventer vi, at de fattige forbliver ude af øje, ude af sind. For i det øjeblik fattigdommen møder os konkret - lige på den anden side af teltdugen eller lige på trappen op fra stationen, så virker den ligesom lidt mindre appetitlig. Fattigdom ødelægger hyggen, og så er den ikke længere vores ansvar. Men selvfølgelig har vi europæere et ansvar over for romaerne. Ligesom hvide amerikanere har et ansvar over for indianere. Og ligesom Tyrkiet har et ansvar over for kurderne. Igennem århundreder er romaer blevet myrdet, forfulgt, misbrugt, steriliseret og diskrimineret i Europa. I Danmark blev man i 1500-tallet belønnet for at slå en roma ihjel. I Rumænien holdt man romaerne som slaver i mere end 500 år. Og under Anden Verdenskrig døde omkring 1 mio. romaer i de mellemeuropæiske koncentrationslejre. Men også i nyere tid, har romaerne oplevet forfølgelse og diskrimination. Da krigen i 1990'erne rasede på Balkan, rettede alle parter deres overskydende raseri mod romaerne. Østeuropæiske borgmestre takker nej til EU-midler, når de kommer romaerne til gode, fordi alle den slags tiltag bliver anset for at være politisk selvmord. Og sidste år gennemførte både Frankrig og Danmark masseudvisninger af romaer trods heftig kritik fra både FN og EU. Når europæiske politikere rynker brynene ad de mellemøstlige landes behandling af palæstinenserne, skal vi blot huske på, at vores behandling af romaerne er helt parallel: Romaerne er som folk fanget i et juridisk ingenmandsland. Der sidder de, mens vi skændes om, hvis ansvar det er, eller drømmer om, at problemet bare forsvinder af sig selv. Når romaerne tager til Danmark for at samle pant eller plukke jordbær, så gør de jo netop det, vi forventer af dem: De rejser derhen, hvor der er arbejde, så de kan forsørge sig selv og deres familie. Det er faktisk det, der er meningen med arbejdskraftens frie bevægelighed i EU. EU har netop lavet en fælles romastrategi, og de enkelte lande er blevet bedt om at lave nationale handlingsplaner. Men også her lurer ansvarsforflygtigelsen: Danmark har således netop afvist EU's strategi og erklæret, at man har én politik for udsatte befolkningsgrupper og ikke ser nogen grund til at fokusere særligt på romaer. Danmark har også afvist at anerkende romaerne som nationalt mindretal, til trods for at de første romaer ankom til Danmark allerede i 1500-tallet. En status som nationalt mindretal ville give romaerne samme muligheder for at bevare, udvikle og formidle deres kultur, som andre folkeslag, men de muligheder ønsker den danske stat ikke at give dem. Men romaerne findes, og de forsvinder ikke, hvis vi ser den anden vej. Selvom de ikke har noget land, skal de have noget at leve af, de skal have lov til at tale deres sprog og praktisere deres kultur. Når politikere ikke tager udfordringen på sig, siver ansvarsforflygtigelsen ned til ellers idealistiske og humanistiske festivaldeltagere. Roskilde Festival har endnu ikke fundet en løsning. Men de har anerkendt, at der er en særlig problemstilling, som kræver et særligt svar. Det er mere, end man kan sige om den danske regering. Jeg vil skrive mere om romaer i de kommende dage.
